Blomkålspizza

Blomkålspizza er et fast indslag på vores madplan til hverdagen, fordi vi elsker pizza men har brug for nogle sundere alternativer! Bunden er saftig, hænger godt sammen og smager af mere end bare blomkål. Og bedst af alt kan den laves forud, så aftensmaden kan være klar på 15 minutter.
Blomkålspizza opskrift fra Bageglad

Saftig og lækker glutenfri blomkålspizza

Jeg elsker virkelig pizza. Det er faktisk min livret og hjemme hos os kunne vi sagtens spise pizza flere gange om ugen, hvis vi ikke beherskede os. Vi bruger som regel enten vores yndlings nemme pizzadej eller en lækker spelt pizzadej bund. Men der findes heldigvis et sundere alternativ, som giver noget af den samme tilfredsstillelse i en lettere udgave.

Blomkålspizza er et sundere alternativ, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den er nem, overraskende lækker og en virkelig god måde at spise lidt sundere på, uden at det bliver kedeligt. Det vigtige er bare at konstatere med det samme: Blomkålspizza smager ikke som “rigtig” pizza. Og det skal den heller ikke! Tænk i stedet på den som sin egen ret, og jeg er sikker på, at den bliver en ny favorit på madplanen.

Derfor elsker jeg denne blomkålspizza opskrift

  • Den er saftig indeni og let sprød i kanten
  • Den smager rent faktisk af noget, ikke bare “sundt”
  • Den er glutenfri uden at det føles som et kompromis
  • Den er nem at lave, når teknikken først er der
  • Der er frit valg i toppings, så du kan lave din yndlingspizza

Vegetar pizza med blomkålsbund

Om min blomkålspizza opskrift

Der findes mange versioner af blomkålspizza og de fleste rammer den klassiske udfordring: bunden bliver blød, våd og trist. Dette skyldes næsten altid én fejl: der er for meget væske i blomkålen.

Blomkål består af virkelig meget vand, og hvis det ikke presses ordentligt ud ender du med en bund, der aldrig rigtig sætter sig. Så for at lave en god blomkålspizza handler det faktisk ikke så meget om ingredienser, men mere om teknikken. Når først vandet er væk, får du nemlig en bund, der hænger sammen, kan bære fyldet og får en flot gylden overflade.

Nogle kan have bekymringen, at en blomkålspizza smager rigtig meget af blomkål. Men faktisk kommer smagen fra osten, æggene og krydderierne. Blomkål i sig selv er mildt og neutralt, hvilket let overdøves af de andre smage. Hjemme hos os er blomkålspizza også et hit hos børnene! Se flere gode opskrifter på børnevenlig aftensmad.

Er blomkålspizza glutenfri?

Ja! Selve bunden på min blomkålspizza er glutenfri. Vær selvfølgelig altid opmærksom på, om de pizzatoppings, du kommer på pizzaen indeholder gluten. Men du kan roligt spise denne glutenfri blomkålspizzabund, hvis du skal undgå gluten.

Ingredienser til blomkålspizza

Der skal ikke bruges mange ingredienser til blomkålspizza, men kvaliteten betyder meget for smagen.

  • Blomkål: Brug et stort, fast hoved blomkål. Jo friskere, jo bedre struktur får din pizzabund.
  • Parmesan: Giver dybde og lækker smag. Brug friskrevet parmesan, ikke pulver, for den bedste smag.
  • Revet ost: Almindelig mozzarella eller mild fast ost fungerer godt.
  • Æg: Binder dejen sammen og giver struktur.
  • Krydderier: Oregano er klassisk, men du kan variere efter smag.

Sådan får du en sprød blomkålspizzabund

Som sagt er det teknik og ikke ingredienser, der afgør, om du får en lækker sprød blomkålspizzabund. Sådan gør du:

  1. Blend og opvarm blomkålen.
  2. Nu skal væsken presses ud, dette er det vigtigste punkt! Og ja, det tager lidt tid og armkræfter. Del blomkålen op i portioner, læg en portion i et rent viskestykke eller sigteklæde, og pres alt det vand ud, du overhovedet kan. Når du tænker at nu kan der altså ikke komme mere ud, så fortsæt. Jo tørrere blomkålen er, jo bedre bliver pizzabunden. Det gør forskellen på en pizzastykke, der kan løftes, og et pizzastykke, der skal spises med kniv og gaffel!
  3. Pres bunden jævnt og tyndt. Cirka 0,5 cm er perfekt tykkelse. Hvis bunden er for tyk bliver den blød og hvis den er for tynd tørrer den ud.
  4. Giv blomkålspizzabunden en ordentlig afbagning, inden du kommer fyld på. Bag den, til overfladen er tydeligt gylden og fast, og den let kan løsnes fra bagepapiret. Ovne bager forskelligt, så lad farven være din guide frem for uret.

BlomkålspizzabundBlomkålspizza med tomatsauce

Fyld idéer til blomkålspizza

Der er ingen grænser for, hvilke toppings du kan putte på din blomkålspizza. Blomkålspizza er dog ikke så velegnet til meget våde toppings, da den vil miste sin sprødhed. Her er en masse gode idéer til blomkålspizza fyld:

  • Pesto, mozzarella, squash, kartofler
  • Tomatsauce, chorizo, frisk rucola efter bagning
  • Mozzarella, pepperoni og oregano
  • Parmesan, tynde kartoffelskiver og rosmarin
  • Chorizo, rød peber og fast ost
  • Stegte svampe, parmesan og timian
  • Skinke, mozzarella og friskkværnet peber
  • Bacon, rødløg og parmesan
  • Pesto, mozzarella og lufttørret skinke

Psssst! Her er inspiration til nogle af vores yndlingspizzaer: kartoffelpizza og hvid pizza med prosciutto og pinjekerner.

Opbevaring og genopvarmning af blomkålspizza

Blomkålspizza med toppings smager bedst, når den er friskbagt. Rester kan dog godt gemmes i køleskabet til næste dag. De bør genopvarmes i ovn, ikke i mikroovn, da pizzaen ellers vil blive helt blød.

Blomkålspizza kan også laves forud og det gør det nemt, at spise blomkålspizza til hverdagsmad. Du kan gøre en af følgende: 

  • Forbag og gem på køl: Bag bunden færdig, lad den køle helt af, og opbevar dem på køl i en lufttæt pose eller beholder. Den holder sig i op til 2 dage i køleskabet. Når du vil servere den, så bag den i et par minutter i ovnen inden du putter fyld på og bager den færdig.
  • Frys og bag direkte fra frost: Bag bunden færdig, lad den køle helt af, læg et stykke bagepapir over og under og put dem i en stor frysepose eller beholder. Frys den i op til 3 måneder. Den kan toppes og bages direkte fra fost, forlæng blot bagetiden lidt.

Spørgsmål til opskriften

Er blomkålspizza glutenfri?
Ja, bunden i denne opskrift er glutenfri, fordi der ikke er mel i. Husk bare altid at tjekke fyldet, hvis du skal være helt sikker.

Smager blomkålspizza af blomkål?
Kun meget mildt. Blomkål smager ikke af særlig meget og overdøves nemt af dine pizzatoppings.

Er blomkålspizza børnevenlig?
Vores små piger kan godt lide blomkålspizza! Dog skal man ikke servere det som om, det er “rigtig” pizza. Hos os kalder vi den blomkåls-næsten-pizza, og så er den godkendt.

Kan blomkålspizzabunden laves forud?
Ja. Forbag bunden og gem den på køl i op til dage, eller frys den ned. Når du vil spise, topper du den og bager den ved høj varme, til osten er smeltet og gylden.

Hvordan laver man blomkålspizza vegansk?
Du kan godt lave en vegansk version, men du skal regne med, at bunden bliver lidt mere skrøbelig end den klassiske med ost og æg. Sådan gør du: Erstat æg med hørfrøæg. Brug plantebaseret revet ost eller lidt gærflager for smag. Forbag bunden lidt længere, til den er fast og gylden. Vælg tørt fyld og undgå store mængder sauce.

Blomkålspizza opskrift fra Bageglad

Opskrift

Blomkålspizza

Saftig og lækker blomkålspizza, der er sprød nok til et godt pizzaslice! Følg teknikken grundigt så du får en sprød og lækker blomkålspizza.
Forberedelsestid25 minutter
Tilberedningstid25 minutter
Tid i alt: 50 minutter
Niveau: Middel
Mængde: 1 pizza*
Udskriv Pin

Ingredienser

Blomkålspizzabund:

  • 1 hoved blomkål (cirka 900 g)
  • 25 g fintrevet parmesan
  • 75 g revet ost
  • 1 æg
  • ½ tsk salt
  • ¼ tsk peber
  • ½ tsk oregano

Toppings:

  • Valgfri toppings

Sådan gør du

  • Skyl blomkålen, skær stilken fra og skær blomkålen i store buketter. Blend til små blomkålsris i en food processor.
    1 hoved blomkål
  • Kom blomkålsrisene i mikroovnen i 2-3 minutter, til de er let møre. Lad dem køle lidt af, pres derefter så meget vædde du kan fra gennem et sigteklæde. Det kræver, at du deler det op i flere portioner. Jo mere vand du får presset ud, jo sprødere bliver pizzabunden! Bliv ved, til der slet ikke kan presses mere vand fra.
  • Ælt blomkålsris, parmesan, revet ost, æg, salt, peber og oregano sammen med fingrene i en skål til en dej. Fordel dejen på en bageplade beklædt med bagepapir og pres det til en pizzabund (tykkelse cirka 0,5 cm).
    25 g fintrevet parmesan, 75 g revet ost, 1 æg, 1/2 tsk salt, 1/4 tsk peber, 1/2 tsk oregano
  • Bag pizzabunden ved 225 grader (alm. ovn) i 10-15 minutter, til den er gylden.
  • Fordel nu dit ønskede pizzafyld på pizzabunden og bag pizzaen ved 250 grader (alm. ovn) i 8-10 minutter, til osten er smeltet og let gylden.
    Valgfri toppings

Noter

*1 portion af opskriften giver 1 pizza. Blomkålspizza mætter mindre end almindelig pizza og man kan typisk spise 1 hel blomkålspizza per voksen.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke