Nem og hurtig bær crumble

12 stemmer
Denne sprøde bær crumble er supernem og klar til servering på bare 45 minutter. Den har en vidunderlig sprød crumbledej af havregryn, marcipan og mandler oven på syrlige bær.
Crumble opskrift

Hindbær crumble opskrift fra BagegladBlåbær crumble

En nem og lækker crumble opskrift

Endelig melder foråret sig på banen og vi har nydt nogle dejlige solskinstimer i haven. Da vi overtog huset sidste år lignede haven noget der var løgn, for den var ikke blevet passet i årevis. Renovering af huset havde første prioritet, så haven måtte vente. Men i år skal den ordnes, og vi har allerede været i fuld sving, med hjælp fra familien. Man skal huske at sørge godt for sine hjælpere, så jeg disker altid op med noget lækkert til eftermiddagskaffen når de er her og hjælpe os. Men når man er midt i projekterne kan det knibe lidt med tiden, og så er det skønt at have nogle nemme hurtige kageopskrifter ved hånden. Jeg er for eksempel glad for min luftige kanelkage og min lynhurtige æbletærte.

For at fejre solskinnet synes jeg, at vi denne gang skulle have nogle sommerbær. Hindbær- og blåbær crumble blev det til – en supernem og hurtig tærte, som er klar til servering på bare 45 minutter! Crumble tærter er så dejlig nemme fordi det ingen tid tager at røre ingredienserne sammen i en skål og smuldre dem oven på nogle lækre bær.

Gode bær til crumble

Man kan i princippet bruge alle slags bær til crumble – bær fra egen have eller købt i supermarkedet. Jeg kan godt lide kombinationen af hindbær og blåbær, eventuelt også med lidt solbær for ekstra syre, så det plejer jeg at putte i min bær crumble. Jeg elsker den smag og flotte lilla farve, min tærte får. Gode bær til crumble er:

  • Hindbær
  • Blåbær
  • Brombær
  • Solbær
  • Jordbær
  • Ribs (skal kombineres med andre bær og ekstra sukker, ellers bliver tærten for sur)
  • En kombination af ovenstående

Husk at justere mængden af sukker afhængigt af bærrenes sødme. Hvis du er tidligt på sæsonen og plukker fra egen have skal der typisk tilsættes ekstra sukker.

Hvad kan man servere til crumble?

Jeg serverer altid min bær crumble lun med vaniljeis (og helst hjemmelavet!), men den er også god med creme fraiche eller vanilje råcreme til.

Hindbær crumble med is

Crumble opskrift

Opskrift

Nem og hurtig bær crumble

12 stemmer
Supernem og lækker bær crumble, der er klar til servering på 45 minutter. En sprød crumble dej med havregryn, marcipan og mandler oven på syrlige hindbær og blåbær.
Tid i alt: 45 minutter
Mængde: 8 personer
Udskriv Pin

Ingredienser

  • 250 g hindbær (evt. frosne)
  • 150 g blåbær (evt. frosne)
  • 3-4 spsk sukker
  • 75 g sukker
  • 75 g grovvalsede havregryn
  • 75 g mel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 100 g smør
  • 50 g grofthakkede mandler
  • 100 g marcipan

Sådan gør du

  • Fordel hindbær og blåbær i en tærteform med cirka Ø26 cm. Drys sukker over bærrene. Mængden afhænger af hvor syrlig en tærte du ønsker.
    250 g hindbær, 150 g blåbær, 3-4 spsk sukker
  • Kom havregryn, mel, 75 g sukker og vaniljesukker i en skål og rør det sammen med en grydeske.
    75 g sukker, 75 g grovvalsede havregryn, 75 g mel, 1 tsk vaniljesukker
  • Skær smørret i tern og smuldre det i dejen indtil du får en krummelignende blanding.
    100 g smør
  • Hak mandlerne groft, evt. med en hakler, og rør dem i dejen.
    50 g grofthakkede mandler
  • Riv marcipanen groft på et rivejern og rør det i dejen.
    100 g marcipan
  • Fordel crumbledejen over bærrene i et jævnt lag.
  • Bag tærten ved 180 grader (alm. ovn) i 30 minutter. Skru evt. op på 220 grader i 3-4 minutter til sidst for lidt ekstra farve.
  • Server med is eller creme fraiche.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Sådan laves en ekstra sprød crumble dej

Jeg kan godt lide en lidt grovere crumble dej, som har noget knas. Derfor tilsætter jeg grovvalsede havregryn og grofthakkede mandler til min crumble dej. Jeg synes den ekstra sprøde crumble passer perfekt til det bløde bærfyld. Jeg har også tilsat marcipan til min crumbledej fordi det giver en helt særlig sødme og tekstur.

Hvis man ikke har ovenstående kan man erstatte med finvalsede havregryn og mandlerne kan erstattes af hasselnødder, som giver en lidt anden (og kraftigere) nøddesmag.

Sådan genvarmes en crumble tærte

En crumble tærte er altid bedst friskbagt, men kan også sagtens spises dagen efter. Den skal opbevares på køl, hvilket vil gøre din crumbletopping lidt blød, også selvom du dækker tærten med plastikfilm. Giv den derfor 6-8 minutter i ovnen ved 200 grader (alm. ovn) for at genvinde noget sprødhed i din crumble.

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

4,75 from 12 votes (11 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




Én kommentar

Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke