De fleste familier har visse desserter, der bare altid er et hit og som man aldrig bliver trætte af. Hos os er en af disse min mors kanelsnegle, som smager himmelske og som man simpelthen ikke kan lave om på. Hun har flere gange forsøgt at imponere os med variationer, men de bliver aldrig lige så populære som hendes helt klassiske kanelsnegle med glasur.
Derfor må jeg understrege at disse grove kanelsnegle altså ikke er en erstatning for de klassiske (fantastiske!) kanelsnegle. Opskriften på dem vil jeg dele med jer en anden god gang. Disse grove kanelsnegle er derimod mere velegnede som et lille mellemmåltid eller til de dage hvor man skal holde lidt igen med sukkeret.
Dejen til disse kanelsnegle er lavet på fuldkornsmel og fyldet på æble og banan, hvilket resulterer i remons-lignende fyld, ligesom i klassiske kanelsnegle – bare sundere.
Fremgangsmåden for disse kanelsnegle er som ved klassiske kanelsnegle: dejen æltes sammen og rulles ud i en stor firkant. Her fordeles fyldet på.
Dejen rulles sammen og skæres ud i stykker på 1-2 cms bredde, altefter hvor tykke de skal være.
Skiverne fordeles på en bageplade og presses forsigtigt lidt flade, uden at ødelægge “sneglemønsteret”. Når de har været i ovnen i 10 minutter tages de ud og pensles med flydende honning, hvorefter de sættes ind igen. Dette gentages igen efter 7-8 minutter, så de får endnu et lag honning. Bag dem igen i 2-3 minutter til de har fået god kulør. Lad dem herefter køle af på en bagerist.
Kanelsneglene er bedst lune men kan også sagtens spises kolde.

Grove kanelsnegle med æble og banan opskrift
Ingredienser
Snegledej:
- 15 g gær
- 1½ dl mælk
- ½ dl vand
- 1 æg
- 1 tsk olie
- ½ tsk salt
- 1 tsk sukker
- 150 g groft speltmel eller andet fuldkornsmel
- 150 g hvedemel
Fyld:
- 15 g smør
- 3 bananer
- 1½ æble
- 40 g brun farin
- 2 spsk kanel
- 2-3 spsk flydende honning
Fremgangsmåde
- Rør gæren ud i lunken mælk. Tilsæt vand, æg, olie, salt, sukker. Ælt nu spelt- og hvedemel i dejen til du får en glat og smidig dej. Lad dejen hæve ved stuetemperatur i en time.
- Skær bananerne ud i skiver og æblen i tynde strimler eller tern. Kom frugten i en skål og tilsæt brun farin og kanel og rør det sammen.
- Rul dejen ud til en stor rektangel. Smelt smørret og pensl dejen med det. Fordel nu "remonsen" med frugt udover i et ensartet lag. Rul dejen sammen til en lang pølse og skær stykker på 1-2 cms tykkelse ud.
- Placer hver kanelsnegl på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk den en anelse flad uden at ødelægge mønstret.
- Bag sneglene ved 200 grader i 10 minutter. Pensl dem med flydende honning. Lad dem bage i yderligere 7-8 minutter og pensl dem igen med honning. Lad dem bage i yderligere 2-3 minutter og lad dem derefter køle af på en bagerist.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
6 kommentarer
Dejen fungere ikke særlig godt, måtte bruge noget mere mel end opskriften siger, for at få dejen til at hænge sammen, brugte fuldkornshvedemel og hvedemel.
Hej Karina
Der er forskel på mel, så man skal selvfølgelig tilpasse mængden. Forholdene i dit hjem påvirker det også. Men hvis du har tilføjet meget mel må din dej være blevet for tør.
De ser rigtig lækker ud. hvis man ikke kan tåle Banan, kan man så bare butte noget mere æble i?
/Samantha
Hej Samantha,
Bananerne gør fyldet cremet, men du kan prøve dig frem med mere æble – så skal du nok komme mere honning i også. Lad mig høre hvordan det går!
Er ikke bleg for at prøv noget nyt så sneglen skal også prøves en dag
Hej Rita, det skal du glæde dig til – tror ikke du bliver skuffet!