Uff, det er ikke meget vi får blogget for tiden. Jeg ville ønske, at der var flere timer i døgnet så jeg havde tid til at eksperimentere i køkkenet. Desværre er jeg helt hængt op på eksamener i øjeblikket og på lørdag skal der holdes kæmpe fest for min kæreste, som er blevet færdig som politibetjent og desuden fyldt 25 (hold øje med bloggen for at se den fede kage vi laver til ham!).
Mette har travlt med den søde lille bebs som jo kræver en del opmærksomhed og tid, så det er heller ikke meget spændende mad hun får kastet sig ud i.
Alt i alt kommer I desværre nok til at skulle vænne jer til lidt stilhed på bloggen i løbet af det næste halve års tid. Om under en måned rejser jeg nemlig til Australien og hvem ved hvordan internetforbindelsen er i outback’en 😉 Men indtil da får I en af min og min kærestes livretter, nemlig kartoffelpizza!
Kartoffelpizza er nok den mest simple pizza der findes, men altså også en af de bedste. Pizzadej, kartofler, mozzerella, salt og peber og du er godt kørende med en pizza som kan spises til forret, snack eller hovedret.
Denne pizza bliver selvfølgelig bedst hvis man bruger hjemmelavet pizzadej. Du kan også lave en lidt grovere version spelt pizzadej hvis du lyster. Lav dejen og lad den hæve i en halv times tid. Imens skrælles og skæres kartoflerne i skiver.
Rul pizzadejen ud og fordel kartofler, salt og peber og mozzerella på pizzaen. Denne kartoffelpizza er uden tomatsauce og den kan virke kedelig, men tro mig – det er en af verdens bedste pizzaer og et sikkert hit hos de fleste!
Bag kartoffelpizzaen indtil osten er smeltet og du har en lækker lækker kartoffelpizza! Server for eksempel kartoffel pizzaen i små skiver som forret eller i større stykker til hovedret eller tilbehør.
Kartoffelpizza opskrift
Ingredienser
- 1 portion af vores pizzadej opskrift
- 6-8 kartofler
- 2 kugler frisk mozzerella eller 1 pose revet mozzerella
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Ælt ingredienserne til pizzadejen sammen og lad dejen hæve i en halv times tid. Skræl imens kartoflerne og skær dem i 3-4 mm tykke skiver.
- Rul pizzadejen ud så den passer i størrelsen til en bageplade. Beklæd bagepladen med bagepapir og kom pizzadejen på bagepladen.
- Fordel kartoffelskiverne i ét lag henover pizzaen. Kom godt med salt og peber over. Fordel så mozzerella i skiver eller revet mozzerella over pizzaen.
- Bag pizzaen ved 200 grader i cirka 20 minutter eller til osten er smeltet.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
1 kommentar
SKal mælken lunes, inden man kommer gæren i? Vh. Karin