Det er snevejr og corona-lockdown, så hver weekend putter vi os indenfor med tæpper og familiehygge. Maya er begyndt at synes, at det er sjovt at være med i køkkenet. Så står hun på sin skammel og rører i skålene på livet løs imens hun skraldgriner. Det sviner rimelig meget, men hyggeligt er det!
For nyligt bagte vi disse mega lækre æblebarer. Jeg er helt vild med kombinationen af æble og kanel og så har jeg en svaghed for krummetopping. Begge dele får man i disse æblebarer!
Æblebarerne består af en bund, som skal forbages, æblefyld med kanel, og en sprød og lækker krummetopping. Den er nem at bage i en lille form til få, men kan også fordobles så der bliver mere kage (og resterne kan gemmes til næste dag, hvor den er mindst lige så god).
Denne æblekage er virkelig nem. Det eneste man skal være særligt opmærksom på er bagetiden, når hele kagen skal i ovnen. Der skal æblekagen nemlig bages til krummetoppingen er sprød, men den skal ikke blive brændt. Så hold øje med kagen og tag den ud når krummetoppingen er gylden.
Det er også vigtigt at være tålmodig med afkølingen. Hvis æblekagen skal skæres i barer som på billederne skal den være helt kold inden den skæres. Bare rolig, den kan sagtens lunes igen hvis I vil have dejlig lun æblekage.
Er der rester kan de gemmes dækket til med plastikfilm i køleskabet til næste dag og genvarmes i ovnen.
Flere lækre opskrifter med æble:
- One-bowl sukkerfri banan- og æblemuffins
- Æblemuffins med kanel og krummetopping
- Æble kanel horn
- Æbletærte
- Æble- og kanelsmoothie
Flere gode kageopskrifter:
- Luksus brownies
- Banankage med nutella cream cheese glasur
- Chokolade talkage
- No bake kiksekage
- Brunsviger
Æblebarer
Ingredienser
Bund:
- 100 g blødt smør
- 50 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 100 g mel
Krummetopping:
- 100 g mel
- 100 g brun farin
- 50 g blødt smør
Æblefyld:
- 3-4 æbler
- 2 spsk mel
- 2 spsk sukker
- 1/2 tsk kanel
Fremgangsmåde
Bund:
- Kom smørret i en lille røreskål og pisk det hvidt og luftigt med en elpisker, cirka 2-3 minutter. Tilsæt sukker, vanillesukker og mel til skålen og ælt det sammen med hænderne til en let klistret glat dej.
- Pres dejen ud i en bageform på 20x20 cm, som er foret med bagepapir.
- Bag bunden ved 180 grader (alm. ovn) i 20 minutter og tag formen ud af ovnen.
Krummetopping:
- Kom mel, brun farin og blødt smør i en skål og rør det sammen til en krummetopping med en grydeske.
- Fordel 1/3 af krummetoppingen oven på bunden i bageformen i et jævnt lag.
Æblefyld:
- Skræl æblerne og skær dem i tynde både. Kom æblebådene, mel, sukker og kanel i en skål og rør rundt så æblerne dækkes jævnt.
- Fordel æblebådene fladt oven på krummetoppingen i bageformen så de dækker hele overfladen. Gentag i flere lag, indtil du har 3 lag af æblebådene.
- Fordel resten af krummetoppingen oven på æblerne og bag kagen ved 180 grader (alm. ovn) i 30 minutter, til æblerne er bløde og krummetoppingen er sprød.
- Lad kagen køle helt af i formen på en bagerist.
- Hvis kagen skal skæres ud til perfekte barer skal den stå i køleskabet i minimum 2 timer inden den skæres. Løft så kagen op af formen ved hjælp af bagepapiret og skær den ud i 9 firkantede stykker.
Noter
Æblebarerne skal opbevares på køl i en lufttæt beholder.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
2 kommentarer
De smager fantastisk 💪🏽👌🏽
Kan man fryse dem ned?
Hej Caroline
Dejligt at høre! Det kan du godt men de bliver en anelse bløde af det. De er bedst friske.