Hurtige og nemme brownies – et sikkert hit!
Disse fantastiske brownies er et kæmpe hit hos både store og små. Brownien kan spises som den er, serveres med is og bær, eller indgå i en lang række forskellige desserter.
Jeg er vokset op i Japan hvor jeg gik på international skole, blandt andet med masser af amerikanske børn. Det har efterladt mig med STOR kærlighed til amerikanske kager og cupcakes.
Mange af mine helt store kageoplevelser som barn skete til “bake sales”, hvor hver elev (nok snarere elevens mor) bagte kage, som eleven skulle sælge i en bod på skolen for at indsamle penge til en tur, et teaterstykke, eller lign. Dette var et kageorgie uden lige når amerikanske soccer moms konkurrerede om, hvem der kunne bage de bedste og flotteste cupcakes og kager! Når jeg hørte, at der skulle være bake sale tænkte jeg straks YES! BROWNIES! Jeg er nemlig fuldstændig tosset med chokoladerige, svampede, klistrede, amerikanske brownies, og disse boder bød på de absolut mest fantastiske brownies man kan forestille sig.
Jeg har gjort de amerikanske soccer moms kunsten efter og deler her min allerbedste opskrift på svampede, lækre amerikanske brownies.
Hvordan er den perfekte brownie?
I min verden er en brownie firkantet, sprød på toppen, klæbrig i midten og raspet i bunden. Dette er lige præcis hvad denne opskrift byder på. Leder du efter en svampet gennembagt chokoladekage er denne opskrift ikke til dig, men så kan du f.eks. prøve min lækre chokoladekage med appelsin eller min “klassens time” chokoladekage.
Tips til at bage mine brownies
- Browniedejen kan både røres i hånden eller på røremaskine, for eksempel en [eafl id=”24579″ name=”Kitchen Aid røremaskine” text=”Kitchen Aid”] (reklamelink).
- De tørre ingredienser skal sigtes ned i de våde for at undgå klumper.
- Brownien skal bages på almindelig ovn indstilling, ikke varmluft.
- Fortvivl ikke hvis browniedejen er svær at fordele i bageformen. Den skal bare klattes i, så fordeler den sig selv når den bages.
- Opskriften kan fordobles og tredobles men bør ikke firedobles. Rør i så fald hellere dejen ad flere omgange.
- Hvis opskriften skal fordobles eller tredobles skal størrelsen på formen ligeledes øges.
- Brownies er ikke velegnede som muffins.
Raspen gør en forskel
Man kan fristes til at springe trinnet med at drysse rasp i bageformen over, men lad være med det. Bunden på disse brownies afhænger af raspen og du vil ikke fortryde det.


Kan brownies fryses?
Ja, brownies er meget fryseegnet! For at fryse brownies skal du lade dem køle helt af. Jeg anbefaler derefter, at du skærer den ud i stykker inden frysning. Kom browniestykkerne i fryseposer med bagepapir imellem. Så kan du let tage det antal browniestykker ud, du skal bruge, og bagepapiret forhindrer stykkerne i at fryse sammen.
Lad browniestykkerne tø op i en frysepose på køkkenbordet.
Hvad kan man bruge brownies til?
Nyd de fantastiske brownies som de er, eller med en klat vanille is til! Den er et kæmpe hit til klassens time kage, eftermiddagskaffen, fødselsdag og meget andet.
Brownien er også fantastisk som bund i kager og desserter.

Typiske spørgsmål til opskriften
Kan brownien fryses?
Jeps det kan den! Læs hvordan ovenfor i indlægget.Kan man tilsætte fyld til brownien?
Ja, du kan f.eks. tilsætte M&Ms, nødder, og lignende til dejen.Hvilken ovnindstilling skal brownien bages på?
Brownien skal bages på almindelig ovn indstilling, ikke varmluft.Hvordan ved man, at brownien har fået nok i ovnen?
Lav priktesten, hvor du stikker en strikkepind eller tandstik i midten af kagen. Brownien er færdig når der kun hænger lidt dej ved.Kan jeg fordoble opskriften?
Ja, portionen kan fordobles eller tredobles, men hvis du skal lave til flere anbefaler jeg at røre dejen ad flere omgange.Hvordan skal brownien opbevares?
Den skal opbevares tildækket med plastikfilm på køkkenbordet.

Opskrift
Verdens bedste brownies
Ingredienser
- 100 g smør
- 2 æg
- 3 dl sukker
- 1½ dl hvedemel
- 4 spsk kakao
- 1½ tsk vaniljesukker
- 1 knivspids salt
- 100 g hasselnødder (valgfrit)
- Rasp (til formen)
Sådan gør du
- Smelt smørret og lad det køle af. Hak hasselnødderne groft, hvis disse skal i.100 g smør, 100 g hasselnødder
- Rør æg og sukker sammen i en skål eller på køkkenmaskinen. Rør mel, kakao, vaniljesukker og salt sammen i en anden skål.2 æg, 3 dl sukker, 1½ dl hvedemel, 4 spsk kakao, 1½ tsk vaniljesukker, 1 knivspids salt
- Si den tørre blanding ned i æg-sukkerblandingen. Hæld det smeltede smør i og rør godt rundt.
- Smør en bageform på cirka 18x26 cm og drys rasp i - tøm resterne ud. Fordel browniedejen i bageformen (dejen behøver ikke nå helt ud til siderne, den fordeler sig selv når den bliver bagt). Drys hakkede hasselnødder over (valgfrit).Rasp
- Bag brownien ved 175 grader (alm. ovn) i cirka 30 minutter - pas endelig på, at den ikke får for meget! Den er færdig når en strikkepind der stikkes i kagen, stadig har lidt dej klæbende til sig.
- Lad brownien køle helt af i formen, før der skæres af den.






























1.127 kommentarer
Overskriften lyver ikke!
Jeg elsker denne brownie opskrift!
Om det er kage der bliver sat kommer folk hen og siger det er den bedste brownie de nogensinde har fået, er igang med at bage den nr jeg ved ikke hvor mange som brug til bund i mine hindbær bomber (3. Gang jeg laver det) som nytårs dessert den er helt igennem fantastisk!
synes den er faldet sammen i midten.
har dobbelt portionen og bagt den i en springform
på 20 diameter. Den har fået 45 min mon ikke den er ok
Hej Trine
Du har desværre brugt en forkert størrelse form til portionen. 1 portion af opskriften passer til en springform på Ø24 cm. Du har lavet dobbeltportion i en form på Ø20 cm så din brownie er blevet på højde med en chokoladekage. Derfor faldt den sammen på midten. Jeg håber den kunne spises alligevel.
KH Trine
Det lyder som en virkelig lækker omgang 🙂 Er det virkelig rigtigt, at der slet ikke skal chokolade i? Og ville resultatet stadig være godt, hvis man fx tilsætter lidt god mørk chokolade?
Hej Susanne
Ja disse brownies laves med en kakao (brug en af god kvalitet for bedste smag!). Du kan godt tilsætte lidt mørk chokolade hvis du vil, men det ændrer lidt på konsistensen.
KH Trine
Hej. Kan det passe opskriften tidligere har været med brun farin i stedet for alm sukker? 🙂
Hej Maria
Nej det har den aldrig været. De sidste 13 år har opskriften set præcis sådan her ud 🙂
KH Trine
Så er det nok bare mig der bytter om på noget ☺️ men tak for din opskrift den er virkelig lækker!🤩 hvis man 3 dobler optionen hvor stor skal bageformen være så?
Hej Maria
Så skal man tredoble arealet, dvs du skal bruge en form med areal cirka 1400 cm2. I firkantede forme kunne det fx være en form på 30×47 cm (stor bradepande).
Eller du kan bage den ad to portioner i to mindre forme.
KH Trine
Hej
Er det muligt at lave dem som minimuffins og hvis ja så hvordan.
Hilsen Frederikke
Hej Frederikke
Nej, disse brownies er ikke beregnet til muffins.
KH Trine
Jeg skal bruge opskriften med topping af mousse.
Kan jeg bruge hakkede valnødder i stedet for hasselnødder ?
Kan jeg bruge bagepapir i formen ?
Hej Kirsten
Ja, du kan sagtens bruge valnødder.
Du kan godt bage disse brownies med bagepapir i formen – den får dog ikke den samme sprøde bund som hvis du bruger en raspet form uden bagepapir.
Kh Trine
Den her opskrift er nem og lækker ☆☆☆☆☆
Skal æg og sukker piskes til det er luftigt?:)
Hej Sophie
Nej det skal blot piskes kort sammen.
Kh Trine
Det er en vild underdrivelse, at det er verdens bedste brownies. Det her går helt ud i universet 😊 Tak for de bedste brownies, jeg nogensinde har smagt.
Hvis jeg vil bage den alm bradepande der passer i ovnen hvor mange gange vil du tage opskriften så og hvor lang bagetid
På forhånd tak
Mvh Tinna
Hej Tinna
Størrelsen på bradepander varierer efter ovn, men hvis det f.eks. er en bradepande på cirka 35 x 45 cm skal du lave 3x eller 3,5x portion.
Den skal have cirka 28-32 minutter i ovnen men husk altid at holde øje og lave priktesten! Det vil afhænge lidt af præcis hvor høj din brownie er.
KH Trine
Det er den bedste brownie i verden