Jeg har glædet mig til at dele denne festlige og sommerlige chokoladelagkage med jer! Chokoladelagkagen har svampede lækre chokoladebunde med et lag syrlig bærmousse og et lag blød karamel. Kombinationen af disse smage får mig i den syvende himmel, og jeg er helt vild med, at den bitre chokolade brydes af det syrlige og det søde.
Chokoladelagkagen er pyntet med en hel del smørcreme. Jeg gik nok lidt amok med pynten denne gang, men jeg synes altså at resultatet er super festligt i skønne sommerfarver! Og faktisk blev alt smørcremen spist med kagen – vores gæster syntes det var lækkert.
Er man ikke til alt den smørcreme kan kagen selvfølgelig pyntes anderledes (læs mere længere nede). Men lagkagen er som den skal være – den perfekte lagkage til chokoladeelskeren.
Chokolade lagkagebunde
Det vigtigste ved en chokolade lagkage er naturligvis lagkagebundene, som udgør en stor del af kagen. Til denne kage har jeg valgt luftige chokoladebunde, som giver kagen noget højde men ikke føles bastante når man spiser dem. Jeg har brugt en god mørk kakao og kaffe i bundene, så den får en bitterhed, der passer godt til den søde karamel.
Jeg har bagt lagkagebundene én ad gangen i en springform med Ø22 cm med bagestrimler omkring, så de blev så flade som muligt. Bagestrimler er særligt udviklet til det formål og fungerer rigtig godt. Mine bagestrimler er fra Wilton.
Denne kage er ikke så velegnet til at bage i én stor portion og efterfølgende skære ud til lagkagebunde, da den vil hæve for meget på midten. Man kan godt gøre det, men så skal der skæres en del kage fra (og det er jo synd).
Lagkagebundene kan med fordel bages i god tid og kan fryses i op til 3 måneder.
Bærmousse og karamel
Fyldet i lagkagen består af en bærmousse og et lag flødekaramel. Bærmoussen er en blanding af brombær, jordbær og blåbær, som giver en skøn farve og syrlig-sød smag. Bærmoussen indeholder husblas, som får den til at sætte sig nok til, at den kan holde de ovenstående lag. Derfor skal kagen have lov til at stå på køl i mindst 6 timer inden den pyntes.
Karamellen skal laves lige inden den hældes på kagen. Hæld fra midten og lad karamellem sprede sig ud oven på lagkagebunden. Brug eventuelt en paletkniv til at få den helt ud til kanterne.
Pynt lagkagen
Jeg har pyntet min lagkage med store mængder smørcreme. Jeg elsker smørcreme og synes dens sødme er vildt lækkert sammen med for eksempel en bitter chokoladekage som her. Der er dog maaange holdninger til smørcreme. Nogle synes det er alt alt for sødt. Hører du til den klub skal du ikke bruge så store mængder smørcreme, som jeg har gjort på billederne.
Det sagt kan du selvfølgelig stadig lave lagkagen efter opskriften og så pynte kagen anderledes. Du kan for eksempel smørre kagen op med et tyndt lag smørcreme og så komme frisk frugt på toppen, eller du kan lade lagkagen være “nøgen” og kun komme pynt eller glasur på toppen. Du kan også lave en ganache af mørk chokolade og piskefløde og lade den løbe ned ad siderne. Mulighederne er mange! 😉
Smør kagen op
Når en kage skal overtrækkes pænt med smørcreme er det vigtigt, at moussen har sat sig helt først. Det er også vigtigt først at smøre kagen op med et tyndt lag smørcreme – dette kaldes en crumb coat. Har du brug for at se det in action anbefaler jeg at søge på Youtube efter crumb coat.
Crumb coat’en skal stivne (i køleskabet) inden næste lag smørres på. Næste lag er det, som skal være pænt. Sørg for at det bliver et tyndt tyndt lag, men som er helt glat og ensartet. Jeg synes det er lettest at stille kagen på et drejebræt og bruge en stor skraber. Øvelse gør mester.
Det gode er, at hvis du vil pynte kagen som jeg er det ligegyldigt, om det er pænt på toppen 😉
Sprøjt blomstermønstret på toppen
Hvis du vil pynte toppen af kagen som jeg, skal der laves fem forskellige farver smørcreme. Jeg bruger altid pastafarve til min smørcreme da det er kraftigt og der derfor kun skal bruges meget lidt.
Jeg har sprøjtet mønstret udefra og ind mod midten med en sprøjtepose med tyllen Wilton 2D. Det er smart med en drejebænk når man skal lave sådan noget.
![Pink lagkage sommer](https://bageglad.dk/wp-content/uploads/2021/04/pink-lagkage-sommer-450x450.jpg)
Chokoladelagkage med bærmousse og karamel
Udstyr (indeholder reklame)
Ingredienser
Chokolade lagkagebunde (3 stk):
- 300 g mel
- 100 g mørk kakao
- 400 g sukker
- 1 tsk natron
- 1 1/2 tsk bagepulver
- 2 tsk vaniljesukker
- 1/2 tsk salt
- 150 ml vegetabilsk olie
- 3 æg
- 2 1/2 dl kærnemælk*
- 1 dl stærk kaffe stuetemperatur
Bærmousse:
- 4 blade husblas
- 100 g brombær
- 100 g jordbær
- 100 g blåbær
- 3 spsk sukker
- 1 1/2 dl piskefløde
Karamel:
- 2 dl piskefløde
- 175 g sukker
- 50 g smør
Vanilje smørcreme:
- 700 g smør evt. usaltet stuetemperatur
- 900 g flormelis
- 2 tsk vaniljeessens
- 5-6 spsk piskefløde
Fremgangsmåde
Chokolade lagkagebunde:
- Beklæd 3 springforme på Ø22 cm med bagepapir i bunden*. Springformen skal ikke smøres (ellers vil den hæve mere på midten under bagningen, og målet er at få flade kagebunde).
- Læg evt. bagestrimler i blød i koldt vand (valgfrit). De vil hjælpe med at sørge for, at kagen ikke hæver på midten under bagningen.
- Kom mel, mørk kakao, sukker, natron, bagepulver, vaniljesukker og salt i en stor skål og pisk det sammen med et piskeris.
- Kom olie og æg i en anden skål og pisk det sammen med et piskeris. Tilsæt kærnemælk og rør det sammen.
- Kom de våde ingredienser over i skålen med melblandingen og rør dejen sammen stille og roligt. Tilsæt til sidst kaffen (stuetemperatur) og rør hele dejen sammen med en grydeske eller dejskraber. Lad være med at overpiske.
- Vej hele dejen og del vægten i 3. Fordel dejen i de tre springforme, vej dem så de bliver lige høje.
- Sæt de våde bagestrimler omkring én af springformene. Bag chokoladebundene én kage ad gangen ved 180 grader (alm. ovn) i 25-28 minutter. Kagen er færdig når der ikke længere hænger dej ved en tandstik der stikkes i midten af kagen. Lad kagerne køle af i springformene. Skær langs kanterne af springformen for at løsne kagen, og fjern så kagen fra springformen.
- Hvis chokoladebundene er hævet på midten skal de skæres til med en brødkniv, så de bliver helt flade. Gør først dette når bundene er kølet helt af.
Bærmousse:
- Læg husblas i blød i koldt vand.
- Kom brombær, jordbær og blåbær (gerne frosne) i en lille gryde med et par spiseskefulde vand og sukker. Kog i 3-4 minutter til bærrene er gennemkogt og væsker.
- Blend bærrene med en stavblender og hæld det igennem en sigte, så kernerne sies fra. Der skulle gerne blive cirka 2,5 dl saft.
- Vrid vandet fra husblassen og tilsæt det til saften. Rør indtil husblassen er helt opløst, og lad saften køle af til stuetemperatur (evt. i køleskabet).
- Pisk piskefløden til flødeskum. Tilsæt saften langsomt under omrøring så saften fordeles i flødeskummet uden at luften slåes ud.
- Stil en bagering på det fad, du vil servere kagen på. Vend bunden i vejret på én af lagkagebundene og læg den ned i bageringen og stram til, så ringen passer.
- Fordel bærmoussen oven på lagkagebunden (mængden kan tilpasses efter ønske) og glat toppen let med en paletkniv.
- Læg så den næste bund ovenpå, med bunden i vejret og pres let ned på moussen.
- Stil lagkagen i køleskabet imens der laves karamel.
Karamel:
- Kom sukkeret på en tykbundet pande og smelt det til en gylden karamel ved middel varme (vær tålmodig, det tager lidt tid). Lad være med at røre for meget i det.
- Når det er ved at være der, opvarm piskefløden i en lille gryde eller i mikroovnen til den er varm (ikke kogende).
- Når karamellen er gylden hæld piskefløden i og rør rundt til alle klumper er smeltet.
- Tilsæt smør i små stykker og rør det ind i karamellen.
- Tag kagen ud af køleskabet og fordel karamellen på lagkagebunden i et ensartet lag.
- Læg den sidste bund på med bunden i vejret og stil kagen i køleskabet i mindst 6 timer indtil moussen har sat sig.
Smørcreme:
- Hvis du vil pynte din kage med smørcreme som på billederne skal der laves en stor portion smørcreme. Smørcremen kan evt. laves over to portioner hvis din røremaskine eller bageskåle ikke kan klare mængden på én gang.
- Kom det bløde smør i en skål, evt. skålen på en røremaskine, og pisk det luftigt med en elpisker eller røremaskine i 5 minutter.
- Tilsæt flormelis og vaniljeessens og rør det langsomt i. Tilsæt piskefløde lidt af gangen og pisk indtil du opnår den ønskede konsistens**.
- Del smørcreme portionen i to lige store portioner. Farv den ene portion den farve, du ønsker kagen skal være. Smør kagen op først med et tyndt lag smørcreme med en paletkniv og stil den i køleskabet. Smør den derfor pænt og endeligt op med yderligere et lag.
- Fordel den sidste portion smørcreme i et antal skåle som matcher det antal farver, du vil bruge. Jeg har brugt 5 farver. Farv smørcremen som ønsket og sprøjt det på kagen, f.eks. med en stjernetylle. Jeg startede udefra og sprøjtede ind mod midten med tyllen 2D fra Wilton.
- Stil kagen i køleskabet indtil servering men tag den ud minimum 1 time før servering, så den ikke er køleskabskold.
Noter
**Konsistensen kan tilpasses ved at tilsætte enten mere flormelis eller mere piskefløde.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
6 kommentarer
Hej, jeg bager bundene en dag før kagen skal samles, og knap to dage før den skal serveres, og i den forbindelse ville jeg høre om jeg kan opbevare bundene ved køleskabstemperatur indtil kagen skal samles?
Mvh. Stine
Hej Stine
Det kan du i princippet godt (pakket i flere lag plastikfilm), men du kan risikere at bundene tørrer lidt ud. Jeg ville nok fryse bundene for at undgå dette, så bare samle kagen med frosne bunde og lade den tø op i køleskabet samtidig med at moussen sætter sig 🙂 så skal du bare arbejde ekstra hurtigt med karamellen.
KH Trine
Hej jeg prøver at bage den som en stor kage i stedet for i tre dele. Men den virker ikke til at blive bragt – hvor lang tid tror du den skal have hvis man bager den som en stor kage?
Mvh. Stine
Hej Stine
Denne kage er ikke så velegnet til at bage i én portion da den vil hæve for meget på midten. Men hvis man gør vil jeg estimere at den skal have omkring en times tid. Du bør altid tjekke om kagen er færdig ved at prikke med en tandstik eller strikkepind i midten af kagen – den er færdig når der ikke længere hænger dej ved 🙂
KH Trine
Hej det mørk chokolade der skal i dejen,er det rigtig chokolade eller pulver?
Hej Stephanie
Det mørke kakao der er angivet, er mørk kakaopulver 🙂
Kh Trine