Nemme julebrownies
Nu er der kun få dage til jul og vi har heldigvis fået sne! Jeg ser frem til de sidste forskellige julearrangementer, både med familie og venner og kollegaer. Hvis du, ligesom jeg, skal medbringe noget lækkert til et julearrangement, så er disse sjove og festlige juletræ brownies en nem og hurtig måde at bidrage til julestemningen på.
Mine juletræ brownies består af en browniebase, som skæres ud som juletræ. Efterfølgende pyntes den med “gran” lavet af glasur og valgfrit spiseligt julepynt. En supernem juledessert, som kan laves til mange, uden at kræve det helt store af hverken tid eller evner.
God kage at bage med børn
Det er virkelig nemt at bage brownies, så det er en oplagt kage at have selv de mindste med i køkkenet til. Og virkelig sjovt og hyggeligt at pynte juletræ brownien sammen efterfølgende!
Den bedste brownies opskrift
Min opskrift på verdens bedste brownies er den best populære opskrift her på min blog, og det er med god grund. De smager afsindigt godt og kan nærmest ikke gå galt, selv for begyndere. Så jeg opfordrer selvfølgelig til at bruge den opskrift til dit brownie juletræ.
En god ting ved min brownie opskrift er, at den kan ganges helt op til tredobbelt portion. Det var netop tredobbelt portion jeg bagte til de juletræ brownies, du ser på billederne, fordi jeg skulle have brownies med til et julearrangement for mange, både børn og voksne. Jeg bagte den i en justerbar bagefirkant på 30×40 cm.
Sådan skæres et brownie juletræ
Det er utrolig nemt at skære et brownie juletræ. Her er mine bedste tips:
- Vent til brownien er kølet helt af. Ellers er den smattet og vil hænge fast i kniven, og du får ujævne kanter.
- Er du ikke til at gøre det på øjemål, så tegn en skabelon på et papir/bagepapir og klip ud, og læg oven på kagen, så du kan skære efter
- Brug en skarp køkkenkniv
Bonustip
Hvis kagen skal serveres til et stående arrangement, eller du skal være sikker på, at folk får nogenlunde lige store stykker, så skær brownien ud i små stykker inden du pynter den. Det er ærgerligt at stå og skære igennem pynten efterfølgende og på denne måde kan man nemt brække et stykke af.




Pynt dit brownie juletræ
Jeg har pyntet mit brownie juletræ med en grøn vanilje smørcreme. Vil du køre chokoladelook anbefaler jeg min chokolade smørcreme. Hvis du synes at smørcreme bliver for sødt kan du vælge en vanilje cream cheese frosting.
Efterfølgende pyntede jeg mit brownie juletræ med en guirlande af royal icing (flormelis blandet med lidt æggehvide) og røde M&Ms. Du kan selvfølgelig pynte juletræet præcis som du ønsker, her er nogle idéer:
- Chokoladeglasur pyntet med guld- og sølvkrymmel, brune M&Ms og Maltesers
- Mørkegrøn glasur pyntet med en guirlande af guldkrymmel, røde M&Ms og guld krymmelstjerner
- Grøn glasur pyntet med diverse vingummier, fx hjertevingummier og vingummibamser


Opskrift
Juletræ brownies
Udstyr
- Justerbar form
- Wilton 1M tylle
- Grøn pastafarve
- Sprøjteposer
Ingredienser
Brownies:
- Tredobbelt portion af min brownies opskrift
Grøn smørcreme:
- 80 g smør (blødt)
- 1 tsk vaniljeessens
- 8 dl flormelis (cirka)
- 5-6 spiseske mælk
- Grøn pastafarve
Hvid smørcreme:
- 1 dl flormelis
- Pasteuriseret æggehvide
Pynt:
- Røde M&Ms
Sådan gør du
Brownies:
- Lav tredobbelt portion af min brownies opskrift og bag den i en form på cirka 30x40 cm. Du kan f.eks. bruge en justerbar bageform hvis du ikke har så stor en form.Tredobbelt portion af min brownies opskrift
- Lad brownien køle helt af. Skær brownien ud til formen af et juletræ. Skær stykker af brownie ud, så den er nemmere at hive fra hinanden når den skal serveres (valgfrit).
Grøn smørcreme:
- Kom blødt smør og vanilleessens i en skål, evt. skålen på en røremaskine. Pisk med en elpisker eller på røremaskine indtil smørret bliver hvidt og luftigt.80 g smør, 1 tsk vaniljeessens
- Tilsæt flormelis og mælk skiftevis og rør, indtil du får en glasur som er tyk nok til at holde formen, men tynd nok til at blive sprøjtet. Tilsæt grøn farve.8 dl flormelis, 5-6 spiseske mælk, Grøn pastafarve
- Prøv dig evt. frem med at komme glasuren på en sprøjtepose med stjernetylle og teste konsistensen. Hvis den er for tyk skal du sprøjte den tilbage i skålen og tilsætte mere mælk. Hvis den er for tynd skal du tilsætte mere flormelis.
- Begynd ved bunden af grenene (ikke “stammen”) og sprøjt stjerner af glasur i en række. Fortsæt opad i lige rækker indtil du når toppen.
Hvid smørcreme:
- Rør flormelis sammen med lidt pasteuriseret æggehvide med en ske, indtil du får en tyndtflydende glasur. Kom den på en sprøjtepose med rund tylle eller klip blot et lille hul og sprøjt en guirlande på dit juletræ.1 dl flormelis, Pasteuriseret æggehvide
Pynt:
- Pynt juletræet med røde M&Ms.Røde M&Ms
- Stil juletræ brownien i køleskabet indtil 1 time før servering.





























