Glutenfri og sukkerfri bananpandekager

4 stemmer
Luftige, lækre, naturligt sødet bananpandekager. Disse nemme pandekager er glutenfri, sukkerfri og kan også laves mælkefri. Perfekt til baby og de voksne!
Glutenfri og sukkerfri bananpandekager

Bananpandekager til baby (og alle os andre)

Vi morgenhygger virkelig meget herhjemme i øjeblikket. Vores lille datter er fyldt 6 måneder og sidder nu med til bords, hvor hun altid har den vildeste fest med sin morgenmad. På den måde kommer vi automatisk til at sætte os ned og spise morgenmad, noget vi ikke tidligere har prioriteret i en travl hverdag. Og det er bare virkelig hyggeligt!

Til morgenhygge hører jo også noget lækker morgenmad. Vi spiser rigtig meget grød herhjemme. men er også meget glade for bagværk. En favorit er selvfølgelig pandekager og de kan sagtens spises med god samvittighed hvis man lader være med at fylde alt for meget sukker i og ovenpå. Disse glutenfri bananpandekager er sindssygt lækre og samtidig er de sukkerfri, så dem får vores lille datter også lov til at guffe i sig – dog uden chokoladesauce 😉

Ingredienser til glutenfri bananpandekager

Disse lækre pandekager kræver ikke mange ingredienser, og det meste har du nok i køkkenet i forvejen. Her fortæller jeg lidt om ingredienserne og hvad de evt. kan erstattes med. Find den fulde opskrift længere nede på siden.

  • Banan: Giver ikke kun naturlig sødme, men gør også pandekagerne ekstra saftige og lette. Hvis du ikke har banan, kan du bruge æblemos som erstatning.
  • Mælk: Gør pandekagedejen blød og lækker. Hvis du ønsker et plantebaseret alternativ, kan du bruge havre- eller soyadrik.
  • Havregryn (glutenfri): Fungerer som mel i denne opskrift, da de fintblendes sammen med andre ingredienser. De tilføjer struktur til dejen, samtidig med at de giver en let nøddeagtig smag.
  • Bagepulver: Nødvendigt for at pandekagerne får en god hævning.
  • Vaniljeessens: Valgfrit, men anbefalet at tilføje for en god sødme. Kan evt. erstattes af vaniljesukker.
  • Æg: Binder ingredienserne sammen og giver pandekagerne en god struktur.

Pandekagerne kan serveres med frisk frugt eller hvis man alligevel savner lidt sødme, så kan man spise dem med chokoladesauce, sirup, marmelade eller honning.

Tips til at bage bananpandekager

Det er virkelig nemt at bage disse bananpandekager. Her får du et par tips til at bage perfekte luftige pandekager:

  • Brug modne bananer: Jo mere modne bananerne er, jo sødere bliver pandekagerne
  • Undgå overpiskning: Rør dejen roligt sammen, undgå at røre for meget da det gør pandekagerne flade og kompakte.
  • Steg ved middelhøj varme: Pandekager skal have ret høj varme for den rette afbagning.
  • Hold øje med bobler: Pandekagerne er klar til at blive vendt når du ser små bobler på overfladen.

Lav pandekagerne laktosefri

Hvis du vil lave pandekager som er både glutenfri og laktosefri kan du erstatte mælken med laktosefri mælk eller et plantebaseret alternativ, f.eks. havredrik. Til nøds soyadrik eller mandeldrik, men havredrik er bedst. Steg i så fald pandekagerne i vegetabilsk olie, f.eks. kokosolie, fremfor smør.

Toppings til bananpandekager

I hverdagen serverer vi vores bananpandekager med:

  • Rabarberkompot
  • Nektariner og hjemmelavet hindbærsauce
  • Bananskiver
  • Blåbær
  • Peanut butter med eller uden banan

Og hvis vi skal forkæle den søde tand i weekenden spiser vi dem med:

  • Bananskiver og chokoladesauce
  • Bananskiver og karamelsauce
  • Lemon curd og hindbær
  • Blåbær og jordbærsauce
  • Jordbær og flormelis

Sukkerfri og glutenfri amerikanske pandekager

Glutenfri og sukkerfri bananpandekager

Opskrift

Bananpandekager (glutenfri og sukkerfri)

4 stemmer
Lækre og nemme amerikanske pandekager med havregryn og banan. Pandekagerne er både sukkerfri og glutenfri.
Tid i alt: 20 minutter
Mængde: 4 personer (8 stk)
Udskriv Pin

Ingredienser

Pandekager:

  • 2 modne bananer
  • 4 ½ dl mælk eller havremælk*
  • 200 g havregryn** (glutenfri)
  • 3 tsk bagepulver
  • 2 tsk vanilleessens (valgfrit)
  • 2 æg
  • Smør eller olie til stegning***

Topping (valgfrit):

  • 50 g god mørk chokolade
  • Banan i skiver

Sådan gør du

Bananpandekager:

  • Skræl bananerne og bræk dem i stykker, som kommes i en blender. Tilsæt mælk og havregryn. Blend massen til du får en tyk dej (kan være nødvendigt at dele det op i flere portioner). Hæld dejen over i en stor skål.
    2 modne bananer, 4 1/2 dl mælk eller havremælk*, 200 g havregryn**
  • Tilsæt bagepulver, vaniljeessens og æg til dejen og rør med en ske, til det er godt blandet. Dejen bør ikke overpiskes, så rør stille og roligt.
    3 tsk bagepulver, 2 tsk vanilleessens, 2 æg
  • Smelt stegefedt på en pande ved høj varme. Hæld langsomt dej på midten af panden til du får den ønskede størrelse pandekage (dem på billedet er 8-10 cm).
    Smør eller olie til stegning***
  • Skru ned på middel til middelhøj varme. Lad pandekagen stege til du ser bobler på overfladen. Vend så pandekagen med en flad palet og steg i yderligere cirka 5 minutter på den anden side, til pandekagen er gennembagt.
  • Gentag med resten af dejen.

Topping:

  • Hak den mørke chokolade og kom 75% af den i en lille skål. Smelt chokoladen i mikroovnen. Rør i den undervejs så den ikke brænder på. Chokoladen bør ikke overstige 50 grader og hvis du ikke har et sukkertermometer er det blot at holde øje – chokoladen skal kun lige smelte, så er den færdig.
    50 g god mørk chokolade
  • Kom de resterende 25% chokolade i den smeltede og rør, til det hele er smeltet (det afkøler chokoladen).
  • Skræl bananen og skær den i skiver. Stabel og pynt dine pandekager med chokoladesauce og bananskiver lige inden servering.
    Banan i skiver

Noter

*Hvis pandekagerne skal være mælkefri, vælg havredrik. Kan til nøds erstattes med soyadrik eller mandeldrik
**Havregryn er naturligt glutenfri, men brug glutenfri havregryn for en sikkerheds skyld hvis der er tale om glutenallergi
***Hvis pandekagerne skal være mælkefri, vælg olie (f.eks. kokosolie)
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

5 from 4 votes (4 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke