Lækre chokolade cupcakes med chokolade smørcreme
Der er noget magisk ved en perfekt, svampet chokolade cupcake! Den bløde, luftige dej og den lækre chokoladesmag, gør dem til en storfavorit til enhver anledning. Og de bliver kun bedre med en lækker chokolade smørcreme, som er prikken over i’et. Hver bid er ren selvforkælelse, så hvis du står og har lyst til en god chokoladekage, så læs med og få opskriften her.
Disse chokolade cupcakes er den perfekte dessert til enhver anledning. Hvad end det er en børnefødselsdag, en hyggelig aften med venner, eller bare en hyggelig eftermiddag – så er det garanteret en kage, som hele familien vil elske. De er lette at tilpasse og kan serveres på mange forskellige måder. De kan serveres som de er, i deres lækre enkelthed, eller du kan anrette dem smukt på en tallerken med lidt hindbærsauce eller vaniljeis. Smørcremen kan pynte smed lidt fødevarevenligt guldglimmer, hakkede nødder eller spiselige blomster. Mulighederne er mange!
Hemmeligheden bag luftige cupcakes
Hemmeligheden bag disse luftige og lækre cupcakes er, at der er brugt olie som fedtstof. Olie gør dejen lettere og mere fugtig, hvilket resulterer i cupcakes, der er ekstra luftige. Smør derimod har en tendens til at give en lidt mere tæt konsistens. Olie bidrager også til, at cupcakesene forbliver friske i længere tid. Så hvis du vil bage cupcakes, som er meget luftige og holder sig gode i flere dage, er olie som fedtstof det oplagte valg.
Tag dig ikke af, at det virker som en stor mængde olie, der skal i cupcakesene. Resultatet bliver lækre, svampede chokolade cupcakes som er gode i flere dage. Den store mængde olie kan dog trænge igennem muffinsformene hvis man køber de tynde billige af slagsen, så sørg for at bruge tykke muffinsforme eller hav nogle erstatningsforme klar efter bagningen og flyt kagerne over i dem.
Glasur til chokolade cupcakes
Jeg har toppet mine chokolade cupcakes med en klassisk chokolade smørcreme, men der er rig mulighed for variation. Her er nogle flere opskrifter på glasur, som vil passe godt til disse chokolade cupcakes:
- Nutella cream cheese glasur
- Blank mørk chokolade smørcreme
- Hindbær cream cheese glasur
- Kraftig mørk chokolade smørcreme
- Vanilje cream cheese glasur

Opskrift
Chokolade cupcakes med chokolade smørcreme
Ingredienser
Chokolade cupcakes:
- 6 dl mel
- 3 spsk kakao
- ½ tsk vanillesukker
- 3 ½ dl vegetabilsk olie
- 200 g sukker
- 2 æg
- 2 ½ dl mælk
- 1 ½ tsk natron
- 2 spsk citronsaft
Chokolade smørcreme:
- 1 portion af min opskrift på chokolade smørcreme
Sådan gør du
Chokolade cupcakes:
- Tænd ovnen på 175 grader almindelig ovn.
- Rør mel, kakao, vanillesukker og natron sammen i en skål. Pisk olie og sukker sammen ved høj hastighed på køkkenmaskine eller med elpisker i en anden skål. Tilsæt æggene og pisk det sammen.6 dl mel, 3 spsk kakao, 1/2 tsk vanillesukker, 3 1/2 dl vegetabilsk olie, 200 g sukker, 2 æg
- Tilsæt melblandingen lidt ad gangen med lidt af mælken og pisk blandingen på lav hastighed. Fortsæt indtil alt melet og mælken er pisket sammen med dejen. Rør natron ud i citronsaften og tilsæt det til dejen og pisk det sammen.2 1/2 dl mælk, 1 1/2 tsk natron, 2 spsk citronsaft
- Fordel cupcakedejen i muffinsforme. De skal fyldes trekvart op. Bag chokolade cupcakesene ved 175 grader i cirka 20 minutter. Lad dem køle af på en bagerist.
Chokolade smørcreme:
- Følg opskriften for at lave chokolade smørcremen. Kom smørcremen i en sprøjtepose med tyl og sprøjt den på cupcakesene, når de er afkølede.1 portion af min opskrift på chokolade smørcreme
3 kommentarer
God opskrift. Meget luftige
Konsistens og bagetid er sådanset ok, men de smager ikke af noget. Der er alt for lidt kakao i – eller måske er mine spiseskeer bare for små. Jeg kommer i hvert fald ikke til at bruge denne opskrift igen.
Hej Dina
Smagen afhænger naturligvis af kvaliteten og kraften af den kakao du bruger. Du kan passende justere mængden lidt op, hvis du synes de smager for lidt af chokolade.