Jeg elsker cupcakes fordi de ser så utroligt indbydende ud! Hvem kan modstå en friskbagt cupcake toppet med glasur?
Denne gang forsøgte jeg mig med mandel essens. Det resulterede i disse lækre, luftige cupcakes der smagte en anelse af mazarin – mums! Den tilhørende glasur er en karamel buttercream lavet med hjemmelavet karamel. Smagen var virkelig lækker, men glasuren er tung, så pas på med at overdosere den enkelte cupcake.
Cupcake dejen er nem at lave – ingredienserne røres blot sammen på køkkenmaskinen og fyldes i cupcake-formene. Fyld formene to tredjedele op.
Det kan se ud som om dejen er ved at løbe over kanterne på cupcakes-formene, men kagerne falder en anelse igen når de er færdigbagte. Stik en strikkepind i kagerne og tjek, at intet dej hænger ved – så er kagerne færdige. Lad dem køle af på en bagerist til de er helt kolde, før du kommer glasur på.
For at lave karamelglasuren skal der først laves karamel. Sukker og vand koges op og koger indtil karamellen brunes – du skal ikke røre rundt, men hold godt øje for det går stærkt når karamellen først bliver brun. Fjern gryden fra varmen og rør piskefløde og vanille essens i.
Rør imens glasuren på køkkenmaskinen. Når karamellen er kølet af tilsættes den og røres godt rundt i glasuren.
Karamel glasuren er utroligt lækker fordi den får en cremet smag, sammen med små stykker crunch fra karamellen i. Glæd dig til at nyde disse utroligt lækre mandel cupcakes med karamel glasur!
Mandel vanille cupcakes med karamel buttercream
Ingredienser
Mandel vanille cupcakes:
- 85 g smør
- 1 dl sukker
- 1 æg
- 1½ tsk mandel essens
- 1/4 tsk vanille essens
- 1 1/4 tsk bagepulver
- 3 dl mel
- 1½ dl mælk
Karamel buttercream:
- ½ dl sukker
- 2 spsk vand
- ½ dl piskefløde
- 1 tsk vanille essens
- 170 g blødt smør
- 4 3/4 dl flormelis
Fremgangsmåde
- Rør smør og sukker i en køkkenmaskine i cirka 2 minutter. Tilsæt æg, mandel essens, vanille essens og mælk. Tilsæt derefter mel og bagepulver. Rør blandingen på køkkenmaskinen til dejen er glat.
- Fyld cupcakeformene 2/3 fyldt og bag dem i ovnen i 20 minutter ved 190 grader.
- Lad kagerne køle af på en bagerist.
- Kom sukker og vand i en gryde og rør rundt. Kog blandingen op ved middelhøj varme. Når massen koger, skal den boble i cirka 7 minutter, til den bliver brun - der skal ikke røres rundt!
- Fjern gryden fra varmen og tilsæt piskefløde og vanilleessens og rør hurtigt rundt inden massen begynder at stivne. Lad blandingen køle af til den er håndvarm (cirka 25 minutter).
- Rør imens smørret på køkkenmaskinen i cirka 3 minutter på høj fart. Skru ned på lav fart og tilsæt flormelis og rør igen, indtil det er blandet helt sammen med sukkeret.
- Når karamellen er kølet af tilsættes det til blandingen i køkkenmaskinen. Rør glasuren i cirka 1 minut.
- Brug glasuren med det samme eller opbevar i køleskabet indtil brug.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
3 kommentarer
Hvor længe kan frostingen stå i køleskabet? Jeg skal bage 60 cupcakes af tre forskellige slags, så jeg tænkte om man kunne lade den stå natten over? 🙂
Som hovedregel kan buttercream holde sig 1 uge i køleskabet eller 1 måned i fryseren, så du kan sagtens lade det stå natten over 🙂 god fornøjelse!
Det lyder godt, så behøver jeg ikke stresse så meget dagen de skal pyntes – tak for svaret 🙂