Brownie cookies

22 stemmer
Brownie cookies har en sprød krakeleret overflade og er bløde og svampede indeni, ligesom brownies. De er det perfekte af to verdener: brownies og cookies! Oplagte til eftermiddagskaffen, til is-sandwiches eller i kombination med f.eks. vaniljeis og hindbær til dessert.
Chokolade cookies opskrift

Brownie cookies fra Bageglad

Cookies med brownie-smag

Brownies er muligvis min yndlingskage (find opskriften på mine yndlings brownies her). Men jeg elsker altså virkelig også cookies! Så hvad kunne være bedre end at kombinere mine to yndlingskager til én? De her brownie cookies er svaret! Med en en sprød krakeleret overflade og en blødt og svampet midte med en kraftig smag af chokolade er de præcis ligesom en brownie, bare i cookieform! Jeg er solgt!

5 grunde til at du vil elske disse cookies

  1. Kombination af to favoritter: Hvis du er vild med brownies og du er vild med cookies vil du helt sikkert elske kombinationen!
  2. De er fryseegnede: I både ubagt og bagt form.
  3. Lang holdbarhed: De holder sig gode i flere dage.
  4. Nemt til mange: Opskriften kan nemt ganges op og det er nemt at transportere cookies til mange mennesker.
  5. Is-sandwiches: De smager vidunderligt sammen med vaniljeis og er fabelagtige til is-sandwiches.

Fremgangsmåde til brownie cookiedej

Brownie cookiedejen består af tørre ingredienser, en æg- og sukkerblanding, samt en chokolade- og smørblanding, som røres sammen. Først røres de tørre ingredienser sammen og stilles til side. Så piskes æg, sukker og olie sammen til en luftig blanding. Efterfølgende smeltes chokolade og smør, og der røres kakao i for ekstra kraftig chokoladesmag. Til sidst røres de tre blandinger sammen til én tyndtflydende cookiedej. Her er det meget vigtigt ikke at overpiske dejen, da dette slår luften ud af æggeblandingen, og kan få cookiesene til at falde sammen under bagningen.

MelblandingæggeblandingChokolade og smørKakao og smeltet chokoladeBlande ingredienserBrownie cookie dej

Form dine brownie cookies

Dejen til disse brownie cookies er mere tyndtflydende end en typisk cookiedej fordi dette medvirker til at give den skønne krakelerede overflade, som er så karakteristisk for en brownie. Derfor skal cookiedejen heller ikke på køl inden bagning og dejen kan altså heller ikke formes til kugler, som man typisk gør med almindelige cookies.

I stedet skal der lægges en spiseskefuld dej på bagepladen, som spredes en lille smule fladt ud. Under bagningen flyder cookiesene ud og giver næsten helt runde cookies.

Sådan formes perfekte runde cookies

Hvis du vil lave dine cookies helt ensartede og perfekte, så kan man bruge en skål eller rund udstikker til at tilrette formen efter bagningen. Straks efter bagning, imens bagepladen stadig er varm, kan man forsigtigt køre skålen rundt omkring cookiens kanter for at rette dens form til.

Brownie cookies bagepladeForme brownie cookies

Sådan opnåes den rigtige brownie cookie afbagning

Afbagningen er helt essentiel for, at man får brownie cookies, som rent faktisk minder om brownies i smag og konsistens. Målet er en brownie cookie med en sprød krakeleret overflade, men som er blød, svampet og en anelse underbagt indeni – præcis ligesom en brownie kage.

Man har bedst kontrol over afbagningen ved at bage én bageplade med cookies ad gangen. De skal nemlig bages ved næstøverste rille for at overfladen får højere varme og dermed den krakelerede overflade. Under afbagningen kan man se, at dejen pludselig begynder at krakelere ude i kanterne. Cookiesene er færdigbagte i det sekund de er krakeleret inde på midten, og så skal de straks tages ud. Alle ovne er forskellige, men det vil være efter cirka 8 minutters tid.

Når de tages ud af ovnen er brownie cookiesene så bløde, at de falder fra hinanden hvis man flytter på dem. De skal derfor have lov til at køle helt af på bagepladen før de flyttes.

Chokolade cookies opskrift

Opskrift

Brownie cookies

22 stemmer
Brownie cookies har sprød krakeleret overflade og er bløde og svampede indeni, ligesom brownies. De er perfekte til eftermiddagskaffen, til is-sandwiches eller i kombination med f.eks. vaniljeis og hindbær til dessert.
Tid i alt: 45 minutter
Mængde: 16 stk
Udskriv Pin

Ingredienser

  • 100 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 æg
  • 1 æggeblomme
  • 200 g sukker
  • 1 spsk smagsneutral olie (f.eks. rapsolie)
  • 150 g mørk chokolade
  • 75 g smør
  • 3 spsk kakao

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader (alm. ovn).
  • Rør mel, bagepulver og vaniljesukker sammen i en skål.
    100 g hvedemel, 1 tsk bagepulver, 1 tsk vaniljesukker
  • Pisk æg, æggeblomme, sukker og olie sammen i en anden skål med elpisker til det er luftigt.
    2 æg, 1 æggeblomme, 200 g sukker, 1 spsk smagsneutral olie
  • Hak den mørke chokolade og smelt det sammen med smør i en lille gryde ved middelhøj varme under omrøring. Fjern gryden fra varmen når det er helt smeltet. Tilsæt kakao og rør det sammen.
    150 g mørk chokolade, 75 g smør, 3 spsk kakao
  • Hæld chokoladeblandingen over i æggeblandingen og vend det stille og roligt med en dejskraber, til det er rørt sammen. Lad være med at overpiske.
  • Tilsæt melblandingen og vend det stille og roligt med en dejskraber, til du har en helt ensartet dej. Lad være med at overpiske.
  • Lad cookiedejen hvile i præcis 10 minutter*. Form cookies på den første plade ved at komme 1 stor spiseskefuld dej per cookie**. Dejen er ret flydende, så den vil flyde ud – det er meningen. Der kan være 9 cookies med afstand imellem på en almindelig størrelse bageplade.
  • Bag cookiesene ved 180 grader (alm. ovn) i 7-8 minutter på den næstøverste rille. Hold øje med overfladen på dine cookies. Når den lige er krakeleret helt er cookiesene færdige. Tag cookiesene ud af ovnen. Hvis du ønsker helt runde cookies kan du tilrette formen på dem som beskrevet længere oppe i dette indlæg. Lad dem køle helt af på bagepladen inden de flyttes.
  • Imens første plade er i ovnen formes cookies på den næste plade og bages efterfølgende. Lad endelig ikke dejen hvile for længe, så bliver den for fast.

Noter

*Hviletiden afgør hvor meget cookiesene flyder ud og dermed også konsistensen. Det er vigtigt at dejen ikke hviler hverken for lidt eller for længe!
**Det giver store cookies på cirka Ø9 cm.
FRYSNING: Brownie cookies er fryseegnede i op til 3 måneder.
HOLDBARHED: Brownie cookies holder sig gode i 2-3 dage.
OPBEVARING: Brownie cookies skal opbevares i en lufttæt beholder eller frysepose på køkkenbordet.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Typiske spørgsmål til opskriften

Kan jeg lave dejen dagen før bagning?
Nej. Dejen til disse brownie cookies har en hviletid på præcis 10 minutter for at opnå den rigtige konsistens og krakelerede overflade på cookiesene. Det er derfor vigtigt at man rører dejen og bager cookiesene uden afbrydelser.

Kan jeg lave cookiesene mindre?
Ja. Man kan godt lave mindre cookies end beskrevet. Mine cookies har en diameter på cirka 9 cm. Men jo mindre cookiesene laves jo mere faste bliver de og man mister lidt af den svampede brownie effekt. Bemærk at bagetiden også skal justeres ned hvis cookiesene er mindre!

Kan brownie cookies fryses?
Ja. Disse brownie cookies er fryseegnede i op til 3 måneder. De er også rigtig gode at bruge til is-sandwiches!

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

4,55 from 22 votes (22 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke