Det er ingen hemmelighed at både min søster og jeg er helt tossede med frosting, især vanille buttercream frosting. Det er dog en ret tung frosting og jeg kan sagtens forstå at de, der ikke er helt så sukkerglade som os, synes det kan blive lidt for voldsomt.
Derfor bruger vi ofte nogle lettere glasurer, som for eksempel vanille cream cheese frosting og chokolade cream cheese frosting. Jeg har dog det lille problem, at jeg ikke kan tåle mælkeprodukter og derfor ikke kan tåle den flødeost, der skal i glasuren. Derfor har jeg eksperimenteret med at kombinere piskefløde (i mit tilfælde lavet på soja) med buttercream glasur for at få en lettere og luftigere glasur.
Resultatet er mildest talt fantastisk! Dette er min nye yndlingsglasur, som er let nok til at man kan sprøjte en større mængde på en cupcake uden at overvælde folk og kan holde formen nok til, at man kan sprøjte et mønster. Desuden minder den meget om cream cheese glasur og kan for eksempel erstatte flødeost glasur på en gulerodskage eller lignende.
Denne glasur består af flormelis, smør, piskefløde og en smagsgiver, for eksempel vanille og citron. Smørret gør, at glasuren kan holde formen når den sprøjtes og at den stivner når på køl. Piskefløden bidrager til at gøre glasuren let og luftig.
Glasuren kan røres på køkkenmaskine eller med en elpisker.
Denne glasur kan desuden laves på soja hvis man som jeg ikke tåler mælkeprodukter og bliver rigtig god. Man skal bruge sojapiskefløde som erstatning for piskefløden, for eksempel fra Alpro. Det kræver selvfølgelig at man kan tåle smør, men det kan de fleste der ikke tåler laktose eller mælkeprotein heldigvis.
Bruger man sojapiskefløde skal man undlade vanillen, da sojapiskefløde er sødere end almindelig piskefløde.
Pisket buttercream glasur
Ingredienser
- 3 1/2 dl flormelis
- 110 g blødt smør
- 1 tsk vanillesukker
- Saften fra 1/4 citron
- 3/4 dl piskefløde
Fremgangsmåde
- Pisk smør og flormelis med en elpisker til du får en krummelignende blanding. Tilsæt vanillesukker, citronsaft og piskefløde og pisk, indtil du får en luftig flødeskumslignende glasur.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
9 kommentarer
Kan man på en eller anden måde lave det til en jordbær-glasur? 🙂
Har en pige, der ønsker sig jordbærtopping til sine cupcakes, til hendes 7 års fødselsdag for klassen.
Hej Julie
Ikke denne – du skal bruge en opskrift beregnet til jordbær 🙂 det har jeg ikke lige på bloggen endnu. Kh Trine
Hvor mange cupcakes er det til
Hej Sobja
Det afhænger af, hvordan du vil sprøjte glasuren, men typisk er der til 9-12 cupcakes i 1 portion.
KH Trine
Kan jeg lave den i dag og sprøjte den i morgen?
Ja det kan du 🙂 Den skal opbevares i køleskabet men være stuetemperatur når den skal sprøjtes.
KH Trine
hej, hvor mange cupcakes kan man sprøjte, hvis man laver 1 portion🙂
Hej, hvis jeg vil bruge denne Creme på en chokolade-talkage (1 tal og 8 tal) tænker du så at jeg skal lave dobbelt portion?
Hej Sarah Louise
Det kommer jo lidt an på hvor store dine kager bliver og hvordan du vil sprøjte cremen 🙂 men hvis jeg var dig ville jeg købe ind til dobbeltportion, og så blot lave en portion af gangen. Så kan du altid lave mere hvis du mangler.