Jeg er vild med karamel i alle afskygninger! Blød, hård, salt, sød, bare det har den karakteristiske brændte karameliserede sukkersmag, så er jeg solgt. Derfor skal der hvert år mindst én slags chokolade med karamel på vores konfektfad og i år er ingen undtagelse.
Disse fantastiske stykker karamel knas er himmelske! Smagen minder om Daim men bare bedre og med en bedre slags knas. Mums mums mums!
Og så er de utroligt nemme at bikse sammen og laves af kun 6 ingredienser (4 hvis man ikke tæller salt og vanille med).
Tips til at lave karamel knas
- Tag gerne ungerne med i køkkenet til at lave disse, men hold dem langt væk fra den varme karamel og lad dem i stedet hjælpe med mandler og chokolade. Karamelarbejdet skal være præcist og ramme den rigtige temperatur, så det kræver lidt koncentration, og karamel bliver rigtig rigtig varmt.
- Er du ikke fan af mandler? De giver en lækker knas til karamellen, så vi anbefaler at tilsætte nødder, men du kan sagtens bruge valnødder eller pekannødder som alternativ til mandlerne.
- Opskriften kan nemt fordobles… eller tredobles! Brug blot en tilsvarende større form.
- Sørg for at opbevare karamel knasen i en lufttæt beholder og stil dem køligt (men ikke i køleskabet), ellers bliver det klistret.
Karamel knas med lys chokolade
Udstyr (indeholder reklame)
- Firkantet bageform 21x21 cm
Ingredienser
- 100 g mandler
- 230 g smør
- 200 g sukker
- 1 knivspids salt
- 1 tsk vanilleessens
- 200 g god lys chokolade
Fremgangsmåde
- Kom bagepapir i en firkantet form eller fad på cirka 20 x 20 cm.
- Smut mandlerne og hak dem fint. Fordel dem ud på bagepapiret i et ensartet lag.
- Kom smør, sukker og salt i en mellemstor gryde. Lad ingredienserne koge op ved middelhøj varme. Rør indimellem indtil sukkeret opløses.
- Grydens indhold vil begynde at blive gyldent og karamelliseret og fra da af skal du ikke røre, men blot svirvle grydens indhold rundt indimellem for at sikre, at det brunes ensartet. Lad karamellen boble indtil det når 145-150 grader, som måles med sukkertermometer.
- Fjern gryden fra varmen og rør langsomt vanilleessens i.
- Hæld karamellen over de hakkede mandler i formen i et ensartet lag.
- Lad karamellen stå i 5 minutter. Hak imens den lyse chokolade groft. Fordel den hakkede lyse chokolade oven på karamellen i et ensartet lag og afvent, at det smelter. Brug en paletkniv eller dejskraber til at glatte overfladen af chokoladen.
- Stil formen i køleskabet i minimum 2 timer.
- Løft bagepapiret op af formen over på et spækbræt og skær så stykker af karamel knas ud.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Dette indlæg indeholder affiliate links.
Skriv et svar