Hurtige og nemme brownies på 45 minutter
Disse fantastiske brownies er et kæmpe hit hos både store og små. Brownien kan spises som den er, serveres med is og bær, eller bruges i forskellige desserter, f.eks. min browniekage med chokolademousse eller brownie- og hindbær trifli.
Jeg voksede op i Japan, hvor jeg gik på international skole med masser af amerikanske børn. Det grundlagde min kæmpe kærlighed til amerikansk bagværk, særligt fra skolens “bake sales” hvor børnene skulle sælge hjemmebagt kage for et godt formål. Sikke et kageorgie, når amerikanske moms konkurrerede om at bage de flotteste kager! Hver gang der var bake sale, tænkte jeg kun én ting: YES! BROWNIES! Jeg er nemlig helt tosset med de lækre, svampede og snaskede amerikanske brownies, og de bød på de mest fantastiske af slagsen.
Jeg har gjort de amerikanske soccer moms kunsten efter og deler her min allerbedste opskrift på svampede, lækre amerikanske brownies. Denne opskrift er gennemtestet af mig selv og tusindevis af bageglade læsere gennem mere end 10 år. En nem og enkel opskrift på snaskede brownies med krakeleret top der efter min mening er præcis, som brownies skal være!
Derfor elsker 1400+ bageglade læsere denne opskrift
- Disse brownies kan bages af alle, hvad end man er begynder eller øvet
- Du skal kun bruge almindelige ingredienser, du sikkert allerede har i køkkenet
- Opskriften giver snaskede, lækre brownies der holder sig gode i flere dage
- Du er garanteret jubel, når du serverer dem – for hvem elsker ikke brownies?
Hvordan er den perfekte brownie?
I min verden er en rigtig god brownie sprød og krakeleret på toppen, snasket i midten og raspet i bunden. Dette er lige præcis hvad denne opskrift byder på. Leder du efter en svampet og luftig chokoladekage er denne opskrift ikke til dig, men så kan du f.eks. prøve min lækre chokoladekage med appelsin eller min “klassens time” chokoladekage.
Sådan bager du de bedste snaskede brownies
Det er virkelig nemt at bage min brownies opskrift. Her får du nogle tips som sikrer et godt resultat:
- Browniedejen kan både røres i hånden eller på røremaskine, for eksempel en Kitchen Aid. Det gør ingen forskel for resultatet.
- Det er vigtigt at sigte de tørre ingredienser ned i de våde for at undgå klumper.
- Fortvivl ikke hvis browniedejen er svær at fordele i bageformen. Den skal bare klattes i, så fordeler den sig selv når den bages.
- Brownien skal bages på almindelig ovn indstilling, ikke varmluft.
- Opskriften kan fordobles og tredobles men bør ikke firedobles. Rør i så fald hellere dejen ad flere omgange og husk at øge formens størrelse tilsvarende.
Raspen gør en forskel
Man kan fristes til at springe trinnet med at drysse rasp i bageformen over, men lad være med det. Bunden på disse brownies afhænger af raspen og du vil ikke fortryde det!


Variationer af brownies
Gennem årene har mange bageglade læsere bagt mine brownies og mange er kommet med kreative forslag til, hvad man kan tilsætte. Her er nogle idéer!
- Brownies med Oreos
- Brownies med chokoladeovertræk
- Brownies med flødeskum
- Brownies med rocky road
- Brownies med M&Ms
- Brownies med forskellige hakkede nødder
- Brownies med hakket mørk chokolade
Kan disse brownies fryses?
Ja, disse brownies er meget fryseegnet!
Sådan fryser du bedst dine brownies:
- Lad dem køle helt af.
- Skær brownies ud i stykker.
- Fyld browniestykkerne i fryseposer med bagepapir imellem. Så kan du let tage det antal browniestykker ud, du skal bruge, og bagepapiret forhindrer stykkerne i at fryse sammen.
Lad browniestykkerne tø op i en frysepose på køkkenbordet.
Hvad kan man bruge brownies til?
Nyd disse fantastiske brownies som de er, eller med en klat vaniljeis til! Brownies er et kæmpe hit til klassens time kage, eftermiddagskaffen, fødselsdag og meget andet. Brownien er også fantastisk som bund i kager og desserter.

Spørgsmål til brownies opskriften
Kan disse brownies fryses?
Ja, disse brownies fryser godt. Frys dem i stykker i fryseposer med bagepapir imellem. Tø dem op på køkkenbordet.Kan man tilsætte fyld til brownien?
Ja, man kan f.eks. tilsætte M&Ms, nødder, og lignende til dejen.Skal der ikke bagepulver i dejen?
Nej, brownies skal ikke hæve og derfor skal der ikke bagepulver i. En god brownie skal være tung, tæt og snasket.Kan man tilsætte chokolade til brownie opskriften?
Ja, man kan tilsætte max 100 g grofthakket chokolade til 1 portion af opskriften. Mere vil ændre konsistens og bagetid.Hvilken ovnindstilling skal brownien bages på?
Brownien skal bages på almindelig ovn indstilling, ikke varmluft.Hvordan ved man, at brownien har fået nok i ovnen?
Lav priktesten, hvor du stikker en strikkepind eller tandstik i midten af kagen. Brownien er færdig når der stadig hænger kun lidt dej ved.Kan jeg fordoble brownie opskriften?
Ja, portionen kan fordobles eller tredobles, men hvis du skal lave til flere anbefaler jeg at røre dejen ad flere omgange.Hvordan skal brownien opbevares?
Brownies skal opbevares tildækket med plastikfilm på køkkenbordet.

Opskrift
Verdens bedste brownies
Ingredienser
- 100 g smør
- 2 æg
- 3 dl sukker
- 1½ dl hvedemel
- 4 spsk kakao
- 1½ tsk vaniljesukker
- 1 knivspids salt
- 100 g hasselnødder (valgfrit)
- Rasp (til formen)
Sådan gør du
- Smelt smørret og lad det køle af. Hak hasselnødderne groft, hvis disse skal i.100 g smør, 100 g hasselnødder
- Rør æg og sukker sammen i en skål eller på køkkenmaskinen. Rør mel, kakao, vaniljesukker og salt sammen i en anden skål.2 æg, 3 dl sukker, 1½ dl hvedemel, 4 spsk kakao, 1½ tsk vaniljesukker, 1 knivspids salt
- Si den tørre blanding ned i æg-sukkerblandingen. Hæld det smeltede smør i og rør godt rundt.
- Smør en bageform på cirka 18 x 26 cm** og drys rasp i - tøm resterne ud. Fordel browniedejen i bageformen (dejen behøver ikke nå helt ud til siderne, den fordeler sig selv når den bliver bagt). Drys hakkede hasselnødder over (valgfrit).Rasp
- Bag brownien ved 175 grader (alm. ovn) i cirka 30 minutter - pas endelig på, at den ikke får for meget! Den er færdig når en strikkepind der stikkes i kagen, stadig har lidt dej klæbende til sig.
- Lad brownien køle helt af i formen, før der skæres af den.
Noter
- 1x portion: cirka 18 x 26 cm
- 2x portion: cirka 26 x 37 cm
- 3x portion: cirka 31 x 45 cm






























1.157 kommentarer
Fantastisk
Hej
Jeg skal igang med og bage kagen. Skal æg og sukker piskes til en lys og luftig masse?
Hvis jeg fordobler opskriften passer det så med en bradepande?
Hej Pia
Ja æg og sukker skal piskes luftigt.
Opskriften er til en form på 18×26 cm (areal 468 cm), så dobbeltportion er til en form, der er dobbelt så stor eller et areal på 936 cm. Du kan tjekke målene på din bradepande.
KH Trine
Super opskrift! Jeg er generelt rigtig glad for opskrifterne på bageglad 🙂👍🏻
Virkelig lækker brownie…
Fulgte opskriften, men bagte i en rund springform, 26 cm diameter, det fungerede fint.
Skal lave den igen i weekenden så den første gang her var en prøve.
Dog blev kanten lige rigeligt sprød så tænker jeg skal give den lidt kortere tid i ovenen i den form.
En mega lækker og nem kage at smække sammen, og den skal jeg prøve med hindbær eller blåbær mousse ovenpå 😀
Jeg har fulgt opskriften fuldstændig 1:1 og alligevel blev mine brownies kedelig og tørre..
Hej Clara
Hvilken bageform har du brugt og hvilken ovntemperatur- og indstiling?
Mvh Trine
Kan opskriften halveres, og gør det evt. noget ved bagetiden?
Hej Hanne
Ja, der kan den hvis du bager den i en halvt så stor form ☺️ bage tiden vil være kortere, start med halv tid og så test med en tandstik.
KH Trine
Kan man lave denne opskrift med laktosefrie produkter?
Jeg bagte den i dag med almindeligt smør og det var vildt mums, men vi får gæster her om ikke så længe og en af dem er laktoseintolerant, kan du hjælpe?
Hej Christiane
Ja, du kan sagtens bruge laktosefri smør. Jeg anbefaler ikke at bruge veganske smørbare produkter (fx vegan block) til denne opskrift.
KH Trine
Vi har udelukkende brugt Vegan smørblok til denne opskrift grundet mælkeallergi – det fungerer upåklageligt. Vi bruger dog knap så meget som angivet i opskriften 😋
Rigtig lækker kage! Super nem at lave og virkelig et hit herhjemme.
Og tak for en god beskrivelse – fedt at mængenden af de forskellige råvarer står under beskrivelsen, så man ikke skal fare frem og tilbage. Herunder tak fordi der ikke dukker reklamer op når man bruger siden 🙂
Hej. Kan jeg tilføje noget mørk chokolade til brownien?
Hej Melissa
Denne brownie laves med kakao, og ikke smeltet chokolade. Men du kan evt tilføje nogle stykker hakket mørk chokolade 🙂
KH Trine
Hej Trine
Hvis jeg laver kagen i en røremaskine, skal æg og sukker så piskes med piskeriset elle røres med k-spaden?
Hej Heidi
K-spaden, men du får den bedste brownie dej ved at røre den i hånden 🙂
KH Trine