Om min opskrift på kanelsnegle
Min mor bager verdens bedste kanelsnegle. Så er det sagt 😉 Hele mit liv har denne opskrift på verdens bedste kanelsnegle været fast spiller på listen over familiens yndlingskager, og vi har nydt utallige mængder af disse små sprøde, søde, krydrede herligheder til rigtig mange hyggelige stunder sammen.
Der findes mange holdninger til, hvordan kanelsnegle skal være. Nogle elsker store, tykke kanelsnegle i fad. Andre foretrækker dem af weinerbrød. Jeg elsker dem alle! Men disse klassiske små kanelsnegle med remonce af brun farin, smør og kanel, forbliver fortsat mine yndlings.
Lav bare dobbeltportion for kanelsneglene vil helt sikkert blive revet væk!

Tips til perfekt kanelsnegledej
Undgå tør dej: Tricket til at få helt perfekte kanelsnegle med min opskrift er, at dejen ikke må blive for tør. Når dejen skal æltes sammen skal melet tilsættes lidt af gangen indtil man har en smidig dej, men som stadig er let klistret. Det kan være fristende at tilsætte mere mel, så dejen er lettere at rulle ud, men kom hellere mel på bordet når du ruller den ud, så du undgår tørre kanelsnegle der sprækker under bagningen.
Hævning: Det er også vigtigt at lade dejen hæve til dobbelt størrelse. Dine råvarer og temperaturen kan påvirke hvor lang tid det tager – i udgangspunktet 1/2 time, men det kan tage op til 1 time.
Rul dejen ud: Dejen skal deles i to og hver dej rulles ud til en stor firkant. Så smørres fyldet på, ikke helt til kant. Rul så dejen sammen til en lang pølse og skær pølserne ud i skiver.
Efterhævning: Sæt kanelsneglene på bagepapir på en bageplade og lad dem efterhæve til dobbelt størrelse. Dette tager yderligere 1/2 til 1 time.
Pensle grundigt med æg: Man skal pensle sneglene med æg. Det er dette der giver sneglene den flotte gyldne farve og det hjælper også på at holde remoncen inde i sneglene, så den ikke flyder ud.





Opskrift
Verdens bedste kanelsnegle
Ingredienser
Kanelsnegle:
- 50 g gær
- 1 dl mælk (lunken)
- 1 spsk sukker
- ½ tsk salt
- 1 æg
- 80 g smør (blødt)
- 300 g mel (cirka)
Fyld og bagning:
- 100 g smør (blødt)
- 100 g brun farin
- 2 tsk kanel
- 1 æg (til pensling)
Glasur:
- 2 dl flormelis
- 2-3 tsk vand
Sådan gør du
- Rør gærret ud i lunken mælk i en stor skål. Tilsæt sukker og salt og rør rundt, til det er opløst. Tilsæt æg og blødt smør og lidt af melet og begynd at ælte med hænderne. Tilsæt resten af melet lidt efter lidt, imens der æltes. Tilpas mængden af mel, så dejen til sidst er samlet og smidig men stadig let klistret. Lad dejen hæve tildækket og lunt i 30-60 minutter, til den har dobbelt størrelse.50 g gær, 1 dl mælk, 1 spsk sukker, 1/2 tsk salt, 1 æg, 300 g mel, 80 g smør
- Lav fyldet ved at mose blødt smør, brun farin og kanel sammen med en gaffel i en skål, til en jævn remonce.100 g smør, 100 g brun farin, 2 tsk kanel
- Del snegledejen i to dele. Rul den første del ud til en firkant på cirka 30 x 30 cm. Fordel halvdelen af fyldet på firkanten - det er lettest med bagsiden af en ske eller med en dejskraber. Lad ikke fyldet gå helt ud til kanten, efterlad cirka 1 cm ved hver kant som kun er dej.
- Rul dejen til en pølse med fyldet indeni. Skær dejen ud i cirka 12 stykker. Sæt hver snegl på en bageplade beklædt med bagepapir med lidt afstand imellem.
- Gentag processen med den sidste portion dej og fyld. Lad så sneglene efterhæve i 30-60 minutter, til de er dobbelt størrelse. Pisk et æg og pensl hver snegl grundigt med pisket æg på overfladen - det holder remoncen inde når de bages og giver fin farve.1 æg
- Bag sneglene på midterste rille i ovnen ved 220 grader (alm. ovn) i 8-10 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle helt af på en bagerist.
- Rør glasuren ved at komme flormelis i en skål og tilsætte lidt vand ad gangen og røre, indtil det har den ønskede konsistens. Kom glasuren på de helt afkølede snegle med en lille ske.2 dl flormelis, 2-3 tsk vand






























3 kommentarer
Tak for en go opskrift. Og hvor er det dejligt at mængden er noteret efter hver gøremål så man ikke skal køre op og ned i opskriften hele tiden. Tak
Kan bestemt ikke blive bedre jeg er så glad for at fundet den rigtige vh inger kristine Lange
den er meget god