Denne chokolade talkage er oplagt, når du skal fejre en ægte chokoladeelsker! Udover at være visuelt imponerende giver talkager et vidunderligt personligt touch til enhver fejring, hvad end det er fødselsdag, bryllupsdag eller jubilæum. Og med al sin overdådige chokolade vil denne chokolade talkage opskrift helt sikkert være populær hos de fleste!
Om min chokolade talkage
Noget af det bedste ved talkager er, at de ser så imponerende ud, men faktisk er ret nemme at lave. Chokoladekagen bages i en almindelig bageform og skæres ud (evt. ved brug af en skabelon) til det valgte tal. Og så er det ellers bare at pynte!
Min fantastiske mand fyldte 35 år forleden og på trods af, at han ikke vil mindes om, at han nærmer sig de 40 synes jeg alligevel, at det er en alder der skal fejres med manér! Derfor bagte og pyntede jeg to fine chokolade tal kager til fejringen. Han er helt vild med Toffifee, så disse skulle selvfølgelig være en del af pynten. Jeg supplerede med friske blåbær og brombær og blandet chokolade.
Se flere flotte talkager
- Bogstavkage med friske bær
- Hindbær talkage
- 3 fantastiske talkager og bogstavkager
- Citron talkage med vanilje smørcreme
- Talkage med citron og brombær
Sådan skæres og pyntes en tal kage
Tricket til en perfekt talkage er, at skære kagen efter en skabelon. Skær kagen først og pynt den derefter. Fremgangsmåden er:
- Print eller tegn et tal på et papir og klip det ud som en skabelon.
- Læg skabelonen oven på den helt afkølede chokoladekage og skær langs kanten af skabelonen med en skarp kniv.
- Sprøjt derefter chokolade smørcreme på hele toppen af kagen med en sprøjtepose og tylle.
- Pynt kagen med chokolade og bær som ønsket. Sørg for, at frugten er helt tør, før den sættes på smørcremen.
Gode tyller
Jeg har brugt en stjernetylle til at sprøjte smørcreme på mine talkager. Jeg kan anbefal følgende stjernetyller til formålet: Wilton 2D (reklamelink) eller Wilton 1M (reklamelink).
Hvad kan talkager pyntes med?
Talkager kan pyntes præcis som man ønsker. Det er kun fantasien der sætter grænser. Jeg har pyntet mine talkager med:
- Toffifee
- Toms Guldbarer
- Maltesers
- Små chokoladekugler med knas
- Friske blåbær
- Friske brombær
Hvornår kan talkagen tidligst laves?
Man kan sagtens lave talkager i god tid. Talkagen kan for eksempel bages aftenen før kagen skal serveres og skæres ud som tal, så den er klar. Pak tallet godt ind i plastikfilm efter det er kølet helt af, så det ikke tørrer ud, og stil kagen på køkkenbordet natten over.
Talkagen bør først pyntes samme dag som den skal serveres. Talkagen bør pyntes mindst 1 time inden servering, så smørcremen kan nå at størkne. Man kan dog også sagtens pynte talkagen allerede om morgenen og opbevare den i køleskabet hele dagen. I så fald er det en god idé forsigtigt at lægge plastikfilm over kagen (efter smørcremen er stivnet) så den ikke tørrer ud i køleskabet.
Vigtigt tip
Tag talkagen ud af køleskabet mindst 1 time inden servering, så du undgår at servere en kold og hård chokoladekage.
Mere talkage inspiration
Vil du se flere opskrifter på talkager? Se for eksempel min bogstav kage med mazarinbund og frisk frugt eller min lagkage tal kage med frugt og marengs.
Flere gode kageopskrifter
- Æblekage med krummetopping
- Chokoladekage til kagedekoration
- Brownies med flødeskum og krymmel
- Festlig chokoladekage med roser
- Rocky Road brownies

Chokolade talkage
Ingredienser
Chokoladekage:
- 185 g blødt smør
- 300 g sukker
- 4 æg
- 180 g mel
- 1½ tsk bagepulver
- 50 g god mørk chokolade
- 2 spsk kakao
- 2 dl mælk
Chokolade smørcreme:
- 40 g blødt smør
- 1/2 tsk vanilje-essens
- 250-275 g flormelis
- 3-4 spsk mælk
- 40 g god mørk chokolade
Pynt:
- Blåbær
- Brombær
- Maltesers chokolade
- Toffifee chokolade
- Toms Guldbarer
Fremgangsmåde
Chokoladekage:
- Tegn en skabelon til dit tal på cirka 30 x 20 cm på et stykke papir og klip det ud.
- Tænd ovnen på 175 grader (alm. ovn). Smør en firkantet form der er lidt større end 30 x 20 cm.
- Rør smør og sukker sammen med elpisker eller på en køkkenmaskine, til det er hvidt. Tilsæt æg og pisk det sammen med smør- og sukkerblandingen.185 g blødt smør, 300 g sukker, 4 æg
- Rør mel, bagepulver og kakao sammen i en skål. Hak den mørke chokolade groft og smelt den over vandbad eller i mikroovnen (husk at røre i det undervejs, så det ikke brænder på). Hæld den smeltede chokolade over i melblandingen og rør godt rundt med en grydeske, sammen med mælken.180 g mel, 1½ tsk bagepulver, 50 g god mørk chokolade, 2 spsk kakao, 2 dl mælk
- Hæld melblandingen over i skålen med æggeblandingen og pisk med elpisker eller på køkkenmaskinen, indtil du har en helt jævn chokoladekagedej.
- Hæld chokoladekagedejen i formen og bag den ved 175 grader (alm. ovn) i 30-35 minutter. Kagen er færdig når der ikke længere hænger dej ved en tandstik stukket i midten af kagen.
- Tag chokoladekagen ud og stil den på en bagerist til afkøling.
- Når chokoladekagen er kølet helt af kan en kniv skæres langs kanterne og den kan vendes ud på et spækbræt, så bunden vender opad. Hvis din kagen hænger fast, så skub kniven ind under bunden, så den løsner sig.
- Vurdér om du synes bunden eller toppen af din kage er pænest. Hvis du foretrækker at have toppen opad skal du vende din talskabelon spejlvendt. Hvis du foretrækker at have bunden opad skal du vende din talskabelon rigtigt. Læg skabelonen oven på chokoladekagen og skær efter den med en skarp kniv.
- Vend chokoladekagen over på den plade eller det fad, du vil servere den på. Hvis du vil have bunden opad skal du vende den over på et andet spækbræt først, så bunden ender opad når du vender den over på dit serveringsfad.
Chokolade smørcreme:
- Kom smør og vanilje-essens i en skål, evt. skålen på en køkkenmaskine. Pisk med elpisker eller køkkenmaskine til smørret er luftigt.40 g blødt smør, 1/2 tsk vanilje-essens
- Tilsæt flormelis lidt ad gangen skiftevis med mælk, imens der piskes.250-275 g flormelis, 3-4 spsk mælk
- Hak chokoladen groft og smelt den over vandbad eller i mikroovnen. Lad chokoladen køle lidt af.40 g god mørk chokolade
- Hæld den smeltede chokolade i smørblandingen og pisk, til smørcremen bliver jævnt lysebrun. Tilsæt evt. lidt mere mælk eller flormelis for at tilpasse konsistensen. Smørcremen skal være stiv nok til at kunne holde formen, men blød nok til at kunne sprøjte igennem en tylle i sprøjtepose.
- Fyld smørcremen på en sprøjtepose med tylle.
Pynt:
- Læg alt pynten klar og let tilgængeligt.
- Sprøjt små stjerner eller andet ønsket mønster overalt på dit chokoladekage tal. Pynt nu chokoladekagen med chokolade og frugt.
- Stil chokoladekagen på køl indtil smørcremen stivner helt.
- Tag chokolade tal kagen ud af køleskabet minimum 2 timer inden servering.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
88 kommentarer
Jeg skal forsøge mig med din opskrift på lørdag.
Kan man skifte vaniljeessens ud med vaniljesukker/pulver? Og hvor meget pulver, skal der så bruges? 🙂
Hej Josefine
Ja det kan du, brug blot samme mængde. God fornøjelse!
Tror du man kan bage den i to springforme med hul i midten? Skal lave et 8 tal og tænker det vil være nemmere?
Hej.
En flot kage som jeg har varieret en smule:
– lavede 2 bradepandekager af min egen chokoladekage-opskrift
– brugte til 1 kage: 2xToffifee (i alt 30 stk.), 1 stor pose Maltesers (nok til 2 bradepander), 1 æske blåbær, 1 80g. Toms guldbarre, 1 bakke vindruer(rigelige til 2 kager)
– brugte opskriften på smørcreme men brugte 1,5 gang så meget
1 bradepande var nok til ca. 30-40 mennesker.
Lavede den dagen før med creme og det hele – det kan den sagtens tåle, bare den står kold.
Tak for inspiritation.
Hej Vivi
Lyder som en super kage! Må jeg spørge hvad du synes kunne være bedre siden du gav den 4 ud af 5 stjerner?
Kan man fryse kagen ned, inden brug?
Altså selvfølgelig kun kagen og ikke med pynt på.
Hej Ditte
Ja det kan du sagtens.
Man kan godt bage selve kagen dagen inden og opbevare den afkølet i en pose på køkkenbordet, til pyntning næste formiddag, ikk? Hvor lang tid vil du gætte på der Maks må gå inden man servere kagen, fra den er pyntet med cremen? 🙂
Hej Rebecca
Ja du kan sagtens bage kagen dagen før. Hvis du pynter kagen med smørcreme samt chokolade o.lign. skal den stå i køleskabet og tages ud væsentligt før servering så den ikke er køleskabskold. Men hvis du har den i køleskab kan den sagtens holde sig god hele dagen (fx fra morgen til aften), dog bedst hvis den er tildækket så den ikke får fugt. Hvis du pynter med blomster o.lign. kan de muligvis ikke tåle køl så længe, det afhænger lidt af sorten.
Hvor høj skal kagen ca. være når den er bagt? 🙂
Åh det har jeg godt nok ikke målt. Det afhænger jo også af om din form er præcis samme størrelse som min – men jeg vil skyde på den bliver 4 cm høj cirka.
Altså så et tal er ca. 12 – 15 pers? 🙂
Jeg lavede 2 tal og vi var 9 personer og kun 1 tal blev spist. Der spiste næsten alle 2 stykker. Det var om eftermiddagen.
Det andet tal blev fordelt næste dag på 15 personer 😊
Forstår ikke hvordan man skal lavd en skabelon. Kan da ikke finde ud af, at tegne sådan et pænt tal på et stykke papir. 😅
Hej Louise
Du kan printe et stort tal fra computeren. Fx i Word så skriver du bare et tal med rigtig stor fontstørrelse, fx med fonten Arial Black eller lignende. Bedst hvis du kan printe på A3 papir. Så kan du tegne over det på bagepapir og klippe en skabelon ud.
Hvor mange personer er kagen til ca ?
Hej Marianne
Det kommer lidt an på hvem I er (hvor meget kage I spiser) og om det er til formiddag/eftermiddag eller lige efter en stor middag. Men jeg vil sige, at den rækker til mindst 12-15 personer. Den kan også række til flere hvis folk kun skal have 1 stykke.
Kan jeg også sprøjte smørcremen på aftenen før og pynte dagen efter?
Hej Lonni
Det vil jeg ikke anbefale, da smørcreme så vil være størknet og så ødelægger du den mere når du sætter pynten på.