En klassisk opskrift på finskbrød
Finskbrød er en klassisk og højtelsket dansk julesmåkage, som i alt sin enkelthed smager helt fantastisk. Jeg har mange dejlige barndomsminder med finskbrød – de minder mig om min vidunderlige mormor og morfar, som altid serverede dem til jul. Derfor synes jeg at finskbrød er en særlig hyggelig småkage – som desuden er virkelig nem at lave!
Denne opskrift på finskbrød er som små aflange stykker smørbagt småkage, drysset med sukker og hakkede mandler – sådan som jeg selv altid har fået dem som barn.
Hvorfor hedder de finskbrød?
Som barn spurgte jeg ofte min mormor og morfar, hvorfor det hedder ‘finskbrød’. Stammer de måske fra Finland? Er det egentlig brød? Min morfar fyldte mig med en masse fis men sandheden er, at finskbrød er en dansk opfindelse og at de bare hedder brød pga. formen. Længere er den ikke!
Sådan formes finskbrød
For at opnå den karakteristiske aflange småkage “brødform”, som kendetegner de finskbrød, skal dejen først rulles til aflange pølser. Pølserne trykkes let flade og skæres efterfølgende ud til små aflange stykker (brød). Jeg var så heldig at have min lille nissehjælper-niece med i køkkenet!


Pynt dine finskbrød
Efterfølgende pensles finskbrødene med æg og der drysses perlesukker og finthakkede mandler på. Det er lettest at gøre efter du har placeret dine finskbrød på bagepladerne, så du ikke skal stå og flytte rundt på æggesnaskede finskbrød efterfølgende.
Sådan smutter du mandler
Kom mandler med skal i en skål og hæld kogende vand over, til de er dækket helt. Lad dem stå og trække i 15-20 minutter. Fisk mandlerne op af vandet én ad gangen og smut den imellem fingrene, så den hvide mandel slipper skallen. Kan alle skallerne stadig ikke komme af, så giv dem et ekstra opkog.


Få den perfekte afbagning på dine finskbrød
Finskbrød skal bages én plade af gangen ved 175 grader (almindelig ovn). De kan stilles tæt på bagepladen da de ikke hæver, så der kan være rigtig mange på en bageplade ad gangen.
Bag finskbrødene i 12-15 minutter. Bagetiden afhænger af din ovn, for alle ovne er forskellige. Hold øje med dem for det kan pludselig gå stærkt. Finskbrødene er færdige når de har fået en dejlig lys gylden farve og skal straks tages ud af ovnen.


Opskrift
Finskbrød
Ingredienser
Finskbrød:
- 375 g mel
- 275 g smør
- 85 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 60 g marcipan
- ½ citron
Mandeldrys:
- 1 æg
- 25 g mandler
- 2-3 spsk perlesukker
Sådan gør du
- Kom melet i en skål. Smuldr smørret ned i melet. Tilsæt sukker og vanillesukker. Riv marcipanen groft på et rivejern og kom det i skålen. Riv skallen fra en halv citron fint på et rivejern og kom også det i skålen. Ælt nu ingredienserne sammen til en smidig småkagedej.375 g mel, 275 g smør, 85 g sukker, 1 tsk vanillesukker, 60 g marcipan, 1/2 citron
- Rul dejen i pølser. Rul en pølse flad med en kagerulle til en tykkelse på cirka 1 cm. Skær dejen ud i smalle stykker. Sæt stykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Gentag processen med resten af dejen.
- Smut mandlerne og hak dem fint.25 g mandler
- Pisk ægget i en lille skål og pensl finskbrødene på toppen. Drys først perlesukker og derefter finthakkede mandler på finskbrødene.1 æg, 2-3 spsk perlesukker
- Bag finskbrødene ved 175 grader (alm. ovn) i 12-15 minutter, til de er let gyldne. Lad dem køle af på en bagerist.





























9 kommentarer
Som at være i himlen. De bedste finskbrød jeg har smagt. Og de er meget svære at gemme. Har du børn, så gem dem godt. De er mums.
Kan dejen mon fryses?
Hej Marie
Ja det kan den sagtens 🙂
De lækreste finskbrød jeg nogensinde har bagt.
De har vagt stor begejstring!
skal der “rigtig” smør i finskbrødene eller er det ex. OMA bagemargarine?
Har lavet disse finskbrød sidste år til jul – og skal bestemt lave dem igen i år.
De er virkelig lækre – også så lækre, at der blev spist for mange af dem 🙁
Jeg kunne derfor tænke mig, at gøre dejen klar, men fryse den ned i portioner, så jeg kan bage lidt hen ad vejen.
Skulle der være noget i vejen for, at dejen kan fryses – ved I det?
Så er jeg igang med anden portion denne jul. Super gode. Kommer aldrig til at bruge nogen anden opskrift.
Jeg lavede finsk brød forleden fra en anden hjemmeside, men de blev kedelige .. ikke som jeg huskede fra dengang jeg var lille ,,, Jeg ser at du bruger marcipan og ding ding … det er jo lige det der manglede … glæder mig allerede til at prøve igen ..
Det såg gott ut 🙂