Chokolade talkage

45 stemmer
Denne chokolade talkage er oplagt, når du skal fejre en ægte chokoladeelsker! Udover at være visuelt imponerende giver talkager et vidunderligt personligt touch til enhver fejring, hvad end det er fødselsdag, bryllupsdag eller jubilæum. Og med al sin overdådige chokolade vil denne chokolade talkage opskrift helt sikkert være populær hos de fleste!
Tal kage med chokolade fra Bageglad

Om min chokolade talkage

Noget af det bedste ved talkager er, at de ser så imponerende ud, men faktisk er ret nemme at lave. Chokoladekagen bages i en almindelig bageform og skæres ud (evt. ved brug af en skabelon) til det valgte tal. Og så er det ellers bare at pynte!

Min fantastiske mand fyldte 35 år forleden og på trods af, at han ikke vil mindes om, at han nærmer sig de 40 synes jeg alligevel, at det er en alder der skal fejres med manér! Derfor bagte og pyntede jeg to fine chokolade tal kager til fejringen. Han er helt vild med Toffifee, så disse skulle selvfølgelig være en del af pynten. Jeg supplerede med friske blåbær og brombær og blandet chokolade.

Sådan skæres og pyntes en tal kage

Tricket til en perfekt talkage er, at skære kagen efter en skabelon. Skær kagen først og pynt den derefter. Fremgangsmåden er:

  1. Print eller tegn et tal på et papir og klip det ud som en skabelon.
  2. Læg skabelonen oven på den helt afkølede chokoladekage og skær langs kanten af skabelonen med en skarp kniv.
  3. Sprøjt derefter chokolade smørcreme på hele toppen af kagen med en sprøjtepose og tylle.
  4. Pynt kagen med chokolade og bær som ønsket. Sørg for, at frugten er helt tør, før den sættes på smørcremen.

Gode tyller

Jeg har brugt en stjernetylle til at sprøjte smørcreme på mine talkager. Jeg kan anbefal følgende stjernetyller til formålet: [eafl id=”24626″ name=”Tylle, Wilton 2D” text=”Wilton 2D”] (reklamelink) eller [eafl id=”24696″ name=”Tylle, Wilton 1M” text=”Wilton 1M”] (reklamelink).

Tal kage i chokoladekageTal kage med glasurTal kage med slikTal kage med slik og frugt

Hvad kan talkager pyntes med?

Talkager kan pyntes præcis som man ønsker. Det er kun fantasien der sætter grænser. Jeg har pyntet mine talkager med:

  • Toffifee
  • Toms Guldbarer
  • Maltesers
  • Små chokoladekugler med knas
  • Friske blåbær
  • Friske brombær

Chokolade tal kage

Hvornår kan talkagen tidligst laves?

Man kan sagtens lave talkager i god tid. Talkagen kan for eksempel bages aftenen før kagen skal serveres og skæres ud som tal, så den er klar. Pak tallet godt ind i plastikfilm efter det er kølet helt af, så det ikke tørrer ud, og stil kagen på køkkenbordet natten over.

Talkagen bør først pyntes samme dag som den skal serveres. Talkagen bør pyntes mindst 1 time inden servering, så smørcremen kan nå at størkne. Man kan dog også sagtens pynte talkagen allerede om morgenen og opbevare den i køleskabet hele dagen. I så fald er det en god idé forsigtigt at lægge plastikfilm over kagen (efter smørcremen er stivnet) så den ikke tørrer ud i køleskabet.

Vigtigt tip

Tag talkagen ud af køleskabet mindst 1 time inden servering, så du undgår at servere en kold og hård chokoladekage.

Tal kage med blåbær og chokolade

Mere talkage inspiration

Vil du se flere opskrifter på talkager? Se for eksempel min bogstav kage med mazarinbund og frisk frugt eller min lagkage tal kage med frugt og marengs.

Tal kage med chokolade fra Bageglad

Opskrift

Chokolade talkage

45 stemmer
Fejre en du holder af med en personlig talkage. Denne talkage er skåret i en lækker svampet chokoladekage og pyntet med frisk frugt og forskellig chokolade. 
Tid i alt: 3 timer
Mængde: 1 tal på cirka 30 x 20 cm
Udskriv Pin

Ingredienser

Chokoladekage:

  • 185 g smør (blødt)
  • 300 g sukker
  • 4 æg
  • 180 g mel
  • tsk bagepulver
  • 50 g god mørk chokolade
  • 2 spsk kakao
  • 2 dl mælk

Chokolade smørcreme:

  • 40 g smør (blødt)
  • ½ tsk vaniljeessens
  • 250-275 g flormelis
  • 3-4 spsk mælk
  • 40 g god mørk chokolade

Pynt:

  • Blåbær
  • Brombær
  • Maltesers chokolade
  • Toffifee*
  • Toms Guldbarer

Sådan gør du

Chokoladekage:

  • Tegn en skabelon til dit tal på cirka 30 x 20 cm på et stykke papir og klip det ud.
  • Tænd ovnen på 175 grader (alm. ovn). Smør en firkantet form der er lidt større end 30 x 20 cm.
  • Rør smør og sukker sammen med elpisker eller på en køkkenmaskine, til det er hvidt. Tilsæt æg og pisk det sammen med smør- og sukkerblandingen.
    185 g smør, 300 g sukker, 4 æg
  • Rør mel, bagepulver og kakao sammen i en skål. Hak den mørke chokolade groft og smelt den over vandbad eller i mikroovnen (husk at røre i det undervejs, så det ikke brænder på). Hæld den smeltede chokolade over i melblandingen og rør godt rundt med en grydeske, sammen med mælken.
    180 g mel, 1½ tsk bagepulver, 50 g god mørk chokolade, 2 spsk kakao, 2 dl mælk
  • Hæld melblandingen over i skålen med æggeblandingen og pisk med elpisker eller på køkkenmaskinen, indtil du har en helt jævn chokoladekagedej.
  • Hæld chokoladekagedejen i formen og bag den ved 175 grader (alm. ovn) i 30-35 minutter. Kagen er færdig når der ikke længere hænger dej ved en tandstik stukket i midten af kagen.
  • Tag chokoladekagen ud og stil den på en bagerist til afkøling.
  • Når chokoladekagen er kølet helt af kan en kniv skæres langs kanterne og den kan vendes ud på et spækbræt, så bunden vender opad. Hvis din kagen hænger fast, så skub kniven ind under bunden, så den løsner sig.
  • Vurdér om du synes bunden eller toppen af din kage er pænest. Hvis du foretrækker at have toppen opad skal du vende din talskabelon spejlvendt. Hvis du foretrækker at have bunden opad skal du vende din talskabelon rigtigt. Læg skabelonen oven på chokoladekagen og skær efter den med en skarp kniv.
  • Vend chokoladekagen over på den plade eller det fad, du vil servere den på. Hvis du vil have bunden opad skal du vende den over på et andet spækbræt først, så bunden ender opad når du vender den over på dit serveringsfad.

Chokolade smørcreme:

  • Kom smør og vanilje-essens i en skål, evt. skålen på en køkkenmaskine. Pisk med elpisker eller køkkenmaskine til smørret er luftigt.
    40 g smør, 1/2 tsk vaniljeessens
  • Tilsæt flormelis lidt ad gangen skiftevis med mælk, imens der piskes.
    250-275 g flormelis, 3-4 spsk mælk
  • Hak chokoladen groft og smelt den over vandbad eller i mikroovnen. Lad chokoladen køle lidt af.
    40 g god mørk chokolade
  • Hæld den smeltede chokolade i smørblandingen og pisk, til smørcremen bliver jævnt lysebrun. Tilsæt evt. lidt mere mælk eller flormelis for at tilpasse konsistensen. Smørcremen skal være stiv nok til at kunne holde formen, men blød nok til at kunne sprøjte igennem en tylle i sprøjtepose.
  • Fyld smørcremen på en sprøjtepose med tylle.

Pynt:

  • Læg alt pynten klar og let tilgængeligt.
  • Sprøjt små stjerner eller andet ønsket mønster overalt på dit chokoladekage tal. Pynt nu chokoladekagen med chokolade og frugt.
  • Stil chokoladekagen på køl indtil smørcremen stivner helt.
  • Tag chokolade tal kagen ud af køleskabet minimum 2 timer inden servering.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

4,56 from 45 votes (37 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




101 kommentarer

  1. 5 stars
    Jeg har før lavet din kage til en barnedåb.
    Nu skal deres 2.barn døbes , en pige.
    Vil jeg kunne bytte chokoladen ud med de lyserøde chokolade knapper (rubbe)?
    Tak

  2. Er de angivne ingredienser lavet til et tal eller til begge tal? Jeg skal nemlig lave tallet 30 og vil sikre mig, at det er den rette mængde jeg laver 🙂

    På forhånd, tak.

    1. Hej Jeanette
      Det kan du godt, men kagen vil blive en anelse tør da den ikke kan dækkes tæt til af plastik når den er sprøjtet op.

    1. Hej Jeannette
      Ja det kan du sagtens 🙂 kom den i sprøjteposen og læg den i køleskabet. Tag den ud cirka 1 time inden du skal sprøjte.

  3. Hejsa. Ville man kunne lave denne kage i en rund kageform og hvis,, så hvilken str?
    Vi er vild med denne chokolade sag og jeg skal bruge bundene til vores bryllups kage 🙂

    1. Hej Louise
      Dejligt I kan lide opskriften. Hvis den skal bages i en rund form skal man regne den om fra firkant til cirkel – det findes der nogle matematiske vejledninger til hvordan man gør 🙂 prøv at Google “areal af kage”.

  4. Elsker denne kage- altid en succes når den bliver lavet her i familien.
    Har dog et spørgsmål- kan kagen godt laves 3 dage forinden den skal bruges med smørcreme på og så stilles koldt indtil den skal bruges?

    1. Hej Jette
      Jeg er glad for at du kan lide opskriften!
      Kagen vil blive for tør hvis du bager den tre dage før. Til gengæld kan den fryses, så det vil jeg anbefale at du gør i stedet. Pak den godt ind i plastikfilm.
      Det er bedst at fryse kagen uden smørcreme men du kan godt fryse den med hvis det er eneste udvej.

    1. Hej Signe
      Det afhænger af tallet, for selvfølgelig fylder et 1-tal mindre end et 8-tal.
      Men jeg vil sige at for eksempel et 5-tal passer fint til cirka 10 personer. Afhænger jo lidt af om der også er andet på bordet 🙂

  5. Hej
    Kan man både lave kage og pynte den med smørcreme dagen før eller er det bedst at vente med at putte smørcreme på til dagen efter?

    1. Hej Mette
      Det kan du godt, men jeg vil anbefale at pynte den på dagen. Det giver det bedste resultat 🙂

  6. 1 star
    Chokoladekagen er god, men synes smørcremen er alt for sød. Smagte af et tykt lag glasur. Det ødelagde kage. Det var både vi og vores gæster enig om. Den ville være bedre med chokolademousse.
    Men ellers en flot kage.

    1. Hej Joan
      Ærgerligt at opskriften skulle have 1 stjerne blot fordi du synes smørcreme er for sødt, men jeg håber at du vil bruge kageopskriften igen en anden gang. Smørcreme er sødt og det er helt klart en smagssag om man kan lide en kage med så meget glasur på. Er man ikke til så meget glasur skal man nok ikke vælge en kage med helt så meget glasur på.
      Hilsen Trine

  7. Hej
    Hvor høj bliver kagen?
    Jeg skal lave et 1 tal og vil gerne bruge din opskrift, Kan jeg bruge sammen form mål? 🙂
    Mvh.

    1. Hej Louise
      Jeg har desværre ikke et præcist mål på, hvor høj kagen bliver, men på sidste billede over opskriften kan du se et billede af kagen vinklet fra siden. Og som du kan se er det ikke en høj kage, men forholdsvis lav. Opskriften og form størrelsen er egentlig tiltænkt at kunne bruges til alle tal og bogstaver. Du kan bare tilpasse størrelsen af din skabelon så den passer i højden. Der vil uanset hvad være noget kage der skæres fra, medmindre du bager tallet i en decideret 1-tals form. I så fald skal portionen halveres.

1 2 3 4 5
Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke