Jeg har boet mange år i Japan som barn, hvor jeg gik på en amerikansk skole (derfra kommer blandt andet min kærlighed til cupcakes!). I løbet af disse år indtog jeg utroligt store mængder peanut butter, så meget at jeg til sidst næsten ikke kunne spise det længere. Min kæreste er opvokset i USA og har selvfølgelig også været udsat for peanut butter-fænomenet. Han kan derimod stadig ikke få nok af det klistrede stads, tværtimod!
Så mest for at glæde ham besluttede jeg mig for at lave en peanut butter-version, da jeg for nyligt ville bage chokolade cookies. Resultatet blev dog mildest talt FANTASTISK. Cookiesene har en smag af peanut butter, som ikke er for voldsom og ikke overdøver chokoladen eller selve cookien, men blot giver et lækkert lille twist. Jeg tror muligvis, at peanut butter lige så stille vil begynde at snige sig ind i mit liv igen…
Når man laver cookiedej til amerikanske cookies er forhold imellem ingredienser afgørende for, hvor meget dine cookies vil brede sig. Følg derfor mængden af ingredienser beskrevet i opskriften nøje.
Det sagt kan mel og forskellige mærker af ingredienser opføre sig en anelse forskelligt. Sørg for at din dej er fast, holder form og ikke er klistret. Hvis den er for våd skal du tilsætte lidt mere mel. Dejen må dog heller ikke være smuldrende – så er der tilsat for meget mel!
Dejen skal være kold når du triller den til kugler så dine cookies får den rigtige afbagning og ikke flyder ud. Derfor er det vigtigt at stille din dej i køleskabet i 1 time inden du former dine cookies.



Bløde amerikanske cookies er helt anderledes end vores klassiske danske sprøde småkager. En ægte cookie er tyk, sprød udenpå og blød i midten, en konsistens der kaldes ‘chewy‘. For at opnå denne her himmelske konsistens skal man tage højde for et par ting når man bager sine cookies:
- Cookiesene skal placeres med god afstand til hinanden, så de har plads til at sprede sig (cirka 9 cookies på en bageplade)
- Ovnen skal være forvarmet når cookiesene sættes ind
- Cookiedejen skal være fast og kølig, da dette kontrollerer, hvor meget dejen spreder sig
- Cookiesene skal tages ud af ovnen når de har fået gyldne kanter men stadig ser bløde ud i midten
- Cookiesene skal blive stående på bagepladen i præcis 3 minutter, da de bager videre på bagepladen
Følg ovenstående, så vil du få helt fantastiske peanut butter cookies med perfekt konsistens!
Dejen er bedst rørt på køkkenmaskine eller med elmikser. Den bliver til en tyk, klistret dej.


Opskrift
Ingredienser
- 50 g smør (blødt)
- 60 g peanut butter
- 50 g sukker
- 40 g brun farin
- 1 æg
- 75 g mel
- ½ tsk bagepulver
- ¼ tsk vaniljesukker
- 1 tsk mælk (cirka)
- 50 g god mørk chokolade
Sådan gør du
- LAV DEJEN: Rør smør og peanut butter sammen i en røremaskine eller med håndmixer ved høj hastighed. Tilsæt sukker, brun farin, æg og halvdelen af melet og rør det sammen ved lav hastighed.50 g smør, 60 g peanut butter, 50 g sukker, 40 g brun farin, 1 æg, 75 g mel
- Rør bagepulver og vaniljesukker ud i resten af melet. Tilsæt melblandingen og den lille smule mælk til dejen og vend et med en dejskraber til det er blandet helt sammen og dejen er fugtig. Hak den mørke chokolade groft (eller brug chokoladepoletter) og rør den i cookiedejen. Stil dejen i køleskabet i 1 time.1/2 tsk bagepulver, 1/4 tsk vaniljesukker, 1 tsk mælk, 50 g god mørk chokolade
- FORM COOKIES: Kom små klatter dej på en bageplade beklædt med bagepapir (cirka 1 spiseskefuld) med god afstand imellem.
- BAG COOKIES: Bag cookiesene ved 180 grader (alm. ovn) i 7-8 minutter til de er gyldne i bunden. Lad dem køle af i et par minutter på bagepladen og flyt dem derefter til afkøling på en bagerist. Gentag processen med resten af dejen.






























6 kommentarer
De ser super lækre ud. Dem skal jeg prøve
de bedste jeg nogensinde har fået
Hej med jer 🙂
denne opskrift ser lækker ud! – Jeg tåler desværre kun majs,ris og boghvedemel. Tror i at nogle af disse (måske en blanding), ville kunne bruges til disse?
mvh camilla
Hej Camilla
Jeg har ikke prøvet at lave disse cookies glutenfri, men jeg ville nok prøve med boghvedemel. Du skal nok tilsætte vanille eller ekstra peanut butter for at overdøve den lidt bitre smag.
Lad mig høre hvordan det går!
Rigtig lækker opskrift 🙂
Et par af dem og en kop the med skumfiduser, så kan kulden bare komme an 🙂
/Malene
Ah, peanut butter i alt. Jeg kan helt klart forstå det! Jeg har længe forsøgt at kombinere peanutbutter med mine yndlings-kreationer fra køkkenet. Småkager, muffins, brownies… Intet slipper. Og din opskrift skal helt klart også prøves.