Julen er overstået og jeg har nydt alt den gode mad, kager og især chokolade! Jeg er helt vild med konfekt, hvilket vores store samling af slik og chokolade opskrifter også viser, og også i år har vi været kreative med chokoladeforme, glimmer og smag.
Jeg synes dog sagtens, at nytåret også kan byde på chokolade. Det er jo ikke alle som er helt vilde med kransekage (JEG ER!) så det er også altid populært at servere nogle lækre hjemmelavede chokolader. Sidste år lavede jeg fyldt hvid chokolade med champagneganache, som var et hit. I år har jeg holdt smagen enkelt men været ekstra kreativ med pynten og lavet disse fine fyldte chokolader med marcipan og farvet skal. Jeg synes de er vildt festlige!
Fyldt chokolade kan laves på mange måder – man kan forme chokolader og overtrække dem, eller man kan bruge chokoladeforme. Jeg gør begge dele, men hvis jeg vil have de smukkeste blanke chokolader bruger jeg altid en hård chokoladeform.
Det er også smart at bruge en chokoladeform, hvis man vil farve sin chokolade, for så kan chokoladefarven bare kommes ned i formen og så hælder man chokoladen i. Når man så banker chokoladen ud er farven smeltet ned i chokoladen – så fint!
I anledning af nytåret valgte jeg blå og sølv chokoladefarve i form af kakaosmør farve. Det er så nemt at arbejde med, fordi farverne bare skal smelte i mikroovnen og så er de klar til brug, så de kan stærkt anbefales.
For at få flotte chokolader som knækker er det ekstremt vigtigt, at temperere chokoladen. Hvis man ikke tempererer chokoladen bliver den kedelig og mat og vil nærmest bøje når man bider i den – og det er bare ikke lækkert. Det er ret nemt at temperere chokolade, især når man får lidt øvelse, så læs vores guide til at tempere chokolade inden du kaster dig ud i det.
Se også alle vores andre opskrifter på chokolade.
Nytårschokolader med marcipan
Ingredienser
- 275 g god mørk chokolade
- 75 g marcipan
- Chokoladefarve, kolde farver (valgfrit)
Fremgangsmåde
- Hvis du vil farve chokoladerne skal du smelte chokoladefarven. Hvis du bruger kakaosmør farve i plastikbeholdere sættes de farver du vil bruge i mikroovnen og varmes på 20 sekunders intervaller, indtil farven er flydende. Ryst dem godt inden brug.
- Kom chokoladefarve i dine forme med fingrene eller med en pensel. Hvis du vil bruge flere farver skal du først bruge den ene farve og så lade det stivne (sæt formen i køleskabet, så går det hurtigere) inden du bruger den næste farve - ellers flyder de sammen.
- Lad chokoladefarven stivne helt, inden der fyldes chokolade i formen.
- Smelt og temperer 200 g mørk chokolade. Læs evt. vores guide til chokoladetemperering. Fyld chokolade i hullerne i formen. Vend bunden i vejret på formen og tøm chokoladen ud på et stykke bagepapir. Bank formen så alt chokoladen kommer ud og der kun er tynde skaller tilbage. Skrab langs toppen af chokoladeformen med en spatel så den overskydende chokolade er væk.
- Lad chokoladeskallerne stivne helt i køleskabet. Fyld så marcipan i hver chokoladeskal - hullet skal ikke fyldes helt, da der også skal være plads til et låg af chokolade.
- Smelt og temperer yderligere 75 g mørk chokolade og hæld chokoladen i hullerne, så der dannes låg på alle skallerne. Skrab den overskydende chokolade af med en spatel.
- Lad chokoladerne stivne helt i køleskabet inden de bankes ud, ved at vende bunden i vejret på formen og banke chokoladerne ud på bordet. Hvis chokoladen er rigtigt tempereret vil skallerne falde ud med det samme.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar