Om min nytårsdessert
Jeg elsker at lave nytårsdesserter – faktisk så meget, at jeg altid melder mig frivilligt til at lave den, også selvom det ikke er mig, der står for middagen. Der findes et hav af muligheder for hvad man kan servere som afslutningen på en lækker nytårsmiddag. Det kunne f.eks. være en Oreo islagkage, lækre Snickerskager eller syrlige passionsfrugttærter. Det sagt, så har vi i Danmark en uofficiel tradition for, at servere chokoladekage- eller fondant, typisk med friske bær.
I år vil jeg servere en nytårsdessert, som indeholder flere af elementerne i en traditionel nytårsdessert: chokolade, hindbær og mousse! Nytårsdesserten består af en browniebund med ikke mindre end TO lag mousse – nemlig hindbærmousse og chokolademousse. Toppen af værket blev en fin sommerfugl af chokolade.
Dette er en god, solid dessertbombe, som vil mætte og glæde de fleste.
Plan for nytårsdesserten
Det er altid godt med en nytårsdessert, som kan laves forud, så man ikke skal stå og bakse med den på dagen, når man har travlt med rengøring, pynt, madlavning, osv. Denne nytårsdessert skal laves senest dagen før, så de to slags mousse kan nå at sætte sig.
Tidsplanen for at lave nytårsdesserten kunne f.eks. se sådan ud:
- Chokolade-sommerfugle sprøjtes: Op til 6 måneder før. Opbevar dem i en boks i et køligt rum (ikke i køleskabet), så de ikke går i stykker.
- Browniebund bages: Op til 3 måneder før (hvis du fryser den), ellers dagen før om morgenen.
- Hindbærmousse laves: Dagen før, om formiddagen. Sætter sig mindst 2 timer eller natten over.
- Chokolademousse laves: Dagen før, om eftermiddagen, eller på dagen, om morgenen. Sætter sig i mindst 2 timer eller natten over.
- Kagerne udstikkes: På dagen, om eftermiddagen. Stilles på køl bagefter.
- Kagerne pyntes: Lige inden servering.
Udstikker til din dessert
Jeg har brugt en høj blomsterudstikker til at udstikke min nytårsdessert. Denne specifikke udstikker er desværre udgået (siden 2019) men man finde andre lignende, flotte udstikkere, som kan bruges. Det vigtigste er at din udstikker er høj nok (min. 5 cm).
Alternativt kan du skære kagerne ud i firkantede eller aflange stykker med en skarp kniv. Det giver også et flot udtryk!

Sådan laves chokolade-sommerfuglen
Jeg har pyntet mine nytårsdesserter med fine, små chokolade-sommerfugle. Den nemmeste måde at lave pæne, ensartede sommerfugle er ved at tegne en skabelon og sprøjte chokoladen på bagepapir oven på skabelonen.
Når man skal sprøjte chokoladefigurer på denne måde er det essentielt, at chokoladen er korrekt tempereret. Hvis du ikke tempererer chokoladen vil den fosse ud af sprøjteposen, have svært ved at størkne og ende med at blive blank og kedelig. Det gider vi ikke! Hvis du ikke har tempereret chokolade før kan du læse min guide til chokoladetemperering for at komme godt i gang.
Sådan gør du:
- Tegn en sommerfugl skabelon og læg den klar med et lille stykke bagepapir ovenpå
- Smelt og temperer din chokolade. Fyld den straks i en sprøjtepose og klip et lille hul (eller brug en rund tylle)
- Sprøjt din chokoladesommerfugl
- Hvis du ønsker buede vinger som på billederne, så læg det lille stykke bagepapir ind i et glas, der ligger vandret, så vingerne holdes buede i mens chokoladen størkner
- Lad chokoladen sætte sig i et køligt rum (16-20 grader) – ikke i køleskabet
- Pil forsigtigt chokoladesommerfuglene af bagepapiret. Opbevar i en lufttæt boks indtil de skal bruges.


Sådan laves nytårsdesserten, trin for trin
Nytårsdesserten består af flere elementer, som skal laves og samles:
- Chokoladesommerfugl
- Browniebund
- Hindbærmousse
- Mørk chokolademousse
Første skridt er at bage brownies efter min brownies opskrift. Her er det essentielt at bruge en form, der har plads til, at du kan udstikke det antal nytårsdesserter, du vil lave. Jeg brugte f.eks. en form på 20×25 cm til at udstikke 6 moussekager.
Når brownien er kølet helt af, kan du lave hindbærmoussen ved at koge hindbær med sukker og husblas, og derefter røre det sammen med blødeskum. Hindbærmoussen fordeles i et ensartet lag ovenpå. Glat toppen så godt du kan med en paletkniv eller skraber. Lad moussen stivne i køleskabet i minimum to timer eller længere, f.eks. natten over.


Nu skal chokolademoussen laves. Smeltet chokolade røres sammen med æggeblommer og blandingen røres sammen med flødeskum. Chokolademoussen skal fordeles oven på hindbærmoussen i et ensartet og glat lag. Lad chokolademoussen stivne i køleskabet i minimum to timer eller natten over.


Når chokolademoussen har sat sig skal kagerne udstikkes. Udstik eller skær én kage ad gangen. Pres udstikkeren ned i kagen og skær rundt om med en kniv, så du forsigtigt kan løfte kagen op imens udstikkeren stadig sidder omkring kagen. Fjern alt den overskydende kge og pres så meget forsigtigt kagen op igennem udstikkeren – pres KUN på bunden af kagen. Rør ikke ved moussen.


Skrab langs kagernes kanter for at fjerne krummer og eventuelt mousse, som kan være smattet lidt ud. Pynt kagerne med chokolade-sommerfuglene og server.



Opskrift
Nytårsdessert med mousse
Ingredienser
Brownie bund:
- 2 portioner af min brownies opskrift
Hindbærmousse:
- 2 blade husblas
- 200 g hindbær (frosne)
- ½ liter piskefløde *
- 3 spsk sukker
Chokolademousse
- ½ liter piskefløde
- 190 g god mørk chokolade
- 8 pasteuriserede æggeblommer
- 75 g sukker
Pynt:
- 150 g god mørk chokolade
- Bladguld (valgfrit)
Sådan gør du
Brownie bund:
- Bag dobbeltportion af vores brownies i en form på cirka 20 x 25 cm. Formen skal blot være stor nok til, at du kan udstikke 6 kager med din udstikker. Lad kagen køle helt af i formen.2 portioner af min brownies opskrift
Hindbærmousse:
- Læg husblassen i blød i en skål koldt vand i cirka 10 minutter. Kom en lille smule vand i bunden af en lille gryde. Kom de frosne hindbær og sukker i gryden. Lad hindbærrene koge op under omrøring og lad dem så småkoge i cirka 2 minutter. Fjern gryden fra blusset. Blend hindbærrene med en stavblender. Hæld hindbærsaucen tilbage i gryden og sæt den på blusset, men uden at tænde. Tilsæt nu husblas og rør, indtil husblassen er smeltet. Hæld hindbærsaucen i en skål og stil den i køleskabet.2 blade husblas, 200 g hindbær, 3 spsk sukker
- Pisk fløden til flødeskum. Den skal ikke være alt for stiv, da du også rører, når hindbærsaucen skal tilsættes. Når hindbærsaucen er kølet af til nogenlunde samme temperatur som flødeskummet hældes cirka en tredjedel af hindbærsaucen i flødeskummet under omrøring. Rør forsigtigt rundt uden at slå luften ud af flødeskummet. Tilsæt lidt efter lidt resten af hindbærsaucen. Pas på, at hindbærmoussen ikke skiller! Hvis den skiller, må du starte forfra. Når moussen er rørt helt sammen fordeles den på den afkølede brownie bund i et jævnt og glat lag. Stil kagen i køleskabet i minimum 2 timer - optimalt natten over.1/2 liter piskefløde
Chokolademousse:
- Pisk fløden til flødeskum og stil den i køleskabet - flødeskummen skal ikke være for stiv. Hak chokoladen groft og smelt 150 g af den over vandbad. Pisk imens æggeblommerne og sukkeret sammen til en luftig æggesnaps.1/2 liter piskefløde, 190 g god mørk chokolade, 8 pasteuriserede æggeblommer, 75 g sukker
- Kom de sidste 40 g chokolade i en skål. Hæld den smeltede chokolade oveni og rør rundt, til al chokoladen er smeltet.
- Rør den smeltede chokolade i æggesnapsen. Vend nu forsigtigt flødeskummet i chokolade-æggeblandingen og rør forsigtigt, til chokoladen er helt fordelt i chokolademoussen.
- Fordel chokolademoussen i et jævnt og glat lag oven på den nu stive hindbærmousse. Stil kagen i køleskabet i minimum 2 timer før kagerne udstikkes.
Pynt:
- Smelt og temperér 150 g mørk chokolade til chokoladesommerfuglene. Hæld chokoladen i et kræmmerhus eller sprøjtepose med en lille rund tyl. Tegn på et lille stykke bagepapir oven på mønsteret. Kom bagepapiret med chokoladen i et glas, så sommerfuglens vinger bøjer når chokoladen stivner. Gentag processen til du har seks sommerfugle. Det er en god idé at lave et par ekstra, hvis vingerne knækker!150 g god mørk chokolade
- Udstik nu forsigtigt den første kage. Skær omkring udstikkeren med en skarp kniv og løft kagestykket op, så du kan arbejde med det. Fjern det overskydende kage og skub nu forsigtigt kagen op af udstikkeren - sørg for, kun at trykke i bunden af kagen og ikke røre moussen!
- Brug en lille kniv eller spatel til at fjerne krummer eller smattet mousse fra kagen, så siderne er pæne. Gentag processen med de sidste 5 kager.
- Pynt kagen med sommerfugle og drys evt. med lidt bladguld. Godt Nytår!Bladguld






























104 kommentarer
Hej,
jeg er i gang med at lave denne dessert, men jeg tænkte lidt over sommerfuglene. Jeg er ikke god til at tegne, så ligger der nogen brugbare skabeloner nogen steder som jeg så kan printe ud?
Hej Rebecca.
Jeg skal lave til 10 personer, så jeg vil derfor, i stedet for sommerfuglene, høvle noget mørkt chokolade med en skarp kniv eller på det groveste på rivejernet og lægge det ud over kagen, drysse lidt frysetørret hindbærcrumble på og sluttelig tillige en anelse guld- eller sølvstøv.
Blot et forslag.
Uhh så er hindbærmoussen kommet på chokoladekagen – og står nu på køl til i morgen. Er så spændt på det, det er første gang jeg prøver at lave mousse. Så har købt ind til jeg kan lave creme brulee hvis det går galt 😀
Jeg har stukket kagerne ud, og efterfølgende brugt plastik (det man køber til kager/desserter:-)) Så bruger jeg resten af brownien til at blande i vanillie is. Jeg hakker kagen i små stykker, laver soft ice og blander kagestykkerne i. Det smager godt! Bare et lille tip.
Rigtig godt nytår
Supergodt tip med at bruge den resterende brownie i is.
Tak for det.
Velbekomme og tak for en super god blog – det er dejligt i viser billeder, så kan en knap så erfaren “bager” også være med.
Rigtig godt nytår
Jeg glæder mig til denne lækre kage. Vi skal være 10 personer og jeg har tænkt mig at lave den i en springform. Er det nogen der kan hjælpe med hvor meget browniedej jeg skal bruge ? 🙂
Hej Majbritt Andersen.
Jeg er netop selv blevet færdig med at bage brownien, også til 10 personer.
Jeg har brugt en ligekantet form i målene 27×35 cm som passer fint til 10 portionsanretninger.
Jeg ville bruge 2 (ikke for store) springforme som jeg vil mene passer fint til 10 personer.
Jeg vil i øvrigt lægge en klat soft ice af vanilleis ved desserten, når den skal serveres. Det synes jeg vil ramme godt i smagskombinationerne.
Held og lykke med kagen.
Godt nytår.
Hej igen Maibritt Andersen.
Jeg glemte lige at fortælle dig, at jeg simpelt bare har dobbelt-op med både browniedejen og vil gøre det samme til mousse’rne.
Helle for meget end for lidt. Bliver det for meget, har du jo til aftenkaffen og en god kop kaffe.
Hilsen, Elin
Jeg har lavet 2xbrownie-dej til 14 personer. Det passer fint! Jeg lavede dem tynde- ca. 1 1/2 cm
Ej, læser først nu at moussen ikke kan laves 2 dage før. Har lige smurt hindbærmousse ud over bunden. Skal jeg skrabe det af? Er det fordi den bliver dårlig?
Kh Dorte
Hej Dorte
Jeg har ikke prøvet at lave den to dage før, men jeg vil gætte på den bliver dårlig pga. piskefløden.
Hvor er det en flot dessert – den vil jeg meget gerne lave til nytårsaften! Men jeg er ikke en meget rutineret kagebager, er den meget svær at lave, for så bliver jeg nødt til at finde på noget andet ? 🙂
Og ved du hvor jeg kan købe en høj udstikker – har kigget flere steder uden held.
På forhånd tak 🙂
Kirsten
Hej Kirsten
Denne dessert kræver lidt. Du kan også finde flere nytårsopskrifter her: http://www.bageglad.dk/10-fantastiske-nytaarsdesserter/
Udstikkeren brugt er fra Mette Blomsterberg. Kop&kande har tit gode udstikkere og ellers kokke/køkkentøj butikker.
Jeg er igang med denne dessert men er i tvivl angående hindbærmoussen.. Har I andre brugt denne fremgangsmåde som der står skrevet, da jeg ikke tidligere har smeltet husblas på denne måde
På forhånd tak
Helle
Hej.
Super fin opskrift.
Jeg skal bage til 9 personer, ville du så lave firedobbelt portion brownie og dobbelt af cremerne?
Godt nytår
Vh Karina
Hej Karina
Det kommer an på størrelsen på din udstikker, men ja så skal du lave de størrelsesforhold. Der bliver nok en del kage til overs men det kan I små-spise i løbet af dagen 😉
Spændende og indbydende opskrift.
Jeg skal igang med at lave desserten til nytårsaften (10 personer).
Det ser fantastisk flot ud med blomsterudstikkeren, men kunne godt være besværlig at løsne.
Da der er flere, der skriver, at de har problemer med at få kagemoussen ud af udstikkeren, ville jeg vælge en cylinderformet udstikker og forer stikkeren med de dér plastikholdere som kan løsnes fra siden.
Så vil jeg mene, at det vil være nice and easy at få det til at lykkes og se fint ud.
Godt nytår.
Min mand har fundet din lækre dessert og synes jeg skal lave den til nytårsaften. Vi bliver 14-16 pers. Så det kræver lidt tilrettelægning. Kan kagen bages 2 dage før? Jeg har købt guldstøv til at drysse sommerfuglene med 🙂
Hej Jane
Brownien kan godt bages 2 dage før men ikke moussen. God fornøjelse 🙂
Hejsa
Mange tak for dit svar. Det lyder godt så vil jeg lave bunden i dag, og moussen dagen før 🙂 Og så tror jeg at jeg laver en hindbærsovs som jeg bare vil dekorere tallerkenen med.
Synes det virker lidt voldsomt, at det kræver dobbelt portion brownies når brownies-opskriften er til en form på 26×18 og til denne dessert står der 25×20. Så bliver den vel næsten dobbelt så høj?
Har jeg mon misforstået noget? :S
Dét undrer også mig.. er det ikke nok at bage en enkelt portion?
Mvh Lene
Hej Kamilla og Lene
Det er fordi brownien er lav og til denne nytårsdessert vil vi gerne have en højere brownie, så den har samme højde som mousse lagene. I kan lave enkelt portion af brownien, men i så fald vil dette lag være lavere end mousserne.
God fornøjelse 🙂
Tak for svar 🙂 Jeg tænker om den stadig skal have lige så længe i ovnen som en enkelt portion? Eller længere tid?
Jeg er i gang med at lave denne dessert. I går bagte jeg kagen efter opskriften, men synes den blev meget høj, så jeg har bagt en i dag og bagt den i en strørre bageform. Og denne her virker mere passende i tykkelsen, måske kunne den endda godt have været lidt tyndere. Så har jeg lavet en hindbær sovs jeg vil dekorere tallerken med.
Hej Kamilla
Den skal have lidt længere. Den er færdigbagt når der kun hænger en lille smule dej ved en tandstik stukket i midten af kagen.