Hjemmelavet Twix

8 stemmer
Ved at lave dine egne hjemmelavede Twix tager du den populære chokoladebar til helt nye højder. Med en sprød, smørbagt kiksebund, blød karamel og et tykt lag mælkechokolade af god kvalitet kan de originale barer altså godt pakke sammen!
Hjemmelavet Twix opskrift fra Bageglad

Opskrift på hjemmelavet TwixTwix opskrift

Twix opskrift med kiks, karamel og chokolade

Jeg er kommet sent i julestemning i år, hvilket nok skyldes at jeg lige er kommet hjem fra en dykkerferie i Egypten, hvor der var 30 grader! Men nu hvor jeg har fået spist årets første æbleskiver, vanillekranse og jødekager, har hyggen ramt mig – især efter jeg cyklede hjem igennem Københavns julepyntede gader i dag. Derfor har jeg også kastet mig over årets første konfekt og i år står den på hjemmelavet Twix!

Twix er min yndlings chokoladebar. Jeg er vild med kombinationen af den knasende kiks, den bløde karamel og den cremede chokolade. Og det der med, at der er to i pakken? Genialt! Lige til at dele (eller to til mig!). Så for mig er Twix helt sikkert en klassiker, der aldrig skuffer. Og dog – Twix laves med en halvfesen mælkechokolade (er det overhovedet rigtig chokolade?). Og kiksen er jo egentlig en anelse tør, når man tænker over det. Jeg besluttede mig derfor for at lave min egen Twix for at tjekke, om ikke jeg fortsat har ret i, at hjemmelavet er bedst!

Min Twix opskrift består af en hjemmelavet, sprød, smørbagt kiksebund, toppet med et lag cremet dulche de leche. Og til sidst et lag af mælkechokolade af god kvalitet. Længere nede på siden får du opskriften og jeg lover dig, der bliver ingen rester!

Hvad er Twix?

Twix er en verdenskendt chokoladebar, som er virkelig populær – og det er let at forstå hvorfor! Den består af en sprød kiks dækket af et lag karamel og omsluttet af mælkechokolade.

Ingredienser til hjemmelavet Twix

Det kræver ikke særlig mange ingredienser at lave hjemmelavede Twix, selvom de består af tre lag. Men hvis du ikke bager regelmæssigt, er det ikke sikkert, at du allerede har alle ingredienserne i køkkenskabene. Her er, hvad du skal bruge:

  • Mel: Helt almindeligt hvedemel til bagning fungerer godt til Twix bunden.
  • Rørsukker: Dette kan erstattes af almindeligt hvidt sukker, men rørsukker giver en vidunderlig dyb smag og en mere cremet konsistens til karamellem, så jeg anbefaler helt klart at købe en pose af det.
  • Maizena: Gør Twix bunden blød, så man ikke knækker tænderne på den.
  • Smør: Du skal bruge rigtigt saltet smør til Twix, for smagens og konsistensens skyld!
  • Æggeblomme: Giver struktur til Twix bunden. Gem æggehviden og lav en omelet.
  • Sødet kondenseret mælk: En slags mælk, der er kogt ind til en tykkere konsistens. Det hjælper med at skabe en blød og lækker karamel, som passer perfekt til Twix. Nestlé laver bl.a. en god kondenseret mælk på dåse, der kan købes i større supermarkeder. Én dåse passer til den mængde, der skal bruges til Twix karamellen
  • Glukosesirup: Bruges til at sikre, at karamellen ikke krystalliserer.
  • Vaniljesukker: Giver god smag til din Twix!
  • Mælkechokolade: Prikken over i’et på din Twix er selvfølgelig chokoladen. Køb en mælkechokolade af høj kvalitet for det bedste resultat. Jeg anbefaler Callebaut 823.

Twix konfekt fra Bageglad

Sådan laves hjemmelavet Twix

Det er ikke særlig svært at lave hjemmelavet Twix, så længe man kan finde ud af, at koge en karamel. Der skal laves tre forskellige elementer, som skal have tid til at køle af, så der er lidt venvetid.

Twix består af tre lag:

1. Kiksebund

Først laves kiksebunden. Ingredienserne til dejen æltes sammen til en blød mørdej, som presses ud i en form beklædt med bagepapir. Den bages til den er gylden og køle af i formen.

2. Blød karamel

Min Twix karamel laves på kondenseret mælk fordi det hjælper til at skabe en blød, cremet karamel. Twix karamel skal være blød, ikke sej eller hård, når man bider i et stykke Twix. Man kan naturligvis også koge en klassisk karamel, men jeg anbefaler min karamel med kondenseret mælk fordi den er nem og den får den perfekte bløde konsistens, der er fast nok til at holde form i Twix barerne. Det kan være sværere at ramme den rigtige balance med en klassisk karamel.

Du kan passende koge karamellen imens bunden køler af. Den skal koge i 5-8 minutter til den er gylden og når 100 grader. Karamellen hældes på Twix bunden og fordeles til et ensartet lag med en paletkniv. Karamellen skal stå på køl inden du fortsætter med næste lag.

3. Mælkechokolade

Til sidst skal et lag mælkechokolade fordeles oven på karamellen. Hvis du ønsker et sprødt lag chokolade skal den tempereres – alternativt kan du nøjes med bare at smelte den, så vil du få et mere blødt lag mælkechokolade.

Fordel chokoladen oven på karamellen og glat den ud med en paletkniv eller dejskraber. Lad chokoladen sætte sig et køligt sted (helst 16-18 grader) og ikke i køleskabet, da det er for koldt for chokoladen. Skær derefter dine Twix ud til mundrette bider eller barer.

Twix bund klar til ovnenTwix karamelTwix chokoladeSkære Twix karamel

Hjemmelavet Twix opskrift fra Bageglad

Opskrift

Hjemmelavet Twix

8 stemmer
Tid i alt: 2 timer
Niveau: Middel
Mængde: 30 stk (cirka)
Udskriv Pin

Ingredienser

Twix bund:

  • 150 g mel
  • 65 g rørsukker
  • 10 g majsstivelse
  • 100 g smør
  • 1 spsk koldt vand
  • 1 æggeblomme

Twix karamel:

  • 397 g sødet kondenseret mælk*
  • 130 g rørsukker
  • 85 g smør
  • 1 ½ spsk glukosesirup
  • ¾ tsk vaniljesukker

Twix chokolade:

  • 150 g god lys chokolade

Sådan gør du

Twix bund:

  • Rør mel, rørsukker og majsstivelse sammen i en skål. Smuldr smørret med fingrene i melblandingen indtil du får en krummelignende dej. Saml dejen til en glat dej ved at tilsætte vand og pisket æggeblomme.
    150 g mel, 65 g rørsukker, 10 g majsstivelse, 100 g smør, 1 spsk koldt vand, 1 æggeblomme
  • Kom bagepapir i en form på cirka 21 x 21 cm så bunden nemt kan løftes op efter bagning. Fordel dejen jævnt over bunden ved at bruge fingrene til at mase den ud.
  • Bag bunden ved 180 grader (alm. ovn) i cirka 20 minutter til den er let gylden. Løft bunden op ved hjælp af bagepapiret og lad den køle helt af på en bagerist.

Twix karamel

  • Imens bunden køles af laves karamellen. Kom sødet kondenserede mælk, rørsukker, smør, glukosesirup og vaniljesukker i en lille gryde. Opvarm blandingen ved middel varme til sukkeret og smørret er smeltet - rør indimellem.
    397 g sødet kondenseret mælk*, 130 g rørsukker, 85 g smør, 1 1/2 spsk glukosesirup, 3/4 tsk vaniljesukker
  • Skru nu op for varmen og bring blandingen i kog under omrøring. Bliv ved med at røre de næste 5-8 minutter (eller til karamellen når lidt over 100 grader - brug eventuelt et sukkertermometer). Karamellen skal være lys gylden.
  • Kom Twix bunden på bagepapiret tilbage i bageformen. Hæld karamellen over bunden og glat den jævnt ud med en dejskraber. Stil Twix konfekten i køleskabet i 15 minutter.

Twix chokolade:

  • Smelt 3/4 af mælkechokoladen i mikroovnen, rør indimellem. Den skal nå en temperatur på 45-50 grader målt med sukkertermometer. Tilsæt den resterende 1/4 chokolade og rør til chokoladen er smeltet for at temperere chokoladen. Den skal nå ned på 28-29 grader før den hældes på karamellen.
    150 g god lys chokolade
  • Tag din Twix ud af køleskabet og hæld den tempererede mælkechokolade over. Glat det ud med en dejskraber eller paletkniv.
  • Stil din Twix i køleskabet i cirka 1 time. Skær derefter små Twix firkanter eller barer ud med en skarp kniv.

Noter

*397 g sødet kondenseret mælk er standardmængden i 1 dåse.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

 

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

4,88 from 8 votes (7 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




25 kommentarer

1 2
Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke