Hurtig og nem kanelkage

17 stemmer
Mange har en kage, de altid vender tilbage til. Ofte en kage som er hurtig og nem, og som man ved aldrig slår fejl. For mig er det denne kanelkage! Svampet og luftig med sprød kaneldrys på toppen, og så er den er klar på en time!
Den bedste kanelkage. Opskrift fra Bageglad

En nem og hurtig kanelkage

Okay, det her er en af de mest solide kage-opskrifter i mit repetoire. Sådan en opskrift jeg altid vender tilbage til, fordi jeg ved at jeg får et supergodt lækkert resultat – hurtigt. Den her vidunderlige kanelkage er svampet og luftig, med en sprød knasende overflade. Sådan en kage hvor man tænker, man bare skal have ét stykke, men ender helt sikkert med at tage to. Sådan en kage hvor man tænker, ej nu har jeg bagt for meget kage – men det hele bliver spist 😉

Her er 5 gode grunde til at bage denne kanelkage:

  • Den er virkelig nem og det kan stort set ikke lade sig gøre at kludre i den (medmindre du bager kagen på varmluft!)
  • Kanelkagen er klar på kun 1 time!
  • Den kan bages til mange, opskriften kan fordobles eller tredobles
  • Den kan bages i rund form, firkantet form og kan endda også laves som kanelmuffins
  • Den holder sig god i flere dage – og kan fryses hvis der er rester

 

Svampet og god kanelkage opskrift

Tips til at bage kanelkage

  • Sørg for at piske æg og smør meget luftigt – brug gerne elpisker eller røremaskine.
  • Sigt de tørre ingredienser over i de våde for det bedste luftige resultat.
  • Hold godt øje med kagen under bagning. Alle ovne er forskellige, så brug tiden som udgangspunkt og tjek løbende kanelkagen.

Tjek om kanelkagen er færdigbagt

Stik en strikkepind eller træspyd i midten af kagen. Kagen er færdigbagt når der ikke hænger dej ved. Tag straks kagen ud og stil den på en bagerist til afkøling.

Valg af bageform

Kanelkagen kan både bages i en rund springform eller i en firkantet bageform. Den kan endda også bages som kanelmuffins.

Det er vigtigt at bruge en bageform, som er beregnet til formålet, og ikke alternativer som for eksempel et ovnfast fad. Det vil ikke give den samme gode afbagning, som man får ved at bruge en bageform.

Dit valg af bageform kan have indflydelse på bagetiden, så brug bagetiden som et udgangspunkt og hold øje med kagen under bagning for at sikre, at du får en svampet luftig kanelkage.

Opbevaring og frysning af kanelkage

Denne kanelkage er dejlig svampet og holder sig god i flere dage. Den bør opbevares godt tildækket med plastikfilm på køkkenbordet.

Kanelkagen er også velegnet til frysning. Skær kagen i stykker eller frys den hel. Vigtigst er at dække den i flere lag plastikfilm og også gerne ned i en stor frysepose, så kan den fryses i op til 3 måneder.

Den bedste kanelkage. Opskrift fra Bageglad

Opskrift

Nem og hurtig kanelkage

17 stemmer
Fantastisk svampet kanelkage med kaneldrys som er både hurtig og nem. En perfekt kage til eftermiddagskaffen eller klassens time, da den er nem at bage til mange.
Tid i alt: 1 time 15 minutter
Mængde: 12 personer
Udskriv Pin

Ingredienser

Kanelkage:

  • 4 æg
  • 300 g sukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 spsk stødt kanel
  • 4 dl mel
  • 150 g smør
  • 1,5 dl vand

Kaneldrys:

  • 50 g smør
  • 1 dl sukker
  • Stødt kanel efter smag

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader (alm. ovn).
  • Pisk æg og sukker sammen i en skål med piskeris, elpisker eller på en røremaskine.
    4 æg, 300 g sukker
  • Smelt smørret og lad det køle lidt af.
    150 g smør
  • Kom imens mel, bagepulver og kanel i en anden skål og rør det godt sammen. Sigt melblandingen over i æggemassen.
    2 tsk bagepulver, 4 dl mel, 2 spsk stødt kanel
  • Tilsæt det smeltede smør og vand. Rør den flydende dej sammen med piskeris, elpisker eller på en røremaskine.
    1,5 dl vand
  • Smør din bageform, for eksempel en firkantet bageform på 22x32 cm eller en springform på Ø 26 cm. Hæld dejen i bageformen.
  • Smelt smørret til kaneldrys. Pensl kagens overflade med det smeltede smør med en bagepensel. Rør sukker og kanel sammen til kanelsukker og drys det oven på smørret i et ensartet lag på hele kagen.
    50 g smør, 1 dl sukker, Stødt kanel efter smag
  • Bag kanelkagen ved 180 grader (alm. ovn) i 45-60 minutter*.

Noter

*Bagetiden varierer altefter hvilken bageform du bruger. Tjek kagen undervejs så du er sikker på at få den rigtige afbagning. Kanelkagen er færdigbagt når der ikke længere hænger dej ved en strikkepind eller tandstik der stikkes i midten af kagen.
Kanelkagen er fryseegnet i op til 3 måneder.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

 

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

4,83 from 17 votes (14 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




9 kommentarer

    1. Jeg har ingen airfryer, men så vidt jeg kan læse mig til på nettet kan man sagtens bage kage i en airfryer.
      KH Trine

  1. 5 stars
    Har bagt denne kage mange gange og altid et hit.Putter sommetider også revet appelsinskal i fra en appelsin og i stedet for den nævnte mængde vand, saften fra appelsinen samt lidt vand, så det bliver til 1,5 dl. Det er sandelig også et hit og måske lidt hakkede nødder eller mandler på toppen😋

  2. Hej
    Er punkt 7 og 8 ikke byttet rundt? Jeg kan i hvertfald ikke pensle det dej jeg har hældt i bradepanden 😊

    1. Hej Heidi
      Nej den er skam god nok 😉 Smørret pensles på den ubagte dej. Det danner den lækreste kanelskorpe på dejen!
      KH Trine

  3. 5 stars
    Meget lækker kage – den smager virkelig dejligt. Har lagt glasur på i et tyndt lag – dee smagte godt.
    Tak for opskriften.

Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke