Chokoladen brugt til denne opskrift er sponsoreret af Callebaut
Årets konfektproduktion er i gang og der er travlt i den lille chokoladebiks! Min favorit i år er nok disse glimtende herligheder, som passer perfekt til både jul og nytår.
Chokoladerne har skaller af karamelliseret hvid chokolade pyntet med guldglimmer, og de er fyldt med den lækreste mælkechokolade ganache med mandelkrokant, som giver et skønt knas.
Chokoladeskallerne
Jeg har brugt Callebaut Gold til mine chokoladeskaller, min absolut favoritchokolade! Det er nemt at arbejde med så længe man temperer det rigtigt, og det har sådan en fin farve.
Det er vigtigt at tempere chokoladen, især når man arbejder med chokoladeforme, for ellers vil chokoladerne ikke være til at få ud af formen og chokoladen bliver i øvrigt mat, gummiagtig og kedelig. Følg vores guide til at temperere chokolade hvis du ikke har prøvet det før.
Jeg børstede min chokoladeform med spiseligt guldglimmer inden jeg fyldte den tempererede chokolade i. Det ser så fint ud til den gyldne chokolade.
Mandelkrokant og ganache
Mandelkrokanten kan laves i god tid, jeg har altid en pose med det liggende i december, så jeg kan bruge det til forskellige desserter. Det hakkes groft og stilles klar.
Ganachen røres nemt og hurtigt og skal bare køle let af inden mandelkrokanten røres i og ganachen fyldes i skallerne. Det er lettest at bruge en sprøjtepose eller en lille kande, så man kan dosere det uden at det ender ud over det hele. Skallerne skal fyldes 3/4 op, så der stadig er plads til chokoladelåg (bund).
Chokoladerne holder sig gode i cirka 10 dage – men jeg tror ikke på, at I kan holde fingrene fra dem så længe! 😉
Guld chokolader med knasende ganache
Udstyr (indeholder reklame)
Ingredienser
Chokoladeskaller:
- Spiseligt guldglimmer (valgfrit)
- 300 g karamelliseret hvid chokolade (f.eks. Callebaut Gold)
Mandel krokant:
- 30 g mandler
- 30 g sukker
Mælkechokolade ganache:
- 75 g god lys chokolade
- 1/2 dl piskefløde
- 20 g usaltet smør
Fremgangsmåde
Chokoladeskaller:
- Børst lidt guldglimmer i hullerne i chokoladeformen med en fødevaregodkendt pensel.
- Smelt og temperer 200 gram af den karamelliserede hvide chokolade. Følg gerne vores guide til at temperere chokolade hvis du ikke har prøvet det før.
- Hæld tempereret chokolade i 12 huller i formen til de er fyldte. Bank formen let i bordet for at fjerne eventuelle luftbobler og ryst den også fra side til side for at fordele chokoladen ensartet. Vend formen på hovedet over et stykke bagepapir og lad den overskydende chokolade løbe ud, så der kun er tynde chokoladeskaller tilbage.
- Skrab langs toppen af formen med en paletkniv for at fjerne overskydende chokolade.
- Stil formen på køl til chokoladen er stivnet.
Mandel krokant:
- Fordel mandler og sukker i ét lag på en pande og varm op ved middelhøj varme indtil sukkeret smelter og karameliserer. Ryst eventuelt panden lidt undervejs.
- Rør lidt rundt i mandlerne så de dækkes af karamellen og hæld mandel og karamel fra panden over på et stykke bagepapir.
- Lad det størkne og køle helt af.
- Hak mandel krokanten groft med en kniv.
Mælkechokolade ganache:
- Hak den lyse chokolade og kom den i en skål. Tilsæt smørret.
- Opvarm piskefløde til kogepunktet i en lille gryde under omrøring.
- Hæld piskefløden over chokolade-smørblandingen og lad det stå i et par minutter, til chokoladen er smeltet. Rør langsomt blandingen sammen til en ensartet ganache.
- Tilsæt den hakkede mandelkrokant til ganachen og rør rundt.
- Kom ganachen i en lille sprøjtepose eller kande.
Fyld og bund:
- Sprøjt ganache i de størknede chokoladeskaller til de er næsten fyldte. Sørg for at efterlade lidt plads til bund (låg).
- Stil chokoladeformen i køleskabet i minimum 30 minutter, til ganachen har sat sig.
- Smelt og temperer yderligere 100 gram af den karamelliserede hvide chokolade. Hæld den i den resterende plads i hullerne, så de fyldes helt. Bank formen let i bordet og ryst den lidt fra side til side, så chokoladen fordeles helt uden luftbobler. Skrab langs toppen af chokoladeformen med en paletkniv så overskydende chokolade fjernes.
- Stil formen på køl til chokoladen er størknet.
- Bank chokoladerne ud af formen*.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar