Marengs talkage med mascarponecreme og sommerbær
En talkage er en fantastisk måde at fejre fødselsdage, jubilæer eller andre særlige mærkedage på – og når den laves som pavlova, får du en ekstra let, luftig og festlig kage, der smelter på tungen og ser imponerende ud – uden at den er svær at lave!
I anledning af min datters 6 års fødselsdag bagte jeg to pavlova talkager til vores 20 gæster og pyntede dem med friske sommerbær: jordbær, hindbær, blåbær og kirsebær. De blev spist rub og stub, og gæsterne var vilde med den lette og friske kombination af sød marengs med syrlige og søde bær.
Hvad er pavlova?
Pavlova er en klassisk dessert, som stammer fra Australien / New Zealand. Den består af en luftig marengsbund, som er sej i midten og sprød udenpå. Den pyntes traditionelt med flødeskum eller creme og frisk frugt, hvilket giver en skøn balance imellem det søde, syrlige og knasende.
Pavlova er den oplagte festkage
Jeg elsker at servere pavlova til fødselsdag og fest fordi:
- Marengsbunden kan bages dagen før og cremen kan laves i god tid.
- Den ser imponerende og festlig ud, men er nem at lave.
- Den er supernem at lave til mange gæster.
- Kan tilpasses årstiden: Brug sommerbær, vinterfrugter, tropiske frugter, osv.
- Den er naturligt glutenfri, hvis man har gæster med glutenfri behov.
Sådan sprøjtes marengsbunden til en pavlova talkage
Marengs holder sin form når den bages, dvs. den hverken hæver, krymper eller på anden vis ændrer form. Det betyder, at den kommer til at se ud præcis, som du sprøjter den – så gør dig umage! 😉
Når man skal sprøjte en marengsbund, som skal forestille et tal, er det en fordel at bruge en skabelon. Tegn en skabelon for dit tal spejlvendt på et stykke bagepapir. Vend bagepapiret om (så tusch/blyant ikke smitter af på marengsen) og læg det på en bageplade. Så er du klar til at sprøjte!
Sådan gør du:
- Fyld marengs i en sprøjtepose med en rund tylle, gerne med et ret stort hul (10-16 mm).
- For at få det fine “boble” udtryk på talkagen skal der sprøjtes små marengstoppe langs tallets ydre og evt. indre kanter.
- Sprøjt til sidst marengs i lange baner for at fylde tallet ud og glat det lidt ud med en paletkniv.


Tips til at bage pavlova uden revner
Det er nemt at lave marengs, men det er desværre lige så nemt at ende med et middelmådigt resultat hvis man ikke bager den korrekt. Marengs har tendens til at sprække og/eller brune hvis den bages forkert, og det ødelægger udtrykket af den fine marengs talkage.
Det er vigtigt at følge disse instrukser for den bedste afbagning:
- Bag altid marengs i en forvarmet ovn (80° varmluft)
- Stil bagepladen midt i ovnen
- Bag marengsbunden i cirka 2-2,5 timer. Den er færdig når den er så tør, at den næsten slipper bagepapiret når du forsigtigt rykker på den
- Sluk ovnen og lad marengsbunden stå inde i ovnen med døren på klem i yderligere 1 time
- Tag bagepladen ud af ovnen og lad den hvile på køkkenbordet i mindst 15 minutter inden du flytter din marengsbund
Sådan pynter man en pavlova talkage
Det er nemt og sjovt at pynte sin pavlova talkage! Jeg har pyntet min talkage med en lækker, luftig vanilje mascarponecreme, og masser af friske sommerbær (jordbær, hindbær, blåbær og kirsebær).
Sådan gør du:
- Skyl bærrene og tør dem ekstra grundigt med køkkenrulle.
- Fyld din creme eller flødeskum i en sprøjtepose med rund tylle og sprøjt toppe ligesom du gjorde med marengsen, langs tallets kanter. Fyld ligeledes midten ud med creme.
- Pynt talkagen med bær oven på cremen. Undgå så vidt muligt, at dine bær rører marengsbunden, da vand fra bærrene kan blødgøre marengsen.


Opbevaring af pavlova talkagen
Pavlova har den store fordel, at nogle af elementerne kan laves forud, hvis de opbevares korrekt. Se herunder:
- Marengsbund: Opbevar den tørt og lufttæt ved stuetemperatur i op til 2 dage. Dæk den løst med plastikfilm eller sølvpapir.
- Mascarponecreme: Kan laves om morgenen på dagen for servering og fyldes i en sprøjtepose. Opbevar det i køleskabet.
- Pavlova pyntet med creme og frugt: Laves så tæt på servering som muligt (max 2 timer før) og opbevares i køleskabet.
Er der rester? Pavlova skal spises samme dag, som den anrettes, så der må deles ud til naboerne 😉


Opskrift
Pavlova talkage
Ingredienser
Marengs:
- 150 g æggehvider
- 150 g sukker
- 150 g flormelis
- 1½ tsk friskpresset citronsaft
- 1½ tsk majsstivelse
- 1 vaniljestang
Vanilje mascarponecreme:
- 125 g mascarpone
- 350 g piskefløde
- 25 g flormelis
- 1 vaniljestang
Pynt (cirka mængder):
- 200 g jordbær
- 150 g hindbær
- 125 g blåbær
- 150 g kirsebær
Sådan gør du
Forberedelse:
- Tegn en tal skabelon på et stykke bagepapir (spejlvendt). Vend bagepapiret med blyant-siden nedad på en bageplade, så du kan se skabelonen igennem.
Marengsbund:
- Pisk æggehviderne ved middel hastighed på en røremaskine med piskeris i 30-60 sekunder, til de begynder at skumme. Tilsæt sukker lidt ad gangen, imens du fortsætter med at piske. Når alt sukkeret er tilsat, pisk ved høj hastighed indtil marengsen er stiv og kan danne spidser, som kun buer let på toppen.150 g æggehvider, 150 g sukker
- Sluk røremaskinen. Tilsæt flormelis, citronsaft, majsstivelse og kornene fra vaniljestangen. Brug en dejskraber til forsigtigt at vende det i marengsen.150 g flormelis, 1½ tsk friskpresset citronsaft, 1½ tsk majsstivelse, 1 vaniljestang
- Fyld marengsen i en sprøjtepose med en rund tylle (10-16 mm). Sprøjt marengstoppe tæt langs tallets ydre kant og evt. indre kant. Udfyld derefter tallet med baner af marengs og glat evt. midten lidt ud med en paletkniv.
- Bag marengsbunden ved 80 grader (varmluft) i 2-2 1/2 timer. Sluk ovnen, åben lågen på klem, og lad den stå i ovnen i yderligere 1 time.
- Tag bagepladen ud af ovnen og lad marengsbunden stå på bagepladen i mindst 15 minutter. Løsne forsigtigt marengsbunden med en paletkniv eller køkkenkniv og flyt den over på serveringsfadet. Hvis marengsen først skal bruges dagen efter, dæk den løst med sølvpapir og opbevar den et tørt sted ved stuetemperatur.
Vanilje mascarponecreme:
- Sæt skål og piskeris fra en røremaskine i køleskabet i 15 minutter.
- Kom mascarpone, piskefløde, flormelis og kornene fra vaniljestangen i den kolde skål. Pisk ved middel hastighed, indtil cremen tykner, og der dannes bløde toppe. Vigtigt: Overpisk ikke cremen, da den let kan skille!125 g mascarpone, 350 g piskefløde, 25 g flormelis, 1 vaniljestang
- Fyld mascarponecremen i en sprøjtepose med en rund tylle (10-16 mm). Sprøjt toppe af mascarponecreme langs tallets ydre og evt. indre kant. Udfyld midten med en stribe creme og glat evt. lidt med en paletkniv.
Pynt:
- Skyl bærrene og dup dem tørre med køkkenrulle. Pynt talkagen med bær oven på mascarponecremen. Undgå så vidt muligt at frugten rører marengsbunden, da væske fra bærrene kan gøre marengsbunden blød.200 g jordbær, 150 g hindbær, 125 g blåbær, 150 g kirsebær
- Server straks eller opbevar pavlovaen i køleskabet indtil servering.
Noter





























