Jordbær smørcreme

En cremet jordbær smørcreme med friske eller frosne jordbær. Den smager intenst af jordbær og får den fineste naturlige lyserøde farve.
Jordbær smørcreme fra Bageglad

Smørcreme med friske jordbær

Min mand og vores to piger elsker jordbær mere end nogen anden frugt. Derfor bliver der holdt godt øje med jordbærplanterne i vores højbed, og de bær, der ikke ender i deres maver, ender i mine kager og desserter! Pigerne elsker især når jeg laver denne jordbær smørcreme og sprøjter den på cupcakes, som de kan pynte.

Denne lækre jordbær smørcreme har den fineste naturlige lyserøde farve og smager kraftigt af jordbær. Den kan både bruges til sprøjtet glasur på cupcakes, som fyld i en lagkage eller smurt i et tykt lag på en kage. Den er enkel at lave og vil løfte enhver kage til nye højder!

Derfor elsker jeg denne opskrift

  • Jordbær smørcremen har ægte jordbærsmag, ikke en kunstigt fremkaldt smag
  • Den fine lyserøde farve er 100% naturlig
  • Smørcremen kan bruges til både cupcakes, lagkager og skærekager
  • Jordbærpuréen kan laves dagen før, så det er nemt at lave frisk smørcreme på dagen

Jordbær smørcreme på cupcake fra Bageglad

Ingredienser til jordbær smørcreme

Det kræver ikke særlig mange ingredienser at lave jordbær smørcreme. Her får du lidt gode råd til at vælge de vigtigste:

  • Jordbær: Der skal selvfølgelig masser af gode jordbær i smørcremen. Man kan bruge både friske og frosne jordbær. Smagen på jordbærrene har stor betydning for det endelige resultat, så brug gerne økologiske, søde og modne jordbær.
  • Smør: Det er vigtigt at bruge usaltet smør, så salt ikke overdøver jordbærsmagen. Smørret skal være blødt, men ikke smeltet, når det piskes.
  • Flormelis: Flormelis søder smørcremen og giver den nødvendige struktur. Tilsæt den ad to omgange som beskrevet i opskriften.
  • Mælk: Mælk bruges udelukkende til at justere konsistensen til sidst. Typen er mælk har derfor ingen betydning. Start med den angivne mængde og tilsæt kun mere, hvis smørcremen er for fast.

Hemmeligheden bag kraftig og frisk jordbær smørcreme

Jordbær smørcremen er lavet med rigtige jordbær i stedet for frysetørrede, fordi det giver en mere frisk og ægte jordbærsmag.

Men jordbær indeholder meget væske, så man kan ikke bare blende dem og tilsætte dem direkte i en almindelig smørcreme. Det ville få smørcremen til at flyde ud og blive til en tynd glasur, der smager mindre af jordbær, end man havde håbet.

Tricket er derfor, at man skal koge en jordbærpuré ind til en koncentreret mængde, før den tilsættes til smørcremen. Dette koncentrerer både smag og farve, samtidig med at der kommer mindre væske i smørcremen, så den flot kan holde sin form. Det kan med fordel gøres dagen før man skal pynte sine cupcakes, så man ikke skal vente på, at jordbærpuréen køler af på dagen.

Sådan laver man koncentreret jordbærpuré

Jordbærpuréen skal småkoge uden låg, så vandet kan fordampe. Rør jævnligt, især når puréen begynder at tykne, da den ellers nemt kan sætte sig fast i bunden af gryden.

Mængden er vigtigere end den præcise kogetid. Puréen skal koges ned fra cirka 350 ml til cirka 100 ml (til 1 portion). Hæld den eventuelt i et decilitermål undervejs, hvis du er i tvivl om, hvor meget den er kogt ind.

Den koncentrerede jordbærpuré skal være helt kold, før den kommer i smørcremen. Er den stadig lun, kan den smelte smørret og gøre smørcremen blød. Lav den gerne dagen før, så den kan stå i køleskabet natten over.

Sådan pisker man en luftig jordbær smørcreme

Smørcreme er lækrest når den er pisket helt let og luftig. Her er de bedste tips til at få en luftig jordbærsmørcreme:

  • Start med at piske det bløde smør luftigt. Tilsæt derefter flormelis og jordbærpuré ad flere omgange. Hvis al puréen tilsættes på én gang, kan smørcremen nemlig have svært ved at samle sig.
  • Pisk ved lav hastighed, når flormelis og puré tilsættes. Når smørcremen er samlet, kan du kort skrue op for hastigheden og piske den glat og luftig.
  • Juster først konsistensen med mælk til allersidst. Smørcremen skal være blød nok til at sprøjte ud, men fast nok til at holde formen på cupcaken.
  • Hvis smørcremen er blevet for blød, kan den sættes i køleskabet i 10 til 15 minutter. Er den for fast, tilsættes en lille smule mere mælk.

Hvad kan jordbær smørcreme bruges til?

Jordbærsmagen i denne lækre luftige smørcreme passer særligt godt sammen med vanilje, citron og chokolade. Du kan for eksempel bruge smørcremen på chokolade cupcakes, vanilje cupcakes eller citron cupcakes.

Den er også god til at fylde i eller på kager, f.eks. en svampet chokoladekage eller en luftig citronkage.

Opbevaring og frysning

Jordbær smørcreme kan opbevares i køleskabet i en lufttæt beholder i op til 2 dage.

Lad den blive blød ved stuetemperatur, og pisk den kort igennem igen før brug, så den bliver jævn og luftig.

Smørcremen kan også fryses i en lufttæt beholder i op til 2 måneder. Lad den tø langsomt op i køleskabet og derefter blive blød ved stuetemperatur, før den piskes igennem igen.

Jordbær smørcreme opskrift fra Bageglad

Spørgsmål til opskriften

Kan man bruge frosne jordbær?
Ja, både friske og frosne jordbær kan bruges. De frosne jordbær skal først koges med lidt vand, til de er tøet op, og derefter blendes.

Hvorfor skal jordbærpuréen koges ind?
Når puréen koges ind, fordamper en stor del af vandet, og jordbærsmagen bliver mere koncentreret. Det giver mere smag uden at gøre smørcremen for flydende.

Kan jordbærpuréen laves dagen før?
Ja, det er faktisk en fordel. Opbevar den tildækket i køleskabet natten over, så du er sikker på, at den er helt kold, når den skal bruges.

Hvorfor bliver min jordbærsmørcreme for blød?
Det kan skyldes, at jordbærpuréen ikke er kogt tilstrækkeligt ind, at puréen stadig var lun, eller at smørret var for varmt. Stil smørcremen kortvarigt i køleskabet, og pisk den derefter igennem igen.

Hvor meget kage rækker en portion jordbær smørcreme til?
1 portion rækker til 12 cupcakes med høj sprøjtet glasur, fyld og et tyndt overtræk på en lagkage på 20 cm i diameter eller et tykt lag på en kage på 20 x 30 cm.

Jordbær smørcreme fra Bageglad

Opskrift

Jordbær smørcreme

En cremet jordbær smørcreme med friske eller frosne jordbær. Den smager intenst af jordbær og får den fineste naturlige lyserøde farve.
Forberedelsestid20 minutter
Tilberedningstid20 minutter
Afkøling 1 time
Tid i alt: 1 time 40 minutter
Niveau: Middel
Mængde: 650 g
Udskriv Pin

Ingredienser

Koncentreret jordbærpuré

  • 350 g jordbær (friske eller frosne)
  • 2 spsk vand

Jordbærsmørcreme

  • 200 g usaltet smør
  • 350 g flormelis
  • 1 dl koncentreret jordbærpurée
  • 1 spsk mælk (cirka)
  • ½ tsk vaniljeessens
  • En knivspids salt

Sådan gør du

Koncentreret jordbærpuré

  • Hvis frosne jordbær: Kog jordbær og lidt vand i 3-4 minutter i en lille gryde, til de er tøet op. Blend jordbærrene i et stavblenderglas.
  • Hvis friske jordbær: Skyl jordbærrene og fjern stilken. Blend jorbær og vand i et stavblenderglas.
  • Der bør være cirka 350 ml jordbærpuré.
  • Kom jordbærpuréen i en lille gryde og lad det småkoge ved middelhøj temperatur uden låg indtil det har koncentreret sig ned til cirka 100 ml (det tager cirka 10-15 minutter). Rør jævnligt i det undervejs.
  • Lad den koncentrerede jordbærpuré køle helt af i køleskabet.

Jordbærsmørcreme

  • Pisk smørret luftigt på røremaskine eller med elpisker ved middelhøj hastighed. Tilsæt halvdelen af flormelisen og pisk det sammen.
  • Tilsæt halvdelen af jordbærpuréen lidt ad gangen med langsom piskning imellem.
  • Tilsæt resten af flormelisen sammen med vaniljeessens og pisk det i ved langsom hastighed.
  • Tilsæt resten af jordbærpuréen lidt ad gangen med langsom piskning imellem.
  • Tilsæt mælk og juster til sidst konsistensen med evt. lidt mere mælk.

Noter

Mængde:
1 portion af opskriften rækker til 12 cupackes med sprøjtet høj glasur, fyld og tyndt overtræk på en lagkage på Ø20 cm, et tykt lag smurt på en kage på 20 x 30 cm
Koncentreret jordbærpuré kan med fordel laves dagen før og stå på køl natten over.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke