Om min marcipan horn opskrift
Jeg har glædet mig til at dele denne opskrift med jer, mit yndlings bagværk – nemlig marcipanhorn. Åh de er så lækre! Om de serveres lune eller kolde. Jeg får altid helt ondt i maven fordi jeg spiser for mange af dem. De er som croissanter, men BEDRE, for hornene er lavet af en lækker gærdej med remonce drysset med sukker. Det bliver bare ikke bedre!
Dette er en af vores gamle opskrifter i familien og efter min mening den bedste opskrift på horn, man kan finde. Jeg elsker at komme marcipan i hornene, men hvis man ikke kan lide marcipan kan man komme smør i hornene i stedet, så de bliver til smørhorn. Jeg foretrækker dog luksusversionen af horn med marcipan, guf guf!


Opskrift
Marcipan horn
Ingredienser
Horn:
- 75 g gær
- 2 ½ dl mælk
- 500 g mel
- 1 spsk sukker
- 1 tsk salt
- 250 g smør (blødt)
Remonce:
- 100 g smør (blødt)
- 100 g sukker
- 75 g marcipan
- ¼ tsk kardemomme
Pynt:
- 1 æg (til pensling)
- Perlesukker (til drys)
Sådan gør du
- Rør gæren ud i mælken i en stor skål. Tilsæt mel, sukker, salt og smør og ælt blandingen sammen til en ensartet dej.75 g gær, 2 1/2 dl mælk, 500 g mel, 1 spsk sukker, 1 tsk salt, 250 g smør
- Lav fyldet ved at mose smør, sukker, marcipan og kardemomme sammen til en remonce.100 g smør, 100 g sukker, 75 g marcipan, 1/4 tsk kardemomme
- Del dejen i tre portioner. Rul hver portion ud til en cirkel med en diameter på cirka 25 cm. Skær cirklen ud i otte dele.
- Kom en teskefuld fyld langs yderkanten på hver trekant. Rul hver trekant sammen fra den brede ende ind mod midten, så den former et horn. Sørg for, at spidsen slutter på bunden af hornet, så fyldet ikke render ud, når de bages. Gentag processen med de to næste portioner.
- Placer hornene på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl dem med æg. Drys perlesukker på hornene. Lad hornene hæve et lunt sted i cirka 20 minutter.
- Bag hornene ved 250 grader almindelig ovn i cirka 15 minutter, til de er gyldne.
Sådan formes marcipanhorn
Hornene formes ved at rulle dej ud i en cirkel, som skæres ud, og der lægges fyld langs kanterne. Det er samme fremgangsmåde som når man for eksempel laver pølsehorn.
Dejen til hornene er fyldt med smør og er godt klistret. Sørg derfor for at komme mel på bordet, inden dejen rulles ud. Dejen skal deles i tre og hver portion rulles ud til en stor cirkel, som deles i otte stykker. Der lægges en klat fyld på hver trekant og trekanterne rulles fra den brede side ind mod midten, så de former et horn.
Hornene sættes på en bageplade beklædt med bagepapir. De pensles og der drysses sukker på og så efterhæver de inden bagning.


Tips til at få den perfekte afbagning
- Horn skal have høj varme i kort tid for at opnå en sprød og gylden overflade.
- Hornene skal placeres på en bageplade beklædt med bagepapir med god afstand imellem, da de hæver under bagning.
- Bag bagepladerne én ad gangen ved almindelig ovn indstilling for det bedste resultat.
- Bagetiden er cirka 15 minutter, men alle ovne er forskellige, så hold øje de sidste par minutter.
- Lad hornene køle helt af på en bagerist, så bunden forbliver sprød.
Resultatet er PERFEKTE marcipanhorn eller smørhorn som har den bedste smag du nogensinde kan forestille dig.
































39 kommentarer
Kan det passe at de kun skal hæve en gang? Eller læser jeg opskriften forkert
Hej Marianne
De skal kun hæve én gang 🙂 God fornøjelse!
KH Trine
Skal mælken være lun eller kold?.
Fint at bruge lun mælk, men pas på den ikke bliver over 40 grader.
KH Trine
Jeg har lige bagt 24 horn og hvor smager de pragtfuld så fine