Øv, så er al sneen forsvundet og regnvejret har lagt sig tungt over København. Jeg havde ellers håbet på en hvid jul, men måske der stadig ligger et par klatter sne i Nordsjælland hvor jeg agter at tage hen i morgen – nu står den nemlig på juleferie hos de gamle! Hvor skal du holde jul?
Selvom der stadig lurer en eksamensopgave rundt om hjørnet i januar har min søster og jeg da haft tid til at julehygge lidt. Vi lavede blandt andet disse fine jule cupcakes som en lille værtindegave.
Lækre chokolade cupcakes blev dækket med fondant og pyntet med forskellige juleting som kagemænd, juletræer, julesokker og julestokke!
Vi bagte først nogle gode chokolade cupcakes. De blev dog, som de fleste cupcakes, lidt høje i toppen så vi skar lige det øverste af så det lettere kunne dækkes med fondant. Vi brugte en bølget rund udstikker til at udstikke “låg” til kagerne. Fondant cirklen lægges blot oven på cupcaken og kanterne trykkes ind så cupcaken får en glat overflade.
Vi gentog processen med tre forskellige farver: grøn, hvid og rød.
For at lave en julestok kan du rulle to stykker fondant – et stykke hvidt og et stykke rødt – til aflange pølser. Læg enderne over hinanden og rul derefter forsigtigt med fingrene til farverne “smelter sammen” og du får et flot stribet mønster. Bøj til sidst øverste del så det ligner en julestok.
En småkageudstikker kan bruges til at udstikke et lille juletræ. Vi pyntede træet med nogle små krymmelkugler og en lille gul stjerne af fondant. Vi brugte derefter nogle små bogstaver til at trykke “god jul” i fondanten på julecupcaken.
Vi brugte en almindelig blad udstikker til at lave nogle små blade, som vi placerede på cupcaken til at lave en julekrans. Vi brugte ligeledes en udstikker til at lave en brun kagemand som vi pyntede lidt.
Her er alle de fine cupcakes til jul! Det er en supergod idé at lave jule cupcakes til gave eller til advent.
Skriv et svar