Okay, jeg har altså en svaghed for mini-versioner af alting. Det ser bare så festligt ud når der er mange små ting – og så har man en kage helt for sig selv! Denne gang blev det til små jordbærkager med vanillecreme og chokolade.
Et lille twist på den klassiske jordbærkage, som jeg jo nok må indrømme jeg altså ikke kan spise alene. Disse små jordbærkager er virkelig fine til fest eller at anrette flot til en middag.
Disse små jordbærtærter er lavet på samme måde som de små blåbærtærter og hindbærtærter, jeg før har skrevet om på bloggen, dog med en ekstra bonus: mørk chokolade.
Først bages små tærter af mørdej ved hjælp af en muffins bradepande eller små muffinsforme. Der hældes smeltet mørk chokolade i de små tærter. Imens chokoladen stivner laves den superlækre kagecreme som skal køle af, inden tærterne serveres. Til sidst fyldes cremen i de små tærter og pyntes med jordbærskiver.
Så er du klar til at servere disse lækre, friske desserter.
Mini jordbærtærter opskrift
Ingredienser
Mørdej:
- 1 portion af vores mørdej opskrift
- Bønner eller ris til bagning
Kagecreme:
- 1 portion af vores kagecreme opskrift
Anretning:
- 200 g god mørk chokolade
- 1 bakke friske jordbær
Fremgangsmåde
Mørdej:
- I cirka 10 minutter æltes alle ingredienserne sammen til en smidig dej. Dejen sættes i køleskabet i en halv times tid. Dejen rulles tyndt ud og cirkler der er 2 cm større end hullerne i en muffins bradepande udstikkes med et glas eller udstikker.
- Hver cirkel af mørdej kommes i hver sit hul i muffins bradepanden. I hvert hul lægges en lille firkant med bagepapir og oven på dette kommes bønner eller ris, så tærtebundene tynges ned under bagning.
- Tærterne bages i ovnen ved 180 grader i 10 minutter. Derefter fjernes bagepapiret med ris eller bønner og tærterne bages i yderligere 10 minutter, til de får lidt farve.
Creme:
- Lav kagecremen, evt. dagen før, og stil den i køleskabet, til den er helt kold.
Anretning:
- Skyl jordbærrene grundigt og skær dem i skiver. Smelt den mørke chokolade over vandbad og hæld den i hver afkølede lille tærteform. Vip tærterne så chokoladen også bliver fordelt på siderne. Hæld resterende chokolade ud. Stil kagerne køligt og lad chokoladen stivne helt.
- Kom 2 spiseskefulde kagecreme i hver tærte og pynt med jordbærskiver.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar