Godt Nytår til alle derude! En anelse forsinket, jeg ved det godt, men første del af januar har været travl. Jeg er kommet tilbage til virkeligheden efter at have tilbragt et halvt år i Australien, så jeg er startet på arbejde igen og påbegyndt mit speciale til mit studium.
I skal dog have glæde af den superlækre nytårskage, der blev kreeret til Nytårsaften. Nytårsdesserten i år bestod af en brownie bund med ikke mindre end TO lag mousse – hindbærmousse og chokolademousse. Toppen af værket blev en sommerfugl af chokolade.
Dette er en god dessertbombe som vil mætte de fleste. Jeg valgte at udstikke mine kager som blomster, men enhver udstikker kan bruges, den skal bare være ret høj så den når op over kagen og de to lag mousse.
Desserten skal laves i god tid, da kagen skal have tid til at køle af og mousserne skal nå at stivne helt. Optimalt skal desserten påbegyndes dagen før den skal serveres. Først laves brownien efter vores brownie opskrift. Lad kagen køle helt af.
Derefter laves hindbærmoussen ved at koge hindbær med sukker og husblas og derefter røre det sammen med flødeskum.
Moussen fordeles i et jævnt lag over den afkølede brownie og glattes helt ud. Lad moussen stivne i køleskabet i minimum to timer, optimalt natten over.
Derefter laves chokolademoussen. Smeltet chokolade røres sammen med æggeblommer og blandingen røres sammen med flødeskum.
Chokolademoussen fordeles oven på hindbærmoussen i et jævnt og glat lag. Lad chokolademoussen stivne i køleskabet i minimum to timer.
For at lave chokoladepynten til oven på kagen tempereres chokoladen og kommes i et kræmmerhus eller sprøjtepose med en lille tyl med rundt hul. Kom små stykker bagepapir oven på en skabelon og tegn med chokoladen. Hvis du vil lave en sommerfugl med bøjede vinger kommes bagepapiret ind i et glas, så vingerne bøjes når chokoladen stivner. Disse sommerfugle er inspireret af Mette Blomsterberg.
Når chokolademoussen er stivnet skal kagerne udstikkes. Sørg for at udstikkeren er høj nok! Udstik kagerne én ad gangen. Pres udstikkeren i kagen og skær rundt om med et kniv, så du forsigtigt kan løfte kagen op mens udstikkeren stadig er på kagen. Fjern den overskydende kage. Pres nu meget forsigtigt kagerne op ad udstikkeren – du må KUN presse på bunden af kagen. Pas på ikke at røre ved hindbær- og chokolademoussen.
Skrab langs kagernes kanter for at fjerne krummer og eventuelt mousse som er smattet ud. Pynt kagerne med chokoladepynten og drys eventuelt med lidt bladguld.
Så er der serveret nytårskager!
Nytårsdessert med mousse
Ingredienser
Brownie bund:
- 2 portioner af vores brownies opskrift
Hindbærmousse:
- 200 g frosne hindbær
- 1/2 liter piskefløde*
- 3 spsk sukker
- 2 blade husblas
Chokolademousse
- 190 g god mørk chokolade
- 8 pasteuriserede æggeblommer
- 1/2 liter piskefløde
- 75 g sukker
Pynt:
- 150 g god mørk chokolade
- Evt. bladguld
Fremgangsmåde
Brownie bund:
- Bag dobbeltportion af vores brownies i en form på cirka 20 x 25 cm. Formen skal blot være stor nok til, at du kan udstikke 6 kager med din udstikker. Lad kagen køle helt af i formen.
Hindbærmousse:
- Læg husblassen i blød i en skål koldt vand i cirka 10 minutter. Kom en lille smule vand i bunden af en lille gryde. Kom de frosne hindbær og sukker i gryden. Lad hindbærrene koge op under omrøring og lad dem så småkoge i cirka 2 minutter. Fjern gryden fra blusset. Blend hindbærrene med en stavblender. Hæld hindbærsaucen tilbage i gryden og sæt den på blusset, men uden at tænde. Tilsæt nu husblas og rør, indtil husblassen er smeltet. Hæld hindbærsaucen i en skål og stil den i køleskabet.
- Pisk fløden til flødeskum. Den skal ikke være alt for stiv, da du også rører, når hindbærsaucen skal tilsættes. Når hindbærsaucen er kølet af til nogenlunde samme temperatur som flødeskummet hældes cirka en tredjedel af hindbærsaucen i flødeskummet under omrøring. Rør forsigtigt rundt uden at slå luften ud af flødeskummet. Tilsæt lidt efter lidt resten af hindbærsaucen. Pas på, at hindbærmoussen ikke skiller! Hvis den skiller, må du starte forfra. Når moussen er rørt helt sammen fordeles den på den afkølede brownie bund i et jævnt og glat lag. Stil kagen i køleskabet i minimum 2 timer - optimalt natten over.
Chokolademousse:
- Pisk fløden til flødeskum og stil den i køleskabet - flødeskummen skal ikke være for stiv. Hak chokoladen groft og smelt 150 g af den over vandbad. Pisk imens æggeblommerne og sukkeret sammen til en luftig æggesnaps.
- Kom de sidste 40 g chokolade i en skål. Hæld den smeltede chokolade oveni og rør rundt, til al chokoladen er smeltet.
- Rør den smeltede chokolade i æggesnapsen. Vend nu forsigtigt flødeskummet i chokolade-æggeblandingen og rør forsigtigt, til chokoladen er helt fordelt i chokolademoussen.
- Fordel chokolademoussen i et jævnt og glat lag oven på den nu stive hindbærmousse. Stil kagen i køleskabet i minimum 2 timer før kagerne udstikkes.
Pynt:
- Smelt og temperér 150 g mørk chokolade til chokoladesommerfuglene. Hæld chokoladen i et kræmmerhus eller sprøjtepose med en lille rund tyl. Tegn på et lille stykke bagepapir oven på mønsteret. Kom bagepapiret med chokoladen i et glas, så sommerfuglens vinger bøjer når chokoladen stivner. Gentag processen til du har seks sommerfugle. Det er en god idé at lave et par ekstra, hvis vingerne knækker!
- Udstik nu forsigtigt den første kage. Skær omkring udstikkeren med en skarp kniv og løft kagestykket op, så du kan arbejde med det. Fjern det overskydende kage og skub nu forsigtigt kagen op af udstikkeren - sørg for, kun at trykke i bunden af kagen og ikke røre moussen!
- Brug en lille kniv eller spatel til at fjerne krummer eller smattet mousse fra kagen, så siderne er pæne. Gentag processen med de sidste 5 kager.
- Pynt kagen med sommerfugle og drys evt. med lidt bladguld. Godt Nytår!
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
104 kommentarer
Mon den kan laves i en rund springform på 20 cm?
Passer målene i denne opskrift så? 🙂
Hej sabrina.
Det har jeg regnet mig frem til at man godt kan. Så jeg er lige gået igang.
kagen er i ovnen nu :0) så håber det går godt! Min plan er at lave lagkage stykker. Håber man kan det :0)
Lækker lækker!!!
Hvis nu vi er 6 voksne og tre børn og jeg laver den i en ovn-bradepande – er det så ‘nok’?! Tænker den måske så ikke blir så høj som din men det går vel ?! 🙂
Hej Therese
Så vidt jeg kan se, så er du nødt til at tre- eller firdoble opskriften, hvis du laver den i en ovn-bradepande….. Ellers tror jeg, at den bliver MEGET flad…
Men håber, at Trine får tid til at svare ;O)
Hilsen Dorthe
Hej Therese
Som Dorthe så rigtigt siger tror jeg at du er nødt til at bage en større portion brownies. Nu ved jeg ikke hvor stor din bradepande til ovnen er da det jo afhænger af ovnen, men jeg ved at mange af vores læsere har bagt brownie opskriften i bradepander og de har skrevet lidt om hvor stor mængde har lavet (se kommentarerne på brownie opskriften).
Umiddelbart ville jeg mene at du skal lave en tredobbelt portion brownies til en almindelig bradepande.
Du kan også vælge at lave mindre kager ved at bruge en mindre udstikker – mine var ret store 🙂
Jeg skal lave denne skønne dessert til 18 personer nytårsaften og har været ved at regne på det.
Hvis jeg vil lave den i en almindelig bradepande (ca 30×36), hvor mange portioner skal jeg mon så lave?
Brownien skal ganges med 4 til en bradepande, kan jeg se, så det regner jeg med også gælder moussen?
Dvs. til 1 bradepande skal jeg bruge 2×2 ltr. = 4 ltr fløde i alt og hvis jeg skal lave 2 bradepander bliver det 8 ltr. fløde…
Det virker voldsomt……. Jeg må da lave en regnefejl eller…..
Hvor store er indstiksformene cirka i diameter?
Tak for fantastisk side
Dorthe
Hej Dorthe,
Brownie opskriften er beregnet til en form på 26×18 cm, så hvis du bager den i en form på 36x30cm skal du bage dobbelt portion – jeg vil så sige tredobbelt portion så passer tykkelsen bedre. Nu ved jeg ikke hvilken størrelse udstikker du vil bruge til kagen, men du skal lige tjekke hvor mange styk bunde du kan få ud af den mængde kage, og så gange op.
Den udstikker jeg brugte passede med at jeg fik seks bunde ud af en form på 20 x 25 cm – og der var plads imellem.
Mht mængden af mousse husker jeg at jeg havde rigeligt. Mine har også et ret tykt lag. Jeg ville nok sige at hvis du ganger mængden af mousse med 2,5 så passer det nok (med al forbehold for at jeg ikke har lavet denne dessert til 18 personer før haha).
Jeg håber det hjalp 🙂
Tak for hurtigt svar ;0)
Har lige købt blomsterbergs udstikssæt i dag. Mage til dine, tror jeg
Hov, det hele kom ikke med…..
Jeg ville også høre, om det var den største af formene, du brugte?
Tak igen
Dorthe
Hej Dorthe
Jeg er ret sikker på at jeg brugte den største, som er 10 cm. Det er dog også en ret stor dessert, så jeg vil sige at du kan bruge 8cm, 9cm eller 10cm.
Hej Dorte
Hej! Ser super lækkert ud – skal helt klart prøves her til nytår, derfor håber jeg også på hurtigt svar!
Hvad er grunden til at man skal lave dobbeltpotion af brownie? For den bliver højere eller bare fordi der så bliver mere kage? Vi er nemlig kun 3, så hvis man bare skal lave dobbeltportion for at få mere kage, behøves jeg jo ikke det – men det jo noget helt andet, hvis det har meget betydning af højden på den endelige kage!
På forhånd tak. 🙂
Hej Camilla
1 portion af brownien passer til en lille form (husk at tjekke målene på bageformen i brownie opskriften) og den er ikke stor nok til at udstikke 6 kager som opskriften her lyder på. Derfor skal der bages dobbeltportion, men det er kun for at have mere kage – ikke pga. højden. Hvis I kun er 3 er 1 portion brownie nok.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Super! Tusinde tak 🙂
Ser rigtig lækker ud! Hvor har du købt den indstillelige “indsats” som du har sat ned i bradepanden?
Hej Christina
Det er en vi engang har købt i Netto, men de fås mange steder. Det hedder en justerbar firkantet bagering.
Du kan for eksempel få den hos Bagetid: http://www.bagetid.dk/udstyr-bageringe/179-firkantet-kagekant-7-cm-hoj.html
Fantastisk kage! Skal bage den i weekenden.
Hvor har du købt din udstikker?
Hej Pernille
Udstikkeren er købt i Kop&Kande for halvandet eller to år siden.
Hej igen, jeg fandt ud af at udstikkerne er fra Blomsterberg: http://www.inspiration.dk/produkt/336694/blomsterberg-udstikker-saet-blomst-glat
Sikke en skøn dessert, og lækkert ser det ud.
Blot et lille tips til når man laver chokolade sommerfugle, tag et paprør fra en køkkenrulle og skær igennem så du får 2 halve buede rør, så kan du spøjte 4 sommerfugle på dit bagepapir på engang og lægge degt op i røret, og så slipper du for en masse opvask af glas bagefter ;0)))
Wouw… det ser fantastisk ud. Det må da prøves – snart 🙂
Lyder rigtig lækkert. Det må jeg prøve. Hvor høj er din udstikker?
Hej Caroline,
Tak for det! Udstikkeren er 5 cm høj og den var lige præcis høj nok. Men det kommer selvfølgelig an på hvor tit et lag mousse man laver 🙂
Kanonflot dessert! Blæret sommerfugl 🙂