Endelig melder foråret sig lidt på banen og vi har nydt nogle hyggelige solskinstimer i haven. Da vi overtog huset sidste år lignede haven noget der var løgn, for den var ikke blevet passet i årevis. Renovering af huset havde første prioritet, så haven måtte vente. Men i år skal den ordnes, og vi har allerede været i fuld sving, med hjælp fra familien.
Man skal huske at sørge godt for sine hjælpere, så jeg disker altid op med noget lækkert til kaffen når de er her. Det kan dog knibe lidt med tiden så det er skønt at have nogle nemme og hurtige kageopskrifter ved hånden. Jeg er for eksempel glad for vores luftige kanelkage og vores himmelske æbletærte.
Men for at fejre solskinnet lidt synes jeg, at vi denne gang skulle have nogle sommerbær. Hindbær blåbær crumble blev det til – en supernem kage, som er klar til servering på 45 minutter!
Crumble tærter er altid så dejlig nemme fordi det ingen tid tager lige at røre ingredienserne sammen i en skål og smuldre dem oven på nogle lækre bær. Jeg serverer min crumble lun med hjemmelavet vaniljeis, men den er også god med creme fraiche eller vanilje råcreme. Tærten er syrlig, så vanilje komplimenterer den godt.
Jeg har blandet hindbær og blåbær i min tærte, fordi jeg elsker smagskombinationen, og det giver den flotteste lilla farve. Man kan også sagtens bruge andre bær, for eksempel brombær, solbær eller jordbær. Justér mængden af sukker afhængigt af bærrenes sødme.
Jeg har brugt grovvalsede havregryn og grofthakkede mandler i crumble dejen. Det giver noget knas og tekstur til tærten, som er virkelig lækkert. Man kan godt bruge finvalsede havregryn hvis det er det, man har ved hånden. Mandlerne kan også erstattes af f.eks. hasselnødder, der vil give en lidt anden (og kraftigere) nøddesmag.
Dejen indeholder desuden marcipan, som giver en virkelig god smag. Den smager ikke kraftigt af marcipan, men det giver noget sødme og tekstur.
Tærten er bedst på dagen, men kan sagtens spises dagen efter. Giv den 5-8 minutter i ovnen ved 200 grader (alm. ovn) for at genvinde noget sprødhed i din crumble.
Nem og hurtig bær crumble
Ingredienser
- 250 g hindbær (evt. frosne)
- 150 g blåbær (evt. frosne)
- 3-4 spsk sukker
- 75 g sukker
- 75 g grovvalsede havregryn
- 75 g mel
- 1 tsk vaniljesukker
- 100 g smør
- 50 g grofthakkede mandler
- 100 g marcipan
Fremgangsmåde
- Fordel hindbær og blåbær i en tærteform med cirka Ø26 cm. Drys 3-4 spsk sukker over bærrene. Mængden afhænger af hvor syrlig en tærte du ønsker.
- Kom havregryn, mel, 75 g sukker og vaniljesukker i en skål og rør det sammen med en grydeske.
- Skær smørret i tern og smuldre det i dejen indtil du får en krummelignende blanding.
- Hak mandlerne groft, evt. med en hakler, og rør dem i dejen.
- Riv marcipanen groft på et rivejern og rør det i dejen.
- Fordel crumbledejen over bærrene i et jævnt lag.
- Bag tærten ved 180 grader (alm. ovn) i 30 minutter. Skru evt. op på 220 grader i 3-4 minutter til sidst for lidt ekstra farve.
- Server med is eller creme fraiche.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar