Brownies er muligvis min yndlingskage (find opskriften på mine yndlings brownies her). Men jeg elsker virkelig også cookies. Så hvad kunne være bedre end at kombinere mine to yndlingskager til én? Disse brownie cookies er svaret! De har en sprød krakeleret overflade og et blødt og svampet indre med en kraftig smag af chokolade, præcis ligesom en brownie.
- Kombination af to favoritter: Hvis du er vild med brownies og du er vild med cookies vil du elske kombinationen!
- De er fryseegnede: Så de kan bages forud eller bruges til is-sandwiches!
- Lang holdbarhed: De holder sig gode i flere dage
- Nemt til mange: Opskriften kan nemt ganges op og det er nemt at transportere cookies til mange mennesker
Brownie cookiedejen består af tørre ingredienser, en æg- og sukkerblanding, samt en chokolade- og smørblanding, som røres sammen. Først røres de tørre ingredienser sammen og stilles til side. Så piskes æg, sukker og olie sammen til en luftig blanding. Efterfølgende smeltes chokolade og smør, og der røres kakao i for ekstra kraftig chokoladesmag. Til sidst røres de tre blandinger sammen til én tyndtflydende cookiedej. Det er meget vigtigt ikke at overpiske dejen da det slår luften ud af æggeblandingen og vil få cookiesene til at falde sammen under bagningen.
Dejen til disse brownie cookies er mere tyndtflydende end en typisk cookiedej fordi dette medvirker til at give den skønne krakelerede overflade, som er så karakteristisk for en brownie. Derfor skal cookiedejen ikke på køl inden bagning og dejen kan altså heller ikke formes til kugler, som man typisk gør med cookies.
I stedet skal der lægges en spiseskefuld dej på bagepladen, som spredes en lille smule fladt ud. Under bagningen flyder cookiesene ud og giver næsten helt runde cookies.
Hvis du vil lave dine cookies helt ensartede og perfekte, så kan man bruge en skål eller rund udstikker til at tilrette formen efter bagningen. Straks efter bagning, imens bagepladen stadig er varm, kan man forsigtigt skubbe til cookiens kanter med skålen og køre den rundt omkring cookien.
Sådan opnåes den perfekte afbagning
Afbagningen er helt essentiel for, at man får cookies, som rent faktisk minder om brownies. Målet er en cookie med en sprød krakeleret overflade, men som er blød, svampet og en anelse underbagt indeni – præcis ligesom en brownie.
Man har bedst kontrol over afbagningen ved at bage én bageplade med cookies ad gangen. De skal nemlig bages ved næstøverste rille for at overfladen får højere varme og dermed den krakelerede overflade. Under afbagningen kan man se, at dejen pludselig begynder at krakelere ude i kanterne. Cookiesene er færdigbagte i det sekund de er krakeleret inde på midten, og så skal de straks tages ud. Alle ovne er forskellige, men det vil være omkring 8 minutters tid.
Når de tages ud af ovnen er cookiesene så bløde, at de falder fra hinanden hvis man flytter på dem. De skal derfor have lov til at køle helt af på bagepladen inden de flyttes.
Typiske spørgsmål til opskriften
Kan jeg lave dejen dagen før bagning?
Nej. Dejen til disse brownie cookies har en hviletid på præcis 10 minutter for at opnå den rigtige konsistens og krakelerede overflade på cookiesene. Det er derfor vigtigt at man rører dejen og bager cookiesene uden afbrydelser.Kan jeg lave cookiesene mindre?
Ja. Man kan godt lave mindre cookies end beskrevet. Mine cookies har en diameter på cirka 9 cm. Men jo mindre cookiesene laves jo mere faste bliver de og man mister lidt af den svampede brownie effekt. Bemærk at bagetiden også skal justeres ned hvis cookiesene er mindre!Kan brownie cookies fryses?
Ja. Disse brownie cookies er fryseegnede i op til 3 måneder. De er også rigtig gode at bruge til is-sandwiches!
Ingredienser
- 100 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 æg
- 1 æggeblomme
- 200 g sukker
- 1 spsk smagsneutral olie (f.eks. rapsolie)
- 150 g mørk chokolade
- 75 g smør
- 3 spsk kakao
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 180 grader (alm. ovn).
- Rør mel, bagepulver og vaniljesukker sammen i en skål.100 g hvedemel, 1 tsk bagepulver, 1 tsk vaniljesukker
- Pisk æg, æggeblomme, sukker og olie sammen i en anden skål med elpisker til det er luftigt.2 æg, 1 æggeblomme, 200 g sukker, 1 spsk smagsneutral olie
- Hak den mørke chokolade og smelt det sammen med smør i en lille gryde ved middelhøj varme under omrøring. Fjern gryden fra varmen når det er helt smeltet. Tilsæt kakao og rør det sammen.150 g mørk chokolade, 75 g smør, 3 spsk kakao
- Hæld chokoladeblandingen over i æggeblandingen og vend det stille og roligt med en dejskraber, til det er rørt sammen. Lad være med at overpiske.
- Tilsæt melblandingen og vend det stille og roligt med en dejskraber, til du har en helt ensartet dej. Lad være med at overpiske.
- Lad cookiedejen hvile i præcis 10 minutter*. Form cookies på den første plade ved at komme 1 stor spiseskefuld dej per cookie**. Dejen er ret flydende, så den vil flyde ud – det er meningen. Der kan være 9 cookies med afstand imellem på en almindelig størrelse bageplade.
- Bag cookiesene ved 180 grader (alm. ovn) i 7-8 minutter på den næstøverste rille. Hold øje med overfladen på dine cookies. Når den lige er krakeleret helt er cookiesene færdige. Tag cookiesene ud af ovnen. Hvis du ønsker helt runde cookies kan du tilrette formen på dem som beskrevet længere oppe i dette indlæg. Lad dem køle helt af på bagepladen inden de flyttes.
- Imens første plade er i ovnen formes cookies på den næste plade og bages efterfølgende. Lad endelig ikke dejen hvile for længe, så bliver den for fast.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar