De fleste familier har nogle helt klassiske desserter og julekager som går igen i løbet af årene. I min familie er min mors vaniljekranse en af dem. Vaniljekransen er den mest fantastiske julesmåkage der findes og den bliver bagt ad flere omgange hvert år hjemme hos os.
Vaniljekranse er en lidt tidskrævende proces, da dejen skal igennem en kødhakker for at få det karakteristiske mønster, og derefter skal hver småkage formes til ringe. Min mor har da også lavet genvejen et par gange med blot at lave dem flade som almindelige småkager – men det er bare ikke helt det samme.
Denne opskrift er en, der kommer til at gå i arv i vores familie og jeg vil vove at påstå, at det er den bedste opskrift på vaniljekranse der findes!
Glædelig 1. december! Jeg har pyntet op i det lille hjem på hver en hylde. Det er bare så hyggeligt. Det er jeg sikker på min kæreste også synes, selvom han ikke vil indrømme det. I år kickstarter jeg julehyggen med at bage hjemmelavede vaniljekranse. Jeg tog min mor til hjælp da det går lidt hurtigere når man er to og det desuden er ekstra hyggeligt.
Lav mønster på vaniljekransene
For at lave vaniljekranse med det rigtige mønster skal man som tidligere nævnt bruge en kødhakker, for eksempel en kødhakker til Kitchen Aid eller en gammeldags manuel kødhakker. Her skal man vælge et udgangshul med et stjernemønster for at få det rigtige mønster frem på småkagerne.
Processen foregår ved, at vaniljekransedejen presses ned i kødhakkeren og kommer ud i lange strimler. Strimlerne skæres forsigtigt ud i små stykker på cirka 7 cms længde uden at ødelægge mønstret i dejen. Hvert stykke formes til en ring ved at enderne mødes og presses sammen.
Nødløsningen hvis man ikke har en kødhakker er, at sprøjte vaniljekransene med sprøjtepose og en stjernetylle. Det kræver lidt muskler og tålmodighed men kan lade sig gøre i en snæver vending. Vi anbefaler dog, at bruge en kødhakker da det er lettest samt giver det pæneste resultat.
afbagning af vaniljekranse
Vaniljekransene skal forsigtigt placeres på bageplader beklædt med bagepapir, uden at ødelægge mønstret, og stilles på køl i 15 minutter inden bagning. Det kan enten være udenfor hvis det er koldt, i køleskabet eller i en kold kælder. Afkølingen er essentiel for, at vaniljekransene holder formen under bagningen.
Vaniljekransene skal bages i cirka 8 minutter og sørg for, at holde meget øje med dem de sidste par minutter, for pludselig går det hurtigt. Småkagerne skal kun være let gyldne når de tages ud, ellers får de for meget.
Opbevaring af vaniljekranse
Vaniljekransene skal opbevares i en lufttæt kagedåse. For at sikre, at den er helt lufttæt bør der lægges madpapir eller plastikfilm under låget, så det slutter helt tæt.
Vaniljekransene holder sig gode i op til 3 uger. Men de holder nok ikke så længe, for de smager virkelig virkelig godt! 😉
De bedste vaniljekranse
Anbefalet udstyr (reklamelinks)
Ingredienser
- 500 g hvedemel
- 1/4 tsk bagepulver
- 6 tsk vanillesukker
- 375 g smør
- 1 æg
- 250 g sukker
- 125 g mandler
Fremgangsmåde
- Smut mandlerne og hak dem fint - hvis de er for store stopper hullet i kødhakkeren.
- Rør hvedemel, bagepulver og vanillesukker sammen i en skål. Koldt smør hakkes og kommes i.
- Pisk æg og sukker sammen i en anden skål og tilsæt det til melblandingen. Tilsæt også de finthakkede mandler. Ælt nu blandingen sammen til en glat dej.
- Indstil kødhakkeren på det stjerneformede hul. Kør en klump af dejen gennem kødhakkeren og tag imod dejstrimlen i den anden ende - her kan det være rart at have en hjælpende hånd. Læg hver dejstrimmel på et spækbræt.
- Skær dejstrimlerne ud i stykker på 6-7 cm og form disse til små cirkler - klem dejenderne forsigtigt sammen uden at ødelægge stjernemønsteret.
- Læg alle vanillekransene på en bageplade beklædt med bagepapir med lidt afstand imellem. Stil bagepladen køligt i 15 minutter, så bevarer de mønstret under bagningen.
- Bag vanillekransene ved 185 grader i cirka 8 minutter. Lad dem køle af på en bagerist.
55 kommentarer
Sjovt, din opskrift er nøjagtig magen til en opskrift fra Törsleffs blå bagebog, en gammel opskriftsbog jeg har haft i 40 år, men småkageopskrifter varierer jo meget, meget lidt. Af hensyn til resultatet skal der jo bestemte mængder ingredienser i.
kan man komme marcipan der i uden der sker noget .
Hej Mette og Trine
jeg skal til at bage jeres lækker vanilje kranse,
men lige et spørgsmål, bager i kransene højt i ovnen!
og evt rest dej kan det kommes i fryseren hilsen pia
Hej Pia
De bages i midten af ovnen. Og dejen kan sagtens fryses ja 🙂
God fornøjelse!
Tak, hvordan er det bedst at opbevare dejen i fryseren
i husholdings film og i en frysepose ! Hilsen Pia
Hej
De er nemme hvis man ikke har vanilje stang, men jeg får Max 155stk
Hej Irene
Godt at høre. Mængden afhænger selvfølgelig af, hvor store vanillekranse du laver og hvor meget dej går til spilde.
I har ret. Det er de bedste vaniljekranse man kan få. Det er også den opskrift jeg bager efter, og har gjort det i over 50 år.
Bliver der virkelig 250 stk. ved denne opskrift?
Hej Majken
Jeps, 250 almindelig størrelse vanillekranse.
Smager næsten som min mors vaniljekranse (…som er verdens bedste!!), så kan varmt anbefale disse, de er virkelig gode, også selvom de fik et par minutter ekstra i ovnen.