Et kagehus er en sjov og superhyggelig måde at pynte hjemmet på og er et projekt hele familien kan deltage i. I år besluttede jeg mig for at kaste mig ud i projektet tidligt så vi kan se på kagehuset det meste af december.
Et kagehus kan laves mere eller mindre avanceret. En hurtig søgning på Google viser hurtigt nogle flotte og ekstreme kagehuse i flere etager o.lign., men i denne omgang holdt jeg mig foreløbigt til den klassiske kagehus form. Her får I en detaljeret vejledning og skabelon til at lave et lignende kagehus derhjemme.
Lav dejen
Lav først dejen som der står i opskriften. Lad dejen hvile i mindst en time i køleskabet indtil den er helt afkølet. Man kan sagtens lave dejen dagen før, bare tag den ud lidt før du skal bruge den så den er blød nok til at den kan rulles ud.
Lav skabelonerne
Det er klart lettest at følge en skabelon, så kagehuset bliver lige. Download vores kagehus skabelon.
Imens dejen køler ned kan du lave skabelonerne, for eksempel af karton. Klip en side, en front og en skabelon til taget.
Rul dejen ud til den er cirka 1,5 cm tyk. Husk lidt mel på bordet så dejen ikke hænger fast. Det er vigtigt at dejen ikke rulles for tyndt ud, da den vil flække når den er bagt og huset derfor ikke vil kunne stå oprejst.
Læg skabelonen over dejen og skær forsigtigt med en kniv rundt om. Skær i alt to sider, to fronter og to tage af dejen. Du kan skære vinduer i siderne af huset og hvis du har lyst og evt. en dør i den ene front. Kun fantasien sætter grænser! Læg delene over på bagepapir, eventuelt med hjælp fra en paletkniv.
Bag kagehuset
Sæt de udskårede kagehus dele i køleskabet i mindst 15 min. Efter mindst 15 min tages de ud og lægges på bageplader. Bag delene i ovnen ved 180 grader almindelig ovn i 12-14 minutter, til de er let gyldne. Læg delene på en afkølingsrist og afkøl helt – det tager mindst 2 timer.
Saml kagehuset
Man kan bruge isomalt eller royal icing som lim. Jeg foretrækker royal icing da det ligner sne. Lav en stor mængde royal icing (jeg brugte 3 pakker flormelis i alt til kagehuset) og kom det i en sprøjtepose med en rund tyl. Hullet i tyllen kan variere, jeg brugte en tyl med et hul på ca. 1 cm. Hvis du vil tylle dekorationer på bagefter kan det godt betale sig at bruge en mindre, men på den anden side er det sværere at få royal icingen ud af sprøjteposen hurtigt når man samler huset.
Læg de to sider og fronter på den plade, du vil sætte huset på. Begynd med den ene side. Smør en stor klat royal icing på bunden og sæt ned på pladen. Brug eventuelt en dåse eller andet som støtte indtil royal icingen tørrer. Sprøjt derefter royal icing på kanten af siden og på bunden af den ene front, og sæt fronten fast. Herefter kan du sætte den sidste side og den sidste front på. Den ene front vil selvfølgelig være forsiden af huset og den anden vil være bagsiden. Lad det stå i 5-10 min. inden du sætter taget på.
Hvis du vil sætte noget på vinduerne skal du gøre det før du sætter taget på. Jeg har klippet små firkanter af husblas ud og sat det fast med lidt royal icing på indersiden af de to sider. På den måde ser det ud som om der er mønstret glas i vinduerne. Du kan også smelte bolcher og bruge som farvede vinduer – hvis du gør dette skal de lægges i vinduerne ca. 2-3 min. før delene er færdigbagte.
Når hele huset er samlet skal det stå i ca. 15 min. og tørre, før taget sættes på på samme måde som de andre dele. Du kan med fordel sidde og holde lidt på de to dele mens de tørrer.
Pynt kagehuset
Man kan bruge alt muligt til at dekorere et kagehus – chokolade, slik, krymmel, farvet glasur osv. Jeg har været i en stor bland-selv slikbutik på Amagerbrogade, hvor de havde alverdens ting og sager. Jeg havde også noget småt krymmel i rød og grøn, og krymmel formet som kristtjørn. Jeg brugte også noget rødt og grønt glimmer-glasur.
Jeg startede med at sætte de fire slikstokke på siderne med hjælp af en stor mængde royal icing. Derefter sprøjtede jeg royal icing udover taget og satte slik på. Du kan også drysse taget med flormelis i stedet for.
Da jeg elsker sne-looket blev hele pladen også sprøjtet til med royal icing, og krymmel drysset ud over. Juletræerne er ikke spiselige (de er fra Søstrene Grene).
Kagehuset kan holde i 2-3 uger, hvis jeg kan holde min mand og datter fra at spise det! Indtil videre står det i vores vindueskarm og pynter.
Kagehus
Ingredienser
- 800 g mel
- 250 g blødt smør
- 2 1/2 dl brun farin
- 3 tsk stødt kanel
- 3 tsk stødt ingefær
- 1 tsk stødt nellike
- 2 store æg
- 2 1/2 dl mørk sirup
Fremgangsmåde
- Bland det bløde smør med den brune farin i en røremaskine (f.eks. Kitchen Aid) på middel hastighed og rør, til det er blandet godt. Tilsæt kanel, ingefær, nellike, æg og sirup. Sigt melet i blandingen og rør, til det kun lige er blandet sammen.
- Læg dejen i en frysepose eller pak den ind i husholdningsfilm og stil den i køleskabet i mindst 1 time, til den er helt afkølet (evt. dagen før).
- Opvarm ovnen til 180 grader almindelig ovn. Skær delene ud til kagehuset ved hjælp af en skabelon. Læg kagehus delene på bagepapir og stil dem i køleskabet i 15 min. Bag dem i ovnen i 12-14 minutter til de er let gyldne.
- Lad delene køle helt af før de samles til kagehus.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
2 kommentarer
Skabelonen er stadigvæk bortkommet …
Hej Jeg kan ikke åbne skabelonen til dette kagehus. Siden findes ikke.
Har i den 🙂