Risalamande med kirsebærsauce er for mange familier en fast tradition i julemiddagen, og en af mine yndlingsdesserter! Hvis det stod til mig kunne jeg nemt spise risalamande året rundt, men der er nu også noget særligt ved kun at spise den skønne juledessert én gang om året. Min risalamande opskrift stammer helt tilbage fra min oldemors tid (hvis ikke før) og er den perfekte blanding af en fløjlsblød konsistens og semisøde smag.
Jeg mindes rigtig mange dejlige julemiddage med risalamande fra min barndom. Min far og søster, der stak lidt til det, fordi de egentlig helst ville være fri, og min mor og jeg der skovlede risalamande ned i store mængder, fordi vi virkelig elsker det! Og at der altid var rester af risalamande, som min mor og jeg spiste til morgenmad 1. juledag – en tradition jeg fortsat praktiserer!
Om min risalamande opskrift
Denne risalamande er en klassisk en af slagsen. Risalamande består grundlæggende af risengrød og flødeskum, der er rørt sammen, med masser af hakkede mandler. I min risalamande opskrift har jeg tilsat en smule sukker og en masse vanilje for at give en vidunderlig semisød smag. Risalamande serveres med varm kirsebærsauce og selvfølgelig en mandelgave!
Risalamande er traditionelt set lidt af en mælkeproduktbombe, men kan også laves vegansk, se min vegansk risalamande opskrift.
Sådan laver man risalamande
Risalamande består af få ingredienser og er virkelig nem at lave. Det kræver dog lidt tid, da man dagen før risalamanden skal serveres, skal lave risengrøden, så den kan stå natten over. Herunder forklarer jeg med billeder, hvordan man laver risalamande. Længere nede på siden finder du den fulde opskrift.
Risengrøden skal laves 1-2 dage før risalamanden skal serveres. Det laves nemt ved at koge mælk og grødris ved lav varme indtil det tykner til risengrød. Risengrøden skal stilles på køl i mindst 6 timer, inden den kan bruges til risalamande.
Når du er klar til at lave din risalamande skal du først tilsætte vanilje og sukker. Pisk så fløden til et (letpisket) flødeskum og tilsæt den. Rør det hele sammen med en grydeske til en ensartet og luftig risalamande. Smut og hak mandlerne groft (husk at gemme en hel mandel til mandelgaven!) og tilsæt dem til din risalamande. Og så er den klar!
Vaniljestænger til risalamande
Vanilje er afgørende for smagen af din risalamande. Jeg bruger ægte vanilje i min risalamande, imodsætning til vaniljeessens- eller sukker, fordi det giver den bedste og mindst søde smagsoplevelse. Jeg kan godt lide en semisød risalamande, som ikke er overvældende sød.
Der er virkelig stor forskel på kvaliteten af vaniljestænger. Og god kvalitet koster, som altid, lidt ekstra. Ved vaniljestænger får man hvad man betaler for, både i smag og mængden af korn, de indeholder. Jeg bruger altid vaniljestænger fra Madagaskar, fordi de tykke vaniljestænger indeholder rigtig mange korn, som har den mest vidunderlige kraftige smag af vanilje. Dermed kan jeg nøjes med at bruge én eller halvanden vaniljestang frem for flere tynde vaniljestænger.
Vælg en god kirsebærsauce
Risalamande serveres traditionelt med varm kirsebærsauce. Der er mange meninger om kirsebærsauce – skal det være med eller uden bær, skal den være hjemmelavet, eller hvilket mærke er bedst?
Jeg gider personligt ikke spise bærrene, men synes de skal være i saucen, om ikke andet for udseendets skyld! Og min favorit kirsebærsauce, som jeg synes har den suverænt bedste smag, er kirsebærsauce fra Den Gamle Fabrik. Den er hverken for sur eller for sød og har en god, kraftig smag.
Risalamande med kirsebærsauce
Ingredienser
- 2 1/4 dl grødris
- 1½ liter mælk
- 1 vaniljestang (af god kvalitet*)
- 75 g sukker
- 6 dl piskefløde
- 150 g mandler
- 500 g kirsebærsauce
Fremgangsmåde
- Risengrøden skal laves 1-2 dage før risalamanden skal serveres.
- Kog grødris og mælk op under omrøring i en stor gryde. Skru ned for varmen når risengrøden koger og lad den koge ved svag varme i 30-45 minutter under omrøring indimellem indtil risengrøden får en tyk konsistens. Dæk risengrøden med plastikfilm og stil den i køleskabet natten over.2 1/4 dl grødris, 1½ liter mælk
- Kom den kolde risengrød i en stor røreskål. Skrab kornene ud af vaniljestangen og mos dem sammen med 15 g af sukkeret. Tilsæt vaniljen og det resterende sukker til risengrøden.1 vaniljestang, 75 g sukker
- Pisk piskefløden til en letpisket flødeskum og kom det i skålen med risengrød. Rør risalamanden sammen med en grydeske.6 dl piskefløde
- Smut og hak mandlerne groft. Husk at gemme en hel mandel til mandelgaven! Tilsæt de hakkede mandler til risalamanden og rør rundt, til de er godt fordelt.150 g mandler
- Opvarm kirsebærsaucen i en lille gryde kort inden risalamanden skal serveres.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar