Hurtige og nemme brownies på 45 minutter
Disse fantastiske brownies er et kæmpe hit hos både store og små. Brownien kan spises som den er, serveres med is og bær, eller bruges i forskellige desserter, f.eks. min browniekage med chokolademousse eller brownie- og hindbær trifli.
Jeg voksede op i Japan, hvor jeg gik på international skole med masser af amerikanske børn. Det grundlagde min kæmpe kærlighed til amerikansk bagværk, særligt fra skolens “bake sales” hvor børnene skulle sælge hjemmebagt kage for et godt formål. Sikke et kageorgie, når amerikanske moms konkurrerede om at bage de flotteste kager! Hver gang der var bake sale, tænkte jeg kun én ting: YES! BROWNIES! Jeg er nemlig helt tosset med de lækre, svampede og snaskede amerikanske brownies, og de bød på de mest fantastiske af slagsen.
Jeg har gjort de amerikanske soccer moms kunsten efter og deler her min allerbedste opskrift på svampede, lækre amerikanske brownies. Denne opskrift er gennemtestet af mig selv og tusindevis af bageglade læsere gennem mere end 10 år. En nem og enkel opskrift på snaskede brownies med krakeleret top der efter min mening er præcis, som brownies skal være!
Derfor elsker 1400+ bageglade læsere denne opskrift
- Disse brownies kan bages af alle, hvad end man er begynder eller øvet
- Du skal kun bruge almindelige ingredienser, du sikkert allerede har i køkkenet
- Opskriften giver snaskede, lækre brownies der holder sig gode i flere dage
- Du er garanteret jubel, når du serverer dem – for hvem elsker ikke brownies?
Hvordan er den perfekte brownie?
I min verden er en rigtig god brownie sprød og krakeleret på toppen, snasket i midten og raspet i bunden. Dette er lige præcis hvad denne opskrift byder på. Leder du efter en svampet og luftig chokoladekage er denne opskrift ikke til dig, men så kan du f.eks. prøve min lækre chokoladekage med appelsin eller min “klassens time” chokoladekage.
Sådan bager du de bedste snaskede brownies
Det er virkelig nemt at bage min brownies opskrift. Her får du nogle tips som sikrer et godt resultat:
- Browniedejen kan både røres i hånden eller på røremaskine, for eksempel en Kitchen Aid. Det gør ingen forskel for resultatet.
- Det er vigtigt at sigte de tørre ingredienser ned i de våde for at undgå klumper.
- Fortvivl ikke hvis browniedejen er svær at fordele i bageformen. Den skal bare klattes i, så fordeler den sig selv når den bages.
- Brownien skal bages på almindelig ovn indstilling, ikke varmluft.
- Opskriften kan fordobles og tredobles men bør ikke firedobles. Rør i så fald hellere dejen ad flere omgange og husk at øge formens størrelse tilsvarende.
Raspen gør en forskel
Man kan fristes til at springe trinnet med at drysse rasp i bageformen over, men lad være med det. Bunden på disse brownies afhænger af raspen og du vil ikke fortryde det!


Variationer af brownies
Gennem årene har mange bageglade læsere bagt mine brownies og mange er kommet med kreative forslag til, hvad man kan tilsætte. Her er nogle idéer!
- Brownies med Oreos
- Brownies med chokoladeovertræk
- Brownies med flødeskum
- Brownies med rocky road
- Brownies med M&Ms
- Brownies med forskellige hakkede nødder
- Brownies med hakket mørk chokolade
Kan disse brownies fryses?
Ja, disse brownies er meget fryseegnet!
Sådan fryser du bedst dine brownies:
- Lad dem køle helt af.
- Skær brownies ud i stykker.
- Fyld browniestykkerne i fryseposer med bagepapir imellem. Så kan du let tage det antal browniestykker ud, du skal bruge, og bagepapiret forhindrer stykkerne i at fryse sammen.
Lad browniestykkerne tø op i en frysepose på køkkenbordet.
Hvad kan man bruge brownies til?
Nyd disse fantastiske brownies som de er, eller med en klat vaniljeis til! Brownies er et kæmpe hit til klassens time kage, eftermiddagskaffen, fødselsdag og meget andet. Brownien er også fantastisk som bund i kager og desserter.

Spørgsmål til brownies opskriften
Kan disse brownies fryses?
Ja, disse brownies fryser godt. Frys dem i stykker i fryseposer med bagepapir imellem. Tø dem op på køkkenbordet.Kan man tilsætte fyld til brownien?
Ja, man kan f.eks. tilsætte M&Ms, nødder, og lignende til dejen.Skal der ikke bagepulver i dejen?
Nej, brownies skal ikke hæve og derfor skal der ikke bagepulver i. En god brownie skal være tung, tæt og snasket.Kan man tilsætte chokolade til brownie opskriften?
Ja, man kan tilsætte max 100 g grofthakket chokolade til 1 portion af opskriften. Mere vil ændre konsistens og bagetid.Hvilken ovnindstilling skal brownien bages på?
Brownien skal bages på almindelig ovn indstilling, ikke varmluft.Hvordan ved man, at brownien har fået nok i ovnen?
Lav priktesten, hvor du stikker en strikkepind eller tandstik i midten af kagen. Brownien er færdig når der stadig hænger kun lidt dej ved.Kan jeg fordoble brownie opskriften?
Ja, portionen kan fordobles eller tredobles, men hvis du skal lave til flere anbefaler jeg at røre dejen ad flere omgange.Hvordan skal brownien opbevares?
Brownies skal opbevares tildækket med plastikfilm på køkkenbordet.

Opskrift
Verdens bedste brownies
Ingredienser
- 100 g smør
- 2 æg
- 3 dl sukker
- 1½ dl hvedemel
- 4 spsk kakao
- 1½ tsk vaniljesukker
- 1 knivspids salt
- 100 g hasselnødder (valgfrit)
- Rasp (til formen)
Sådan gør du
- Smelt smørret og lad det køle af. Hak hasselnødderne groft, hvis disse skal i.100 g smør, 100 g hasselnødder
- Rør æg og sukker sammen i en skål eller på køkkenmaskinen. Rør mel, kakao, vaniljesukker og salt sammen i en anden skål.2 æg, 3 dl sukker, 1½ dl hvedemel, 4 spsk kakao, 1½ tsk vaniljesukker, 1 knivspids salt
- Si den tørre blanding ned i æg-sukkerblandingen. Hæld det smeltede smør i og rør godt rundt.
- Smør en bageform på cirka 18 x 26 cm** og drys rasp i - tøm resterne ud. Fordel browniedejen i bageformen (dejen behøver ikke nå helt ud til siderne, den fordeler sig selv når den bliver bagt). Drys hakkede hasselnødder over (valgfrit).Rasp
- Bag brownien ved 175 grader (alm. ovn) i cirka 30 minutter - pas endelig på, at den ikke får for meget! Den er færdig når en strikkepind der stikkes i kagen, stadig har lidt dej klæbende til sig.
- Lad brownien køle helt af i formen, før der skæres af den.
Noter
- 1x portion: cirka 18 x 26 cm
- 2x portion: cirka 26 x 37 cm
- 3x portion: cirka 31 x 45 cm






























1.157 kommentarer
God Brownie.
Havde brug for 6 spsk. kakao. Jeg blandede de hakkede hasselnødder med i dejen, og dryssede kun nogle af dem på toppen sammen med hakket mørk chokolade.
Næste gang jeg laver den, blander jeg også chokolade i dejen.
Syntes ikke det er en rigtig opskrift på brownie, men rettere en chokoladekage, da der ikke indgår chokolade, men kun kakaopulver i opskriften??
Hej Mette
Nu findes der jo ikke et kageministerie, som bestemmer de officielle regler for hvad der er brownies eller ej 😉 men en hurtig Google søgning giver mig sådan set ret i, at brownies også kan laves med kakao og ikke smeltet chokolade.
Prøv opskriften og se, om ikke du er enig med de mange andre i, at dette skam er en lækker kage ☺️
Kh Trine
Hej Trine,
Jeg har bagt din brownie i flere år og elsker den, men jeg har som en anden person, problemer med at få din overflade på kagen. Det er aldrig lykkedes. Hvad kan det det skyldes?
Vh Jette
Hej Jette
Hvis du gerne vil have den krakelerede overflade, så prøv at pisk æg og sukker længe, fx 2-3 minutter. Det burde gøre det – men det afhænger også lidt af din ovn.
Kh Trine
Min kage blev bare til en chokoladekage og ikke brownie. Øv. Fulgte ellers opskriften til punkt og prikke.
Hej Mie
Hvilken størrelse form har du brugt?
Hvilken type smør har du brugt?
Hvilken ovnindstilling har du brugt?
Det lyder ikke helt til, at du har fulgt opskriften til punkt og prikke, så lad os prøve at finde ud af, hvor det er gået galt ☺️
Mvh Trine
Kan brownien også laves i en airfryer?
BEDSTE BROWNIE EVER
Superlækker brownie med ingredienser man altid har i skabet!
Noget billigere at bage end dem, der skal chokolade i .
Jeg putter lidtmindre sukker i , – resultatet bliver lige så godt.
Pankorasp er fint tilbunden.
Jeg har bagt den utallige gange, alle elsker den og spørger efter opskriften!
Hej
Jeg har lige et spørgsmål ☺️ Min bradepande er 20×32. Ville du så fordoble portionen eller lave halvanden?
Hej Anna
Det svarer til halvanden portion ☺️
KH Trine
Den smager jo simpelthen fantastisk! Men jeg kan ikke få overfladen til at blive rigtig, som på billederne. Den bliver bare almindeligt kageagtig. Jeg forstår det ikke. Jeg har prøvet at bage på almindelig ovn 175 grader, og varmluft 170 grader. Jeg bøvler også med at kanterne bliver kedelige og hårde.
Jeg har bagt den et utal af gange i gennem årene, og den er altid et kæmpehit! Jeg tilføjer altid grofthakket mørk og lys chokolade til sidst i dejen, så får den små flydende stykker chokolade i sig.
Har du en idé om, hvornår man skal tage den ud af fryseren, så den kan serveres for gæster? Første gang jeg fryser noget af min nemlig 😊
Tak for lækker opskrift!
Hej Josefine
Dejligt at du nyder opskriften ♥️
Du kan med fordel tø kagen op i køleskabet natten over.
Hvis det skal gå hurtigere tager det 1-2 timer på køkkenbordet, men jeg anbefaler langsommere optøning i køleskabet for at undgå kondens på toppen og for mere jævn optøning der sikrer den gode konsistens.
KH Trine