Så kom sneen endelig – omend en dag for sent. Jeg er hos mine forældre julen over og herude på “landet” (dvs. 20 km fra København) lægger sneen sig på en helt anden måde. Det er utroligt flot og hyggeligt så længe jeg sidder inde i varmen!
Vi råhygger stadig med masser af juleguf. Forleden lavede vi disse lækre nougatbider med frysetørrede hindbær.
Disse nougat trøfler er virkelig hurtige og nemme at lave. Marcipanen deles ud i lige store stykker som trilles til kugler. Kuglerne trykkes flade og der lægges et stykke nougat i midten. Marcipanen foldes sammen om nougaten og rulles til pæne, ensartede kugler.
Nougat-marcipankuglerne skal overtrækkes med chokolade. Man kan både bruge lys og mørk chokolade, men da nougat er meget sødt i sig selv synes vi, at mørk chokolade passer bedre end hvid- eller lys chokolade. For at chokoladen bliver skinnende flot og får det rigtige knæk, skal chokoladen tempereres. Du kan læse vores udførlige guide til temperering af chokolade hvis du ikke har prøvet det før.
Der er et eller andet ved frysetørrede hindbær som bare får desserter og chokolader til at se mere eksklusive ud. At de desuden har en helt kraftig fantastisk smag af hindbær bidrager kun til hvor begejstret jeg er for dette produkt! Vi dryssede frysetørrede hindbær fra Sweet Addiction på chokoladerne inden den stivnede.
Chokoladerne skal opbevares køligt, men bør ikke opbevares i køleskabet. De er rigtig fine at komme i en æske og give som gave!
Nougat trøfler med hindbær
Ingredienser
- 100 g marcipan
- 30 g blød nougat (2 skiver)
- 200 g god mørk chokolade
- 2 spsk frysetørrede hindbær
Fremgangsmåde
- Del marcipanen i 12 lige store stykker. Rul stykkerne til kugler og tryk dem flade med en lille fordybning i midten.
- Skær to skiver nougat og skær dem ud til 12 små firkanter. Placer hver firkant nougat i fordybningen på en flad marcipankugle.
- Rul marcipanen sammen omkring nougaten så nougaten er i midten. Tril alle marcipankuglerne til ensartede pæne kugler.
- Smelt og temperer chokoladen (se hvordan man tempererer chokolade). Dyp marcipankuglerne en ad gangen med en chokoladegaffel. Bank den overskydende chokolade af så kuglerne får et ensartet glat chokoladeovertræk.
- Placér den overtrukne chokoladekugle på en bagerist. Drys straks frysetørrede hindbær på toppen inden chokoladen stivner. Gentag processen med de resterende marcipankugler.
- Lad chokoladen stivne helt, evt. i køleskabet.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
De frysetørrede hindbær er sponsoreret af Sweet Addiction.
Skriv et svar