Min søster og jeg har efterhånden lavet mange slags påskeæg og chokolader, men mine forældres favoritter er fortsat dem med marcipan. I år fik jeg nogle frysetørrede brombær fra Sweet Addiction og besluttede mig for, at lave en god brombærmarcipan til mine påskeæg.
Det er superlækkert at blande frugt i sin marcipan, fordi det giver den meget søde marcipan et friskt twist. Man kan for eksempel blande hindbær, lime, citron, appelsin og altså også brombær i sin marcipan.
Jeg kvaste de frysetørrede brombær i en morter, så de blev næsten pulveriserede, og æltede det ind i marcipanen. Udover at få smag af brombær blev marcipanen også en flot lyserød farve. Jeg formede små påskeæg af marcipanen.
Derefter tempererede jeg noget Callebaut mælkechokolade og dyppede påskeæggene i chokoladen. Jeg dryssede hasselnød krokant fra Sweet Addiction på påskeæggene inden chokoladen stivnede. Læs gerne vores guide til chokoladetemperering inden du går i gang.
Min mor var så begejstret for disse påskeæg at hun har spist et hver dag hele ugen. Smagen af brombær tager til efterhånden som marcipanen trækker og de bliver kun bedre og bedre.
Opskriften giver cirka 8 små påskeæg, så du kan roligt lave dobbeltportion, hvis du får gæster i påsken.
Påskeæg med brombærmarcipan
Ingredienser
- 100 g marcipan
- 4 tsk pulveriseret frysetørret brombær
- 150 g god lys chokolade
- hasselnød krokant (valgfrit)
Fremgangsmåde
- Kvas de frysetørrede brombær i en morter så de bliver så tæt på pulveriseret, som muligt.
- Ælt brombær pulveret ind i marcipanen, til det er helt fordelt og marcipanen er lyserød. Smag evt. til - men bemærk, at smagen bliver kraftigere når marcipanen trækker.
- Form små påskeæg af brombærmarcipanen.
- Smelt og temperer chokoladen. Du kan bruge både lys eller mørk chokolade.
- Dyp påskeæggene et ad gangen i den tempererede chokolade ved hjælp af en dyppegaffel, bank den overskydende chokolade af så overtrækket bliver glat, og placér påskeægget på en rist. Pynt straks med for eksempel hasselnød krokant.
- Gentag processen med de resterende påskeæg. Lad dem stivne helt et køligt sted.
Noter
Brombærsmagen bliver kraftigere jo længere der går, før I spiser påskeæggene.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar