Som vores blog vidner om har både Mette og jeg en svaghed for fyldte chokolader. Der er et eller andet ved de små, blanke, mundrette bider hvor man ikke ved hvad der gemmer sig indeni, som gør dem så spændende og lækre. Og det er altså så hyggeligt at lave dem selv!
Vi laver et kæmpe fad fyldte chokolader hvert år til jul, men jeg springer også gerne til enhver anden anledning for at servere fyldte chokolader i løbet af året. Se alle vores opskrifter på chokolade.
Jeg er helt forelsket i disse fyldte hvide chokolader med frisk passionsfrugt ganache. Ville de ikke også være super fine til påske?
Det vigtigste når man laver fyldte chokolader, uanset om det er mørk, lys eller hvid chokolade er, at man tempererer chokoladen. Det gør, at chokoladen knækker ordentligt, bliver blank og nemt kan bankes ud af en chokoladeform. Så det duer altså ikke bare at smelte chokolade til skyhøje grader og fylde hælde det over i en form.
Chokolade temperering kan virke som en intimiderende proces, men det er faktisk meget nemt hvis man forstår de basale principper. Vi har lavet en guide til chokolade temperering som vil hjælpe dig godt på vej.
Det er også vigtigt, at man bruger en chokolade af god kvalitet. Der findes mange erstatningsprodukter fordi kakao er dyrt men et giver kedelig og smagsløse resultater, så læg lige de ekstra penge når du køber din chokolade, du vil ikke fortryde det. Vi har anbefalet en god hvid chokolade i opskriften længere nede på siden.
Den friske passionsfrugt ganache der fyldes i disse hvide chokolader er virkelig nem og smager bare himmelsk! Den holder sig blød inde i chokoladen og er en vidunderlig overraskelse når man bider stykkerne over.
Du kan pynte dine hvide chokolader som du vil. Vi valgte at holde det helt enkelt med nogle små sprøjtede chokoladehjerter.
Du kan selvfølgelig bruge en hvilken som helst chokoladeform, men vi anbefaler altid chokoladeforme af hård plast frem for silikone da resultatet bliver mere blankt og chokoladerne er lettere at få ud af formen.
Fyldt hvid chokolade med passionsfrugtganache
Ingredienser
Hvid chokoladeovertræk:
- 200 + 100 g god hvid chokolade
Passionsfrugt ganache:
- 50 ml frisk passionsfrugtsaft (cirka 4 passionsfrugter)
- 50 ml piskefløde
- 100 g god hvid chokolade
Fremgangsmåde
Hvid chokolade skaller i chokoladeform:
- Smelt og temperer cirka 200 g hvid chokolade. Følg eventuelt vores guide til temperering. Fyld cirka 10 huller i en chokoladeform helt med hvid chokolade.
- Vend bunden i vejret på formen og tøm chokoladen ud på et stykke bagepapir. Bank blidt formen ned på bagepapiret så du får alt chokoladen ud, så der kun er tynde skaller af chokolade tilbage i formen.
- Skrab langs toppen af formen med en spatel, så alt den overskydende chokolade er væk. Den overskydende chokolade på bagepapiret kan genbruges, når det er stivnet. Stil chokoladeformen på køl indtil chokoladen stivner.
Passionsfrugtganache:
- Halvér passionsfrugterne og skrab kødet ud. Pres det igennem en sigte, så kernerne bliver sorteret fra, og du får ren passionsfrugtsaft. Der skal være 50 ml saft.
- Kom passionsfrugtsaften og piskefløden i en lille gryde og rør det sammen uden at tænde for varmen.
- 100 g hvid chokolade groft og smelt den over et kogende vandbad, for eksempel i en metalskål. Lige inden chokoladen er helt smeltet opvarmes passionsfrugt-piskeflødeblandingen til kogepunktet i den anden gryde. Lige inden det koger hældes det over i skålen med smeltet hvid chokolade. Rør rundt med en dejskraber eller grydeske indtil passionsfrugt-flødeblandingen er helt rørt sammen med den hvide chokolade til en passionsfrugt ganache.
- Fyld passionsfrugt ganachen i de stivnede hvid chokolade skaller i chokoladeformen. Der skal være cirka 3 mm plads tilbage til at lave et låg af chokolade.
Hvid chokolade låg:
- Smelt og temperer yderligere 100 g hvid chokolade. Fyld den sidste plads i hullerne i chokoladeformen op med hvid chokolade. Skrab langs toppen af chokoladeformen så alt den overskydende chokolade er væk. Stil chokoladeformen på køl indtil chokoladen stivner.
Pynt:
- Bank de hvide chokolader ud af chokoladeformen. Pynt eventuelt med hjerter af hvid chokolade ved at komme lidt smeltet hvid chokolade i et lille kræmmerhus af bagepapir og tegn langsomt små hjerter.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
2 kommentarer
Hvordan og hvor længe kan de opbevares?
Hej Charlotte
De holder sig i 1-1,5 uge. De opbevares bedst køligt og mørkt i en lufttæt beholder, men ikke i køleskabet (det er for koldt).