En festlig bogstav- eller talkage
Efter 4 års benhårde aftenstudier på CBS har min mand afsluttet sin HD uddannelse, en måned før jeg har termin med vores første barn. Det har været en sej kamp med læsning, undervisning og eksamener ved siden af et krævende job og alle hans sociale forpligtelser og interesser, så jeg under ham virkelig at være færdig og er virkelig stolt af ham. Så det skulle selvfølgelig fejres med manér!
Familien overraskede ham med champagne, sushi og denne flotte HD kage da han kom hjem fra sin eksamen. Den smukkeste, festlige bogstavkage med fantastisk smag af friske bær, som passede perfekt til sommervarmen og champagnen.

Bogstavkage med mazarinbund og mørk chokolade
Kagen består af mazarinbund overtrukket med mørk chokolade. Oven på bundene er der sprøjtet en kant af vanilje smørcreme, et lag vanilje kagecreme og så ellers pynt af forskellige friske bær, spiselige blomster og citronmelisse blade. En slags udvidet jordbærkage, kan man sige!
Jeg har pyntet min kage med:
- Brombær
- Blåbær
- Jordbær
- Hindbær
- Spiselige blomster
- Mynteblade
En bogstav- eller talkage er perfekt til alle store begivenheder, hvor der skal fejres noget særligt. Den er oplagt som talkage til fødselsdag, bryllupsdag eller jubilæum. Den er også populær til konfirmation med konfirmandens initialer, studentergilde med uddannelsesforkortelse/skole, barnedåb eller bryllup. Bogstavkagen kan tilpasses i både smag og pynt, så den passer til alt fra børnefødselsdag til elegante fester.
Lav bogstavkagen i god tid
Denne bogstavkage består af en hel del forskellige elementer, hvoraf flere kan laves i god tid. Det oplagte er hvis man kan lave så meget som muligt forud, så man kun skal pynte kagen på dagen for servering.
- Smørcreme: Kan laves op til 3 dage før servering, opbevares i køleskabet.
- Kagecreme: Kan laves op til 2 dage før servering, opbevares i køleskabet.
- Mazarinbund: Kan bages og skæres ud til bogstaver dagen før.
- Chokoladeovertræk: Kan laves dagen før. Pak de overtrukne bunde godt ind i plastikfilm når chokoladen har sat sig.
- Pynt med smørcreme, kagecreme og frugt på dagen for servering.
Dæk den færdigpyntede kage let med plastikfilm og opbevar den i køleskabet. Tag kagen ud cirka 30 minutter inden servering.

Spørgsmål til opskriften
Kan jeg lave kagen dagen før?
Ja, du kan sagtens bage mazarinbund dagen før, skære bogstaver og overtrække med chokolade. Kagecreme og smørcreme kan laves dagen før dette. Vent dog med at komme smørcreme, kagecreme og friske bær på, til samme dag som kagen skal serveres.Kan jeg fryse mazarinbunden?
Ja, mazarinbunden kan fryses uden chokoladeovertræk. Pak den godt ind i plastikfilm og frys i op til 3 måneder. Lad den tø op i køleskabet natten over og overtræk derefter med chokolade.Hvilke bogstaver eller tal kan jeg lave?
Du kan lave alle bogstaver og tal. Det nemmeste er at tegne en skabelon i papir, som du kan lægge ovenpå bunden og skære efter.Hvor mange personer rækker 1 bogstavkage til?
En bogstavkage i 20 x 30 cm form rækker til ca. 8–10 personer, afhængigt af hvilket tal/bogstav og hvor store stykker man skærer.Kan jeg bruge anden frugt end bær?
Ja, du kan variere pynten med f.eks. skiver af kiwi, fersken, vindruer eller spiselige blomster. Hold dog frugten så tør som muligt, så kagen ikke bliver vandet.Hvordan undgår jeg, at kagen bliver blød?
Det vigtigste er at samle og pynte kagen tæt på servering. På den måde når kagecremen ikke at trække for meget væske ned i mazarinbunden.Hvilken chokolade er bedst til overtræk?
Vælg en mørk chokolade af god kvalitet med mindst 55–60 % kakao. Det giver et tyndt, sprødt og velsmagende lag. Jeg elsker personligt Callebaut 811. Brug ikke ‘overtrækschokolade’ eller vekao, da dette ikke er ægte chokolade og har en alt for sød smag.

Opskrift
Bogstavkage med frisk frugt
Udstyr
- Justerbar form
- Paletkniv
- Callebaut mørk chokolade
- Sprøjteposer
Ingredienser
Kagecreme:
- ½ portion af vores kagecreme opskrift
Pisket smørcreme:
- ½ portion af vores opskrift på pisket smørcreme
Mazarinbund:
- 300 g sukker
- 300 g blødt smør
- 300 g marcipan
- 4 æg
- 75 g mel
Chokoladeovertræk:
- 130 g god mørk chokolade
Pynt:
- 100 g blåbær
- 100 g jordbær
- 50 g brombær
- 100 g hindbær
- Evt. spiselige blomster
- Evt. citronmelisse blade
Sådan gør du
Forberedelser:
- Sæt bagepapir omkring bunden af en justerbar firkantet bageform på 20 x 30 cm (brug papirsklips til at hæfte bagepapiret fast på formeså der dannes en bund. Alternativt kan man bruge en fast firkantet bageform på 20 x 30 cm. I så fald skal den smøres grundigt så kagen ikke hænger ved.
- Tegn en skabelon for dit bogstav eller tal på et stykke papir og klip den ud, så den er klar.
Kagecreme:
- Kagecremen kan med fordel laves dagen før kagen skal serveres.
- Lav 1/2 portion af kagecremen efter anvisning i vores opskrift og stil den på køl, til den er kølet helt af og stivnet (minimum 2 timer).1/2 portion af vores kagecreme opskrift
Pisket smørcreme:
- Smørcremen kan med fordel laves dagen før kagen skal serveres.
- Lav 1/2 portion af vores piskede smørcreme efter anvisning i opskriften. Kom smørcremen i en sprøjtepose med en lille stjernetylle og læg den i køleskabet.1/2 portion af vores opskrift på pisket smørcreme
- Tag smørcremen ud af køleskabet 30 min. inden den skal sprøjtes, ellers er den for hård at arbejde med.
Mazarinbund:
- Kom sukker og blødt smør i en skål og pisk det luftigt med elpisker eller et piskeris.300 g sukker, 300 g blødt smør
- Riv marcipanen groft på et rivejern og tilsæt til sukker-smørblandingen.300 g marcipan
- Tilsæt æggene ét ad gangen under omrøring med en grydeske. Tilsæt til sidst melet og rør med grydeskeen indtil du har en ensartet dej, men lad være med at overpiske.4 æg, 75 g mel
- Fyld mazarindejen i den forberedte bageform og fordel den ensartet med en dejskraber.
- Bag mazarinbunden ved 175 grader (alm. ovi 30-35 minutter, til overfladen er gylden.
- Tag mazarinbunden ud af ovnen og lad den køle helt af i formen på en bagerist.
- Når mazarinbunden er kølet helt af skæres den fri af formen med en skarp kniv og flippes over på det fad, kagen skal serveres på, så bunden på mazarinen vender opad.
- Læg skabelonen oven på mazarinbunden og skær efter med en skarp kniv (vær forsigtig med ikke at ridse dit fad). Rengør de områder af fadet som ikke længere har kage på.
Chokoladeovertræk:
- Hak den mørke chokolade groft. Smelt 100 g mørk chokolade i mikroovnen (rør i det indimellem så det ikke brænder på) eller over vandbad. Ideelt set skal chokoladen ikke overstige 50 grader, så brug gerne et sukkertermometer. Hvis du ikke har et termometer, så skal chokoladen kun lige være smeltet.130 g god mørk chokolade
- Rør de resterende 30 g mørk chokolade i den smeltede chokolade, så den tempereres lidt.
- Fordel chokoladen oven på mazarinbunden i et jævnt lag med en flad paletkniv. Hvis du vil sprøjte en kant af smørcreme behøver du ikke skrabe chokoladen helt ud til kanten, da smørcremen vil dække kanten. Skrab langs toppen så laget bliver ensartet og tyndt.
- Stil mazarinbunden i køleskabet til chokoladen er stivnet.
Pynt kagen:
- Sprøjt stjerner af smørcreme langs den ydre kant af bogstavskagen oven på chokoladen. Stil bogstavskagen i køleskabet indtil smørcremen er stivnet (cirka 30 minutter).
- Fordel et ensartet lag kagecreme oven på bogstavskagen inden for kanten af smørcremen.
- Skyl frugten og skær jordbærrene i skiver. Pynt kagen med friske bær og blomster.100 g blåbær, 100 g jordbær, 50 g brombær, 100 g hindbær, Evt. spiselige blomster, Evt. citronmelisse blade
Noter
Du kan med fordel bage mazarinbunden i god tid og overtrække den med chokolade. Dæk bunden med plastikfilm så den ikke tørrer ud.





























7 kommentarer
Ser super godt ud! Er det bare 1x opskriften til bradepande-størrelse? Og hvor mange personer vil du mene ét bogstav eller tal er til? 🙂
Hej Rikke
Portionen passer til en form på 20×30 cm, som bogstavet skæres ud af.
En kage som H’et på billedet vil jeg sige er til 12-15 personer. Lidt afhængig om man skal have 1 eller 2 stykker selvfølgelig.
Tak 🙂 kan kagen fryses, altså bare bunden? Og cremen evt. lavet dagen før den skal pyntes?
Den skal prøves! 🙂
Ja til begge dele 🙂
FANTASTISK kage!!! Den er en sikker vinder hver gang❤️❤️❤️
Hej
Jeg skal lave kagen til i morgen men har ikke plads i mit køleskab kan jeg godt lade kagen stå ude natten over?
Kh Sebastian
Hej Sebastian
Ja hvis kagen ikke er pyntet kan du sagtens! Også selvom du har kommet chokolade på – sørg for at dække kagen med plastik og sætte den mørkt og køligt, Men når du først har kommet smørcreme og kagecreme på skal den stå i køleskabet. God fornøjelse!