Jeg er i julehumør! Der hygges med familien, der købes julegaver og der laves julepynt. Jeg glæder mig helt vildt til juleferien hvor jeg skal slappe fuldstændigt af og lave en masse julebagning med min søster og lille niece.
Indtil da bager jeg lidt til mine kære kolleger på arbejdet. Min chef ønskede kransekage og jeg havde fået en god pakke marcipan fra Anton Berg, så jeg besluttede mig for at lave de lækre marcipanbider. Jeg laver kransekagetårn hvert år til nytårsaften, men i denne omgang blev det almindelige kransekager i stænger med og uden chokolade.
Kransekage er rigtig nemt at lave. Marcipan, flormelis og æggehvide æltes sammen og kransekagerne formes i den størrelse man ønsker. Man kan lave helt små kransekager eller lange stænger som man kan skære af, men jeg foretrækker kransekagestykker på cirka 10 cm da det er en passende størrelse kage til de fleste.
Der er stor diskussion omkring hvorvidt kransekage er bedst med eller uden chokolade i bunden. Personligt kan jeg bedst lide den uden, da jeg synes chokoladen overdøver marcipansmagen, men jeg ved der er delte meninger så jeg lavede halvt af hver til mine kolleger.
Kransekagerne skal pyntes med glasur i de karakteristiske striber. Ved at bruge en glasur rørt på æggehvider i stedet for vand får man en kridhvid glasur der størkner helt.
Kransekagerne kan holde sig i flere dage, så lav bare en stor portion – de skal nok blive spist 😉

Kransekage opskrift
Ingredienser
Kransekage:
- 500 g marcipan
- 250 - 300 g flormelis
- 2 1/2 pasteuriserede æggehvider (2 bægre)
- 100 g mørk chokolade (valgfrit)
Glasur:
- 150 - 250 g flormelis
- 1 - 2 pasteuriserede æggehvider
Fremgangsmåde
- Smuldre marcipanen i en skål med fingrene. Tilsæt flormelis - mængden afhænger af, hvor sød du kan lide din kransekage. Tilsæt pasteuriserede æggehvider lidt af gangen og ælt marcipan, flormelis og æggehvide godt sammen.
- Del kransekagen i lige store klumper af det ønskede antal. Jeg lavede f.eks. 20 store kransekagestykker. Form klumperne til aflange kransekager. Brug fingrene til at presse kransekagen spids på toppen og bred for neden.
- Placér kransekagestykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem ved 190 grader i 8 - 12 minutter, altefter hvor gyldne du kan lide dem. Lad dem køle helt af på en bagerist.
- Smelt og temperer den mørke chokolade, hvis du ønsker at kransekagerne skal have chokoladebund. Læs evt. vores guide til chokoladetemperering. Dyp kransekagerne i chokoladen, så bunden dækkes af et jævnt lag. Bank den overskydende chokolade af og vend kransekagen på hovedet. Sæt dem til at stivne med bunden i vejret på en bagerist.
- Rør glasuren ved at røre æggehvide ud i flormelis til du får en passende konsistens. Kom glasuren i en sprøjtepose med en tyl med et lille hul, eller klip et meget lille hul i sprøjteposen.
- Sprøjt glasur på kransekagerne i én lang glidende bevægelse frem og tilbage over kransekagen. Løft dem væk inden glasuren stivner.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar