Nu slutter 2016 og sikke et år! Jeg glæder mig til at fejre det i sommerhuset med min dejlige kæreste. Vi har nemlig meldt os ud af fest-ræset og skal bare være os to i år.
Når to foodies holder nytårsaften alene er der stor fokus på mad. Vi skal have overdådig tre-retters menu med lækker vin og selvfølgelig masser af champagne. Klokken tolv skal vi naturligvis spise kransekage, men jeg har også lavet disse fantastiske hvide chokolader fyldt med champagne ganache til anledningen!
Jeg er ikke specielt vild med alkohol i chokolade, men champagne er altså bare noget andet. Kombinationen af hvid chokolade og champagne er fuldstændig himmelsk og den bløde og cremede ganache får mig til at drømme mig langt langt væk.
Champagne ganachen er virkelig nem og hurtig at lave. Mens den køler helt af kan skallerne af hvid chokolade laves i en chokoladeform og derefter er det bare at fylde ganache i. Til sidst skal de fyldte chokolader have et låg (som bliver bunden af chokoladen) og så kan de bankes ud af formen når chokoladen er stivnet.
Det er uhyre vigtigt at temperere sin chokolade når man arbejder med fyldte chokolader og chokoladeforme. Hvis chokoladen ikke tempereres bliver den gummiagtig og mat, og den stivner ikke så den er umulig at få ud af formen igen. Du kan læse vores grundige guide til at temperere chokolade, hvis du ikke har prøvet det før – det er slet ikke så svært.
Det er også meget vigtigt at bruge en hvid chokolade af høj kvalitet. Billig chokolade har et lavere kakao indhold og er ofte lavet med et kunstigt produkt der hedder vekao. Det smager bare ikke særlig godt! Vi bruger altid chokolade fra Callebaut, som smager himmelsk, til vores konfekt.
Hvid chokolade med champagne ganache opskrift
Ingredienser
Champagne ganache:
- 100 g god hvid chokolade
- 40 ml piskefløde
- 25-40 ml champagne*
Overtræk:
- 300 g god hvid chokolade
Fremgangsmåde
Champagne ganache:
- Hak den hvide chokolade til champagne ganachen groft og kom det i en skål.
- Kom piskefløden i en lille gryde og lad det koge op.
- Fjern gryden fra varmen så snart det koger og hæld det over den hvide chokolade. Lad det stå i 1 minut, rør derefter rundt indtil chokoladen er helt smeltet.
- Tilsæt nu champagne (vurder mængden efter smag) og rør godt rundt, så det blandes helt med chokoladen.
- Kom plastikfilm over skålen og stil champagne ganachen i køleskabet.
Overtræk:
- Smelt og temperer to tredjedele af den hvide chokolade. Følg vores guide til chokolade temperering** hvis du ikke har prøvet det før. Hæld chokoladen i en chokoladeform så hullerne er fyldt. Vend bunden i vejret på formen og bank chokoladen ud på et stykke bagepapir***, så der kun er chokolade tilbage langs kanterne af chokoladeformens huller. Skrab langs formen med en palet, så alt den overskydende chokolade fjernes. Stil chokoladeformen i køleskabet i cirka 15 minutter.
- Tag chokoladeformen og champagne ganachen ud af køleskabet. Fyld champagne ganache i hvert hul med chokolade med en lille ske, så den er cirka 3/4 fyldt. Stil formen i køleskabet igen.
- Smelt og temperer den sidste tredjedel af den hvide chokolade. Hæld den oveni hullerne i chokoladeformen, så der dannes et låg (bunden) på hver chokolade. Skrab langs formen med en palet, så alt den overskydende chokolade fjernes.
- Stil chokoladeformen på køl i minimum 30 minutter, før chokoladerne bankes ud.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
1 kommentar
Super god opskrift. Jeg tilsættes 3 tak.frysetørret passionsfrugt pulver. Det blev skønt