Det bedste ved at bo i hus fremfor lejlighed er helt klart solrige eftermiddage i haven. Masser af plads til at Maya kan tulle rundt og lege og jeg kan ligge på langs på sofaen imens. En anden skøn ting ved vores have er, at den er fyldt med spiselige lækkerier, som jeg kan bruge i desserter. Denne vidunderlige citron- og blåbærtærte er lavet med ingredienser fra haven: blåbær, brombær og syren.
En tærte med to slags curd
Tærten består af en sprød mørdejsbund og to lag curd: lemon curd og blåbær curd. Frugt curd er sådan et fantastisk element i desserter. Det kan bruges som smørrelse på boller og scones, sammen med is eller som fyld i kager og tærter. Det adskiller sig fra creme ved at have et meget højt indhold af frugt som gør, at det får en meget kraftig frugtsmag og farve.
Lemon- og blåbærcurd tyknes med æg under opkogning og det er temperaturen der afgør, hvornår det er færdigt. Derfor er det smart at bruge et sukkertermometer til at kontrollere, hvornår curden har den helt rigtige konsistens. Hvis curden ikke er varm nok kan man risikere, at den ikke sætter sig nok og løber, når man skærer tærten. Hvis den får for længe risikerer man, at den klumper eller brænder på.
Sådan bager man en skarp tærtebund
Den skarpe, ensartede tærtebund opnås ved at bruge en perforeret tærteform, dvs. en tærteform med huller og uden bund. Hullerne gør, at der slipper luft ud under bagning, som giver en perfekt sprød og ensartet afbagning, og forhindrer tærten i at hæve under bagningen. Hvis man bruger en almindelig tærteform uden huller og med bund kan det ikke undgås, at den hæver og kryber – også selvom der prikkes huller med en gaffel.
For et endnu flottere resultat bør man bruge en perforeret bageplade med en perforeret silikonemåtte ovenpå. Så får man også en perfekt sprød bund, der ikke hæver på midten.
Pynt blåbærtærten
Tærten er smuk i sig selv, med den flotte lilla farve, og kan serveres som den er. Man kan også dekorere toppen hvis man ønsker det. Jeg har pyntet min tærte med blåbær, brombær og syren blomster, alt sammen fra haven. Og så har jeg drysset lidt små stykker af hvid chokolade.
Holdbarhed og opbevaring
Tærten bør opbevares i køleskabet indtil servering og holder sig god i op til 3 dage hvis den dækkes med plastikfilm eller er i en lufttæt beholder. Bunden er dog bedst (mest sprød) på første og anden dagen.

Citron- og blåbærtærte
Ingredienser
Tærtebund:
- 80 g flormelis
- 100 g koldt smør
- 1 knivspids salt
- 200-220 g mel
- 30 g mandelmel
- 1 æg
Lemon curd:
- 3/4 dl friskpresset citronsaft
- 2 spsk fintrevet citronskal
- 180 g sukker
- 1 1/2 æg
- 75 g smør
- 3 spsk piskefløde
Blåbær curd:
- 250 g frosne blåbær (optøede)
- 60 g sukker
- 2 spsk majsstivelse
- 2 spsk vand
Fremgangsmåde
Tærtebund:
- Kom flormelis i en skål og tilsæt smørret i små stykker. Tilsæt salt, mel, mandelmel og æg. Ælt dejen sammen med fingrene til en glat mørdej og form en til en kugle.
- Rul dejen ud til 3-4 mms tykkelse i en stor cirkel imellem to stykker bagepapir. Læg dejen i køleskabet i 30 minutter eller i fryseren i 15 minutter, til dejen er kold og fast.
- Tag dejen ud og fjern det øverste stykke bagepapir. Flip dejen over på en bageplade beklædt med bagepapir (ideelt en perforeret bageplade med perforeret silikonemåtte). Fjern det sidste stykke bagepapir.
- Udstik tærtebunden med en perforeret tærteform uden bund på Ø24,5 cm, og lad formen sidde. Fjern den resterende dej og rul den aflangt ud imellem to nye stykker bagepapir. Giv den eventuelt endnu en tur på køl, hvis dejen er blevet slatten. Skær en lang strimmel og placer den langs indersiden af tærteformen, så der dannes en kant. Skær langs toppen af tærteformen med en skarp kniv, så overskydende dej fjernes og tærtens sider får en glat afslutning.
- Bag tærtebunden ved 200 grader (alm. ovn) i 8 minutter, så bunden er delvist bagt.
Lemon curd:
- Kom citronsaft, citronskal, sukker og æg i en lille gryde. Skær smørret i stykker og tilsæt til gryden.
- Opvarm blandingen ved lav varme under piskning med et piskeris indtil smørret smelter. Fortsæt piskning imens blandingen opvarmes yderligere.
- Brug et sukkertermometer til at tjekke temperaturen. Lemon curden er færdig når temperaturen når op på 75-80 grader, hvor man kan se, at den tyknes. Hvis du ikke har et sukkertermometer, så er det når den får konsistens som yoghurt.
- Hæld den færdige lemon curd igennem en sigte ned i en skål. Tilsæt piskefløde og rør rundt.
- Hæld den stadig varme lemon curd i tærteformen og bag den ved 180 grader (alm. ovn) i 10 minutter.
- Tag tærten ud af ovnen og stil den i køleskabet indtil den når stuetemperatur (30-45 min).
Blåbær curd:
- Blend blåbærrene i en food processor eller blender indtil du har en glat puré. Sigt puréen for at få en helt glat blåbærsaft – der skal blive 2 dl saft. Hvis puréen er svær at sigte fordi blåbærrene er lidt frosne, kan den varmes let op i en gryde.
- Hæld blåbærsaften i en lille gryde og tilsæt sukker. Rør majsstivelse og vand sammen i et lille glas og tilsæt det til gryden.
- Opvarm blåbærsaften ved middel varme under konstant piskning, indtil den når 75 grader, og den tyknes.
- Fordel blåbær curd oven på lemon curd laget i tærteformen og glat det ud med en paletkniv.
- Stil tærten på køl i minimum 2 timer inden servering.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar