Kender du det, når man har et par overmodne bananer ved hånden, og man bare er nødt til at bage banankage? Jeg kender følelsen, og lad mig bare sige, denne banankage opskrift er stjernen over dem alle. Den er ikke bare nem, den er garanteret en af de mest saftige banankager, du nogensinde har smagt. Og selvfølgelig har jeg givet den fuld skrue på luksus – min banankage er toppet med en syrlig cream cheese glasur og fyldt med masser af hakket mørk chokolade for en perfekt kombination af sødt, syrligt og bittert.
Om min banankage med chokolade
Denne banankage er sååå lækkert svampet. Så svampet, at den sidder fast på gaflen… på den gode måde. Og endnu bedre bliver den af det tykke lag cream cheese frosting, som giver kagen endnu mere fugt, samt den mest vidunderlige syrlige smag, som komplimenterer sødmen fra bananerne helt perfekt.
Men hvad gør egentlig min banankage særlig? Det er den intense smag af bananer og chokolade – men ikke på en kvalmende sød måde, som jeg personligt synes, mange banankager lider af! Jeg har nøje afbalanceret sødmen fra bananer og sukker med syrligheden fra cream cheese glasuren. Og det er en ganske overdådig smagsoplevelse, hvis du spørger mig! Og prikken over i’et er, at den holder sig god i flere dage. Så du kan nemt nøjes med ét stykke… per dag!
Sådan laves min banankage med chokolade
Den her banankage er utrolig nem at lave. Det kan stort set ikke gå galt, medmindre den får for længe i ovnen – så hold godt øje med den imens den bages.
Først piskes æg og sukker luftigt. Der tilsættes brun farinsukker og blødt smør, som også piskes med. Melet røres i (og nu skal der røres, ikke piskes) og til sidst vendes most banan og hakket chokolade i dejen. Så er den klar til at blive hældt i formen.
Få den perfekte afbagning på din banankage
For at sikre, at din banankage rammer den perfekte gyldne farve og den ideelle konsistens, er afbagningen den afgørende del af processen. Det gælder om at undgå rå dej i midten men også at styre udenom en overbagt, tør og smuldrende banankage. Så lad os dykke ned i nogle essentielle tips:
- Bag banankagen i en form egnet til kagebagning, f.eks. en springform eller firkantet bageform af metal
- Sæt banankagen i midten af ovnen på en bagerist
- Bag banankagen på almindelig ovn indstilling, ikke varmluft
- Bagetiden er 45-55 minutter
- Tjek hvornår banankagen er færdig ved hjælp af priktesten
Priktesten viser hvornår banankagen er færdig
Priktesten er din trofaste allierede. Når du nærmer dig afslutningen af bagetiden, stik forsigtigt en tandstik eller strikkepind i midten af kagen. Hvis den kommer ud ren eller med få smuldrende kagekrummer (ikke våde dejklatter), er det tid til at tage kagen ud.
Glasur til banankage
Der findes mange lækre slags glasur, som passer godt til banankage. For eksempel nutella cream cheese frosting, mørk chokolade ganache eller en klassisk chokolade smørcreme. Min personlige favorit er dog en vanilje cream cheese glasur, da jeg synes syrligheden passer perfekt til sødmen fra bananerne og bitterheden fra den mørke chokolade. Jeg synes at en cream cheese frosting løfter banankagen op i helt nye højder.
Jeg har smurt et tykt lag cream cheese glasur på min banankage og drysset med hakket mørk chokolade. Man kan dog også vælge at smøre hele kagen op med cream cheese glasur i stedet eller at sprøjtepynte kagen. Min cream cheese glasur opskrift egner sig til alle tre fremgangsmåder, da den er stabil nok til at holde form.
Flere gode kageopskrifter:
- Citronkage med birkes
- Blåbær- og citron sandkage
- Brownies med flødeskum og krymmel
- No bake kiksekage
- Hindbærbarer
Banankage med chokolade
Udstyr (indeholder reklame)
- Elpisker
- Røremaskine
Ingredienser
Banankage:
- 1 spsk citronsaft
- 2 1/2 dl mælk
- 250 g mel
- 1,5 tsk natron
- 1,5 tsk vaniljesukker
- 1 knivspids salt
- 200 g sukker
- 2 æg
- 75 g blødt smør
- 75 g brun farin
- 200 g bananer (uden skræl)*
- 100 g grofthakket mørk chokolade
Vanilje cream cheese frosting:
- 1/2 portion af min vanilje cream cheese frosting opskrift
- Evt. lidt grofthakket mørk chokolade
Fremgangsmåde
Banankage:
- Rør citronsaft ud i mælken og stil til side imens dejen røres. Rør mel, natron, vaniljesukker og salt sammen i en skål.1 spsk citronsaft, 2 1/2 dl mælk, 250 g mel, 1,5 tsk natron, 1,5 tsk vaniljesukker, 1 knivspids salt
- Pisk sukker og æg luftigt med elpisker eller på røremaskine i en anden skål. Tilsæt smør i tern og brun farinsukker. Pisk ved høj hastighed til du får en tyk dej.200 g sukker, 2 æg, 75 g blødt smør, 75 g brun farin
- Tilsæt halvdelen af melblandingen og mælken i skålen med æggeblandingen. Rør det sammen med grydeske uden at overpiske. Tilsæt resten af melet og mælken og rør det roligt sammen til en flydende dej.
- Mos bananerne med en gaffel. Tilsæt banan og hakket chokolade til dejen og vend dem så det er fordelt. Hæld banankagedejen i en smurt springform på Ø22 cm, evt. med bagepapir i bunden.200 g bananer, 100 g grofthakket mørk chokolade
- Bag banankagen ved 180 grader (alm. ovn) i 45-50 min. Dæk evt. kagen med sølvpapir efter 30 min, hvis den er ved at blive for mørk. Brug priktesten til at tjekke om kagen er færdigbagt (den er klar når der ikke hænger dej ved en strikkepind/tandstik stukket i midten af kagen).
- Lad kagen køle af i springformen i 15 minutter og stil den derefter i køleskabet til den er kølet helt af, inden glasuren kommes på.
Cream cheese frosting:
- Rør cream cheese frosting efter anvisning i opskriften.
- Fordel den som ønsket på banankagen, når den er kølet helt af. Drys evt. med lidt hakket chokolade
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
1 kommentar
Ser rigtigt godt ud, og rigtig god opskrift!