Vi har holdt en uges tiltrængt vinterferie i sommerhus. Det var så befriende at komme lidt væk fra huset og se noget andet. Man går lidt død i det hele når man arbejder hjemme OG er hjemme hele weekenden.
Jeg har haft massere af tid til at slappe af og bare nyde kvalitetstid med Martin og Maya. Og dejlig meget overskud til at bage. Svigermor havde givet os en pose frosne rabarber fra haven med, så jeg bagte denne himmelske rabarber pie til os, som vi nød over flere dage.
Amerikansk pie
Vi er rigtig glade for amerikanske pies. Martin i særdeleshed da han er vokset op i USA. Rigtige amerikanske pies kan kendes på dejen, som har en speciel smuldret konsistens nærmest som flager, og at de har et lag dej i bunden og som regel også et lag dej oven på fyldet.
Der findes et kæmpe udvalg af smage til amerikanske pies. Nogle af vores andre favoritter er amerikansk apple pie og brombær pie. Denne rabarber pie er også helt fantastisk med den lidt søde dej til de syrlige rabarber. Himmelsk!
Det som er rigtig sjovt ved pies er, at man kan være kreativ med pynten. Man kan lægge det øverste lag dej på i ét stort stykke eller man kan lave et fletmønster ligesom jeg. Kanterne af dejen kan man også lave forskellige mønstre på / med. Jeg har lagt et flettet bånd rundt om kanten på min pie.
tips til en perfekt dej
Det vigtigste når man skal lave en amerikansk pie dej er, at tilføre så lidt varme til dejen som muligt. Dejen består primært af smør og smør smelter nemt i et varmt rum og ved berøring af varme hænder. Smørret skal være så koldt som muligt for at danne den karakteristiske flagede konsistens under bagningen. Det opnås ved:
- Smørret skal skæres i små stykker i dejen, evt. køres i food processor, så man ikke skal ælte den ind i dejen med hænderne
- Der skal tilsættes isvand til dejen – almindeligt koldt vand er ikke koldt nok
- Dejen skal på køl i mindst 2 timer efter den er æltet sammen
- Dejen bør rulles ud hurtigt og uden for meget berøring med hænderne
Hvis du vil bruge lidt ekstra tid på at lave fine dekorationer af dejen på toppen af tærten kan du med fordel stille tærten i køleskabet imens. Har du brugt rigtig lang tid på det hvor tærten er ude af køleskabet er det en god idé at stille dem på køl inden bagningen, så du er sikker på, at smørret er koldt.
tærteformen
En amerikansk pie er traditionelt rund, men derfor kan du selvfølgelig godt bage din pie i en aflang form. Brug gerne en form af porcelæn eller glas – ellers skal du justere bagetiden i forhold til tykkelsen og materialet af din form.
Portionen af tærtedej i denne opskrift passer perfekt til en rund tærteform med Ø26 cm, men man kan også bruge et lidt mindre eller lidt større tærtefad. Det afhænger lidt af, hvor meget pynt man vil lave til det øverste lag dej.
Afbagning af pies
Det er ikke svært at opnå den rigtige afbagning på din pie. Den skal bages ved 200 grader (alm. ovn) de første 20 minutter og derefter i 30 minutter ved 180 grader. På den måde sikrer du en gylden og sprød overflade samtidig med at bunden bliver gennembagt.
Det er dog vigtigt at holde øje med tærten undervejs. Kan du se at kanterne er ved at blive for mørke bør du dække din pie med sølvpapir resten af bagetiden ud. Tærten skal være flot gylden når den er færdig, men ikke mørk i kanterne.
Rabarber pie
Ingredienser
Tærtedej:
- 350 g mel
- 2 tsk sukker
- 1/4 tsk salt
- 230 g koldt smør
- 1 1/2 dl isvand*
Rabarberfyld:
- 500 g rabarber i små stykker
- 50 g mel
- 400 g sukker
Til pensling:
- 1 æg
Fremgangsmåde
Tærtedej:
- Rør mel, sukker og salt sammen i en skål. Skær smørret ud i små stykker og kom det i skålen. Det er vigtigt at smørret er hårdt og koldt.
- Brug en mørdejsblander, food processor eller to gafler til at skære smørret til bittesmå stykker, så smør- og melblandingen ligner små krummer.
- Tilsæt isvand lidt ad gangen under omrøring. Når dejen samler sig, tag dejen op på en let melet bordplade og ælt med hænderne. Dejen skal føles fugtig men ikke klistre eller være meget våd. Ælt indtil dejen er ensartet, ikke så længe at dejen bliver varm.
- Del dejen i to og pak hver del ind i plastikfilm og stil den i køleskabet i minimum 2 timer.**
Rabarberfyld:
- Kom de små stykker rabarber i en skål. Tilsæt mel og sukker og rør det sammen.
Samle tærten:
- Tag én portion dej ud af køleskabet og fjern plastikfilmen.
- Rul dejen ud til en cirkel på cirka 26 cm på en let melet bordplade. Rul fra midten og ud og løft dejen undervejs, så den ikke hænger i.
- Løft dejen over og læg den i tærteformen fra midten og ud. Pres let ned ved kanterne, så dejen fylder formen pænt.
- Fordel rabarberfyldet i tærten.
- Tag den anden portion dej ud af køleskabet og fjern plastikfilmen.
- Rul dejen ud til en cirkel. Skær eventuelt strimler og flet tærtedejen som på billedet.
- Pisk et æg i en skål og pensle tærtedejen grundigt.
- Alternativt kan du lægge dejen på i ét stykke, stik da lufthuller med en gaffel.
- Bag tærten ved 200 grader (alm. ovn) i 20 minutter. Bag derefter tærten i yderligere 30 minutter ved 180 grader (alm. ovn). Dæk eventuelt med folie hvis kanterne bliver for mørke undervejs. Tærten er færdig når den er flot gylden.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
1 kommentar
Har idag brugt denne opskrift på rabarber pie.
MUMS!!!
Jeg skrev og fik lidt støtte i forhold til, om der skulle bruges optøede eller frosne rabarber. Jeg endte med halv af hver, da dem der var tøet op ikke var nok 🙂
Det blev en helt utrolig lækker og sprød pie.
Dejen flager på den helt rigtige måde, og jeg tror aldrig jeg har arbejdet med så elastisk en dej.
Jeg havde ingen smør så endte med bagemargarine – det var helt ok!
Jeg tror jeg vil bruge mindre sukker i fyldet næste gang, da den lige blev til den søde side.
Alt i alt en virkelig lækker tærte, der bestemt skal bruges igen!