Lækre marcipanhorn med remonce
Disse marcipan horn er muligvis mit yndlingsbagværk! De er lavet af en blød, smørfyldt gærdej med en lækker remonce af marcipan, smør, sukker og kardemomme. Hornene får en gylden overflade med et sprødt lag perlesukker og smager skønt både lune og kolde.
Opskriften er en gammel familiefavorit, og efter min mening den bedste opskrift på horn, man kan finde. Jeg elsker at komme marcipan i hornene, men hvis man ikke kan lide marcipan kan man komme smør i hornene i stedet, så de bliver til smørhorn. Jeg foretrækker dog luksusversionen af horn med marcipan, guf guf!
Det bedste er, at hornene egner sig rigtig godt til frysning. Så man kan bage en stor portion og altid have lækkert bagværk klar til eftermiddagskaffen eller uventede gæster.

Ingredienser til marcipan horn
Disse marcipan horn er nemme og kræver ingen avancerede ingredienser. Her får du lidt råd omkring de vigtigste ingredienser:
- Marcipan: Brug almindelig marcipan egnet til bagning. Marcipanen giver remoncen en skøn mandelsmag, og man kan justere mængden lidt efter, hvor tydelig marcipansmagen skal være. Kvaliteten af marcipan varierer, og her får man typisk, hvad man betaler for. Marcipan med et højt indhold af mandler har typisk en mere intens mandelsmag og en mindre sød smag end billigere varianter med mere sukker, og smager altså bedre i en remonce.
- Smør: Brug rigtigt saltet smør egnet til bagning i både dejen og remoncen. Det giver hornene deres karakteristiske smørsmag og lækre konsistens.
- Kardemomme: En smule kardemomme giver remoncen en mild, krydret smag, der passer godt sammen med marcipanen. Den kan udelades, hvis man foretrækker en mere ren smag af marcipan.
- Perlesukker: Jeg pynter mine horn med perlesukker for en let knasende og sprød overflade. Man kan bruge almindeligt sukker eller rørsukker i stedet for, dog uden at få samme knas.
Sådan laver man en god dej til marcipan horn
Når man laver gærdej til horn, er det vigtigt at ælte dejen godt, så den bliver ensartet og smidig. Start med at røre gæren ud i mælken, inden mel, sukker, salt og blødt smør tilsættes. Ælt dejen, til alle ingredienserne er samlet, og dejen er glat og ensartet.
Smørret gør dejen blød og giver hornene deres lækre, smørbagte smag. Det er derfor vigtigt at bruge blødt smør, så det nemt kan arbejdes ind i dejen. Dejen må gerne være lidt blød, men den skal kunne håndteres uden at klistre alt for meget. Tilsæt kun lidt ekstra mel, hvis det er nødvendigt, da for meget mel kan gøre hornene tørre.
Sådan formes marcipan horn
Det kan se svært ud at folde marcipan horn, men det er faktisk virkelig nemt. Dejen formes på samme måde som til eksempelvis pølsehorn: Man ruller dejen ud til en cirkel og skærer den i trekanter, som rulles sammen til horn.
- Del dejen i tre lige store portioner, og rul hver portion ud til en cirkel på cirka 25 cm i diameter.
- Skær hver cirkel i otte trekanter.
- Læg cirka en teskefuld remonce langs den brede ende af hver trekant.
- Rul trekanten fra den brede ende ind mod spidsen, så den former et horn. Sørg for, at spidsen ender under hornet, så det ikke åbner sig under bagning.
- Placer hornene på en bageplade med bagepapir med god afstand imellem.
- Pensl med sammenpisket æg, og drys med perlesukker.
- Lad hornene efterhæve et lunt sted i cirka 20 minutter, inden de bages.
Dejen indeholder en del smør og kan derfor være lidt klistret at arbejde med. Drys lidt mel på bordet, når dejen rulles ud, så den ikke hænger fast. Undgå dog at bruge mere mel end nødvendigt, da det kan gøre de færdige horn tørre.
Sådan får man en god afbagning på marcipan horn
Disse marcipanhorn skal bages ved høj varme (250 grader på almindelig ovn indstilling) i kort tid, cirka 15 minutter. Den høje temperatur får hornene til at hæve hurtigt og giver en gylden overflade og en let sprød skorpe, mens hornene stadig forbliver bløde indeni.
Sørg for god afstand imellem hornene når de bager, da de hæver en hel del under bagningen. Bag helst én plade ad gangen ved almindelig ovnindstilling, så varmen fordeles jævnt.
Bagetiden kan variere fra ovn til ovn, så hold øje med hornene de sidste par minutter. De skal være gyldne på overfladen og gennembagte i midten. Lad dem køle af på en bagerist, så dampen kan slippe væk, og bunden ikke bliver blød.
Variationer af marcipan horn
Du kan variere marcipan hornene på følgende måder:
- Smørhorn: Undlad marcipanen, og brug i stedet smør som fyld, hvis man foretrækker horn uden marcipan.
- Mere kardemomme: Skru en smule op for kardemommen i remoncen, hvis man holder af den krydrede smag.
- Anden pynt: Perlesukker kan udelades, hvis man foretrækker en mere enkel overflade. Man kan også sprøjte glasur på hvis man vil have en sødere smag.
Opbevaring og frysning af marcipan horn
Marcipanhorn smager skønt nybagte, men de er også oplagte at fryse. Lad hornene køle helt af, inden de pakkes i en fryseegnet pose eller beholder.
De kan tages op efter behov og tø op ved stuetemperatur. Hvis man ønsker en friskbagt overflade, kan de lunes kort i ovnen efter optøning.
Spørgsmål til opskriften
Kan man lave marcipanhorn uden marcipan?
Ja, man kan lave smørhorn i stedet. Undlad marcipanen, og brug smør som fyld.Hvorfor løber remoncen ud under bagning?
Det kan ske, hvis der kommer for meget fyld i hornene, eller hvis spidsen ikke er placeret under hornet. Brug cirka en teskefuld remonce pr. trekant, og sørg for at rulle hornene tæt sammen.Hvorfor skal hornene bages ved så høj varme?
Den høje temperatur hjælper hornene med at få en gylden overflade på relativt kort tid. Hold øje med dem under bagningen, da ovne kan varme forskelligt.

Opskrift
Marcipan horn
Ingredienser
Horn:
- 75 g gær
- 2 ½ dl mælk
- 500 g mel
- 1 spsk sukker
- 1 tsk salt
- 250 g smør (blødt)
Remonce:
- 100 g smør (blødt)
- 100 g sukker
- 75 g marcipan
- ¼ tsk kardemomme
Pynt:
- 1 æg (til pensling)
- Perlesukker (til drys)
Sådan gør du
- Rør gæren ud i mælken i en stor skål. Tilsæt mel, sukker, salt og smør og ælt blandingen sammen til en ensartet dej.75 g gær, 2 1/2 dl mælk, 500 g mel, 1 spsk sukker, 1 tsk salt, 250 g smør
- Lav fyldet ved at mose smør, sukker, marcipan og kardemomme sammen til en remonce.100 g smør, 100 g sukker, 75 g marcipan, 1/4 tsk kardemomme
- Del dejen i tre portioner. Rul hver portion ud til en cirkel med en diameter på cirka 25 cm. Skær cirklen ud i otte dele.
- Kom en teskefuld fyld langs yderkanten på hver trekant. Rul hver trekant sammen fra den brede ende ind mod midten, så den former et horn. Sørg for, at spidsen slutter på bunden af hornet, så fyldet ikke render ud, når de bages. Gentag processen med de to næste portioner.
- Placer hornene på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl dem med æg. Drys perlesukker på hornene. Lad hornene hæve et lunt sted i cirka 20 minutter.
- Bag hornene ved 250 grader almindelig ovn i cirka 15 minutter, til de er gyldne.
Sådan formes marcipanhorn
Hornene formes ved at rulle dej ud i en cirkel, som skæres ud, og der lægges fyld langs kanterne. Det er samme fremgangsmåde som når man for eksempel laver pølsehorn.
Dejen til hornene er fyldt med smør og er godt klistret. Sørg derfor for at komme mel på bordet, inden dejen rulles ud. Dejen skal deles i tre og hver portion rulles ud til en stor cirkel, som deles i otte stykker. Der lægges en klat fyld på hver trekant og trekanterne rulles fra den brede side ind mod midten, så de former et horn.
Hornene sættes på en bageplade beklædt med bagepapir. De pensles og der drysses sukker på og så efterhæver de inden bagning.


Tips til at få den perfekte afbagning
- Horn skal have høj varme i kort tid for at opnå en sprød og gylden overflade.
- Hornene skal placeres på en bageplade beklædt med bagepapir med god afstand imellem, da de hæver under bagning.
- Bag bagepladerne én ad gangen ved almindelig ovn indstilling for det bedste resultat.
- Bagetiden er cirka 15 minutter, men alle ovne er forskellige, så hold øje de sidste par minutter.
- Lad hornene køle helt af på en bagerist, så bunden forbliver sprød.
Resultatet er PERFEKTE marcipanhorn eller smørhorn som har den bedste smag du nogensinde kan forestille dig.

































42 kommentarer
Jeg har ledt efter opskrifter til de her horn. De smager pragtfuld.
De smager bare så godt
Mums 😋
Virkelig gode – også meget velegnet til at fryse
Det er en rigtig god dej. Og de smager himmelsk.
Is it possible to translate this recipe in English?
Mangler der ikke noget hævetid?
Nej dejen skal ikke hæve inden bagning.
KH Trine
Hej er de fryseegnet når de er færdig bagte hilsen britt
Hej Britt
Ja de kan sagtens fryses i en frysepose.
Kh Trine
Undre mig over, at der stå at man skal smøre fyld langs kanterne og efterfølgende står der man skal ligge en klat på den yderste kant??
Hej Susanne
Jeg forstår desværre ikke helt dit spørgsmål. I punkt fire i fremgangsmåden står hvordan du skal komme fyld på.
Kh Trine
Kan hornene fryses inden bagningen og skal de i så fald hæve færdige først .
Mvh Vibeke
Skal mælken værer lun glæder mig til at prøve noget nyt
Skal dejen ikke hæves før hornene rulles ud
Hej Anny
Nej dejen skal ikke hæve først 🙂
MVH Trine