Snickerskager med peanuts og karamel
Jeg har muligvis skabt en af mine bedste desserter nogensinde! Disse vidunderlige Snickers kager bliver min nytårsdessert i år. Jeg har allerede testet dem på nogle venner, vi havde til middag, og de var helt vilde med dem. Disse Snickers kager er ikke kun smukke og festlige, men de smager vanvittigt godt og har den mest vidunderlige konsistens. Hvis du er til peanuts og mælkechokolade – og elsker Snickers, selvfølgelig – så er de her Snickers kager til dig!
Flere festlige nytårsdesserter:
Snickerskagerne består af:
- Peanut bund: En let sprød base med ristede peanuts, som danner bunden af kagerne.
- Blød karamel: Et tykt lag af den blødeste smørkaramel fyldt med ristede saltede peanuts, der knaser.
- Peanut- og mælkechokolademousse: En fløjlsblød let chokolademousse lavet på mælkechokolade og lidt peanut butter.
- Overtræk: Af mælkechokolade med peanuts
- Mælkechokolade cremeux: Den mest vidunderlige silkebløde cremeux, som holder formen perfekt og smelter på tungen.
Sådan laves Snickers kagerne
Disse Snickers kager består af elementer, som skal laves henover et par dage, fordi de skal nå at sætte sig. Heldigvis skal flere af elementerne fryses og det betyder, at du kan lave en stor del af kagerne i god tid.
Max 1 måned før: Bund, karamel og mousse
Selve Snickerskagen bages som én stor kage, som skæres ud til aflange individuelle stykker. Bunden skal bages i en firkantet form som det første og efterfølgende køle af. Herefter koges karamellen og fordeles oven på bunden sammen med ristede peanuts, som giver masser af knas til kagen. Karamellen skal køle helt af før peanut-mælkechokolademousse fordeles ovenpå. Nu kan kagen stilles i fryseren (som minimum natten over, max 1 måned før servering).
Dagen før: Chokolade cremeux
Den mælkechokolade cremeux, som sprøjtes på toppen af kagerne, skal nå at sætte sig natten over. Derfor skal den laves dagen før kagerne skal serveres og stilles på køl.
På dagen: Kagerne skæres og overtrækkes
Den færdige kage tages ud af fryseren og formen fjernes. Den skæres ud til aflange individuelle desserter i de mål, du ønsker. Kagerne skal efterfryses i minimum 1 time.
Nu er de klar til at blive overtrukket med chokolade. Først smøres et glat lag mælkechokolade på toppen af kagerne. Efterfølgende vendes kagens sider i mælkechokolade med hakkede peanuts. Chokoladen sætter sig lynhurtigt på kagerne, som opbevares i køleskabet, så de kan tø helt op.
På dagen: Kagerne pyntes
Når chokoladen har sat sig fyldes cremeuxen i en sprøjtepose og kagerne pyntes med cremeux og halve peanuts. Kagerne skal opbevares i køleskabet indtil en halv time før servering.
Sådan sprøjtes cremeux
En cremeux er en vidunderlig blank og silkeblød creme, som holder formen perfekt. Derfor kan den sprøjtes som pynt på kager som denne for et smukt look. For at sprøjte cremeuxen ligesom på billederne skal du bruge en tylle, som er spids i den ene ende og afrundet i den anden. Jo mindre den er, jo smallere bliver de bølger, du sprøjter.
Hold sprøjteposen så den spidse ende af tyllen peger opad. Sprøjt fra den ende ende af kagen til den anden i en bølget bevægelse, frem og tilbage.
Jeg har pyntet mine Snickerskager med nogle halve saltede peanuts, men du kan også tilføje lidt bladguld for et endnu mere festligt look.
Snickers kager
Udstyr (indeholder reklame)
- Firkantet form på cirka 28 x 18 x cm
Ingredienser
Peanutbund:
- 100 g ristede og saltede peanuts
- 200 g mel
- 1 tsk kakao
- 2 tsk bagepulver
- 110 g smør (stuetemperatur)
- 110 g brun farin
- 3 æggeblommer
Peanutkaramel:
- 3 blad husblas
- 50 g ristede og saltede peanuts
- 6 æggeblommer
- 70 g piskefløde
- 175 g sukker
- 50 g vand
- 25 g glukosesirup
- 325 g piskefløde
Peanut-mælkechokolademousse:
- 1 1/2 blad husblas
- 300 g mælkechokolade
- 20 g peanut butter (flydende, uden klumper)
- 125 g mælk
- 250 g piskefløde
Mælkechokolade cremeux:
- 175 g mælkechokolade
- 80 g æggeblommer
- 160 g piskefløde
- 55 g mælk
- 10 g glukosesirup
Chokoladeovertræk og pynt:
- 300 g mælkechokolade
- 30 g rapsolie
- 30 g ristede og saltede peanuts
Pynt:
- Halve ristede og saltede peanuts
Fremgangsmåde
Peanutbund:
- Tænd ovnen på 170 grader (alm. ovn). For en firkantet form på cirka 18 x 28 cm med bagepapir i bunden (hæft det på ydersiden med papirklips).
- Hak peanuts fint i en hakler eller blender.100 g ristede og saltede peanuts
- Rør mel, kakao og bagepulver sammen i en skål.200 g mel, 1 tsk kakao, 2 tsk bagepulver
- Pisk smør og brun farin sammen med elpisker i en anden skål til en klistret masse. Tilsæt æggeblommer og pisk med. Tilsæt melblandingen og de hakkede peanuts, og rør med en grydeske, til du får en ensartet tyk dej.110 g smør, 110 g brun farin, 3 æggeblommer
- Fordel dejen i bageformen og pres den flad med fingrene, så den er lige tyk over det hele.
- Bag peanutbunden i 16-18 minutter, til den er gylden. Lad den køle af i formen ovenpå en bagerist.
Blød peanutkaramel:
- Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter. Hak peanuts groft. Mål og stil æggeblommer og 325 g piskefløde klar ved komfuret.3 blad husblas, 50 g ristede og saltede peanuts, 6 æggeblommer
- Opvarm 70 g piskefløde i en lille gryde til lige under kogepunktet og fjern fra varmen.70 g piskefløde
- Kom sukker, vand og glukosesirup i en mellemstor gryde. Kog det til en gylden karamel ved middelhøj varme uden omrøring (på mit komfur står den på 7 ud af 9). Tilsæt de 70 g piskefløde og rør godt rundt. Tilsæt de 325 g piskefløde og rør godt rundt til en ensartet karamel.175 g sukker, 50 g vand, 25 g glukosesirup, 325 g piskefløde
- Fjern gryden fra varmen og tilsæt æggeblommer. Stil gryden tilbage på varmen og opvarm karamellen til 84 grader under konstant omrøring.
- Fjern gryden fra varmen, vrid vandet fra husblassen og tilsæt det. Rør til det er opløst.
- Fordel cirka halvdelen af karamellen oven på peanutbunden i formen. Drys de hakkede peanuts henover i et ensartet lag. Hæld den resterende karamel over og ryst formen let, så det fordeler sig til et ensartet lag. Stil formen i fryseren i minimum 30 minutter.
Peanut-mælkechokolademousse:
- Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter. Kom mælkechokolade og peanut butter i en mellemstor skål.1 1/2 blad husblas, 300 g mælkechokolade, 20 g peanut butter
- Opvarm mælken til lige under kogepunktet i en lille gryde. Fjern mælken fra varmen, vrid vandet fra husblassen og rør det ud i mælken.125 g mælk
- Hæld mælken over chokoladen i skålen og lad det stå i et minut, rør det derefter sammen. Stavblend kort hvis det ikke er helt glat. Lad det køle af til stuetemperatur.
- Pisk piskefløden til en letpisket flødeskum. Vend roligt chokoladen i piskefløden uden at slå luften ud af moussen.250 g piskefløde
- Fordel chokolademoussen oven på karamellen i formen i et ensartet lag. Skrab langs toppen af moussen med en paletkniv eller kageskraber så du får en helt glat overflade.
- Stil formen i fryseren minimum natten over. Dæk den gerne med plastikfilm efter 2-3 timer.
Mælkechokolade cremeux:
- Kom mælkechokolade i en skål. Pisk æggeblommerne sammen i et glas. Opvarm piskefløde, mælk og glukosesirup i en lille gryde. Hæld en sjat i æggeblommerne når det bliver cirka 40 grader varmt og pisk det sammen. Lad resten af flødeblandingen koge op.175 g mælkechokolade, 80 g æggeblommer, 160 g piskefløde, 55 g mælk, 10 g glukosesirup
- Skru ned for varmen og tilsæt æggeblommerne under konstant piskning og lad det opvarme til 83 grader under omrøring.
- Sigt grydens indhold ned i skålen med chokolade og vend det roligt sammen. Bliv ikke nervøs hvis det bliver grynet og ser skilt ud.
- Hæld cremeuxen i et stavblenderglas og stavblend til den er helt glat. Hæld cremeuxen i en skål og pres plastikfilm helt ned på cremens overflade. Stil cremeuxen i køleskabet natten over.
Chokoladeovertræk og pynt:
- Kør en kniv langs indersiden af formen med den frosne kage, så den kan løsnes. Fjern bagepapiret og stil kagen på et skærebræt. Med en kniv rids 10 aflange firkanter på 2,5x8 cm eller 3x9 cm (afhængigt af hvor store desserter, du ønsker) – brug gerne lineal, så de bliver helt lige. Skær nu stykkerne ud med en stor kniv (her skal lægges lidt kræfter i, da kagen er frossen).
- Efterfrys kagerne i minimum 1 time.
- Smelt mælkechokoladen til 40-45 grader i mikroovnen (ved 10 sekunders intervaller, rør indimellem). Tilsæt rapsolie og rør det sammen. Hæld cirka 100 g af chokoladen i en sprøjtepose. Hak peanuts groft og tilsæt dem til den resterende store portion chokolade. Hæld chokoladen med peanuts i en lille firkantet beholder, stor nok til at kagerne kan være i den én ad gangen.300 g mælkechokolade, 30 g rapsolie, 30 g ristede og saltede peanuts
- Tag kagerne ud af fryseren. Klip hul i sprøjteposen og sprøjt en stribe chokolade på toppen af en kage. Skrab straks med en lille paletkniv, så kagen får en glat top af chokolade. Skær overskydende / grimme kanter chokolade fra siderne med en kniv eller skraber. Gentag med de resterende kager.
- Stik to tandstikker i hver ende af en kage, så den kan løftes ned i chokoladen. Vend kagen ned på hver side og enderne ved hjælp af tandstikkerne og lad chokoladen dryppe af, når du løfter kagen op. Skrab bunden på kanten af beholderen, så bunden bliver glat. Lad kagen sætte sig på en bagerist. Gentag med de resterende kager og stil dem i køleskabet i mindst 15 minutter.
- Fyld mælkechokolade cremeux i en sprøjtepose med en smal åben tylle. Sprøjt cremeux oven på kagerne i en slangebevægelse og pynt med et par halve peanuts.Halve ristede og saltede peanuts
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar