Brombær- og chokolade lagkage

5 stemmer
Denne festlige og flotte chokoladelagkage har den perfekte kombination af sødme og bitterhed fra mørk chokolade og syrlighed fra friske bær. Med hjemmelavet lagkagebunde og en syrlig brombærmousse er denne lagkage et sikkert hit til din næste fejring.
Brombær- og chokoladelagkage fra Bageglad

Brombær og chokoladelagkage opskriftBrombær- og chokoladelagkage fra Bageglad

Chokoladelagkage med friske bær

Min far elsker chokolade, så da vi fejrede hans fødselsdag på vores ødegård i Sverige, lavede jeg en fin chokoladelagkage i dagens anledning. Det var en varm sensommerdag, så jeg synes det blev for tungt med en ren chokoladebombe. I stedet lavede jeg denne fantastiske brombær- og chokoladelagkage med det perfekte mix af syrlig mousse, friske bær og lækker mørk chokolade!

Jeg elsker lagkager med hjemmelavede lagkagebunde. De er nemlig mere faste og kage-agtige end færdigkøbte bunde, og jeg kan altså bare bedst lide en lagkage, der har bid. Det er meget nemt at bage sine egne lagkagebunde til denne chokoladelagkage. Man bager blot en chokolade og flækker den til to lagkagebunde.

Min chokoladelagkage er fyldt med en vidunderlig syrlig brombærmousse som giver en dejlig syre til den søde og bitre chokolade. Og så toppet med masser af brombær og blåbær på toppen. Alt i alt en virkelig dejligt balanceret chokoladelagkage med masser af friske bær!

Samle og pynt chokoladelagkagen

For at få den smukkeste lagkage anbefaler jeg følgende udstyr til at lægge din kage sammen:

  • En justerbar kagering til at samle lagkagen i. Alternativt kan man bruge en springform, men man kan risikere, at den ikke slutter helt tæt så moussen kan løbe lidt.
  • Kageplast til at fore din form med for den flotteste finish.
  • Et fladt serveringsfad, så du kan samle kagen direkte på fadet. For den er ikke til at flytte bagefter medmindre du fryser den!

Sådan gør du:

  1. Placer den nederste lagkagebund på det flade serveringsfad med den afskårne side opad.
  2. Stram bageringen omkring lagkagebunden. Sæt evt. kageplast på indersiden af ringen.
  3. Fordel moussen i et ensartet lag ovenpå.
  4. Læg den øverste lagkagebund oven på moussen med den afskårne side opad. Pres let på den.
  5. Stil lagkagen i køleskabet indtil moussen har sat sig.
  6. Skær langs indersiden af kageringen før den løsnes (medmindre du har brugt kageplast). Fjern kageringen.
  7. Brug en spiseske til at komme mørk chokolade ganache langs kanterne og lad det løbe lidt ned af kagen.
  8. Fordel resten af den mørke chokolade ganache på toppen af lagkagen og smør det ud til et ensartet lag.
  9. Pynt kagen med friske blåbær, brombær og mynte

Chokolade lagkagebundBrombærmousseChokolade lagkagebundeChokolade ganache på kage

Chokoladelagkage med brombær fra Bageglad

 

Brombær- og chokoladelagkage fra Bageglad

Opskrift

Brombær- og chokoladelagkage

5 stemmer
Mængde: 8 personer
Udskriv Pin

Udstyr

  • Lagkagefad
  • Justerbar bagering
  • Kitchen Aid røremaskine
  • Margrethe røreskål 3L

Ingredienser

Chokolade lagkagebunde (2 stk):

  • 2 dl rapsolie
  • 2 dl mælk
  • 2,5 dl vand
  • 3 æg
  • 275 g mel
  • 400 g sukker
  • 100 g kakao
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • ¼ tsk salt

Brombærmousse:

  • 2 blad husblas
  • 1 spsk vand
  • 200 g brombær (friske eller frosne)
  • 2 spsk sukker
  • 2,5 dl piskefløde

Flydende chokolade ganache:

  • 100 g god mørk chokolade
  • 100 g piskefløde

Pynt:

  • Brombær (friske)
  • Blåbær (friske)
  • Små mynteblade (valgfrit)

Sådan gør du

Chokolade lagkagebunde:

  • Brug 1 eller 2 springforme eller justerbare bageringe med Ø21 cm. Smør formen(e) med lidt olie. Hvis du bruger en justerbar bagering skal du beklæde bunden med bagepapir, så dejen ikke kan løbe ud under kanten.
  • Kom rapsolie, mælk, vand og æg i en stor skål (evt. skålen på en røremaskine) og pisk det sammen.
  • Tag en anden skål og rør mel, sukker, kakao, vanillesukker, bagepulver og salt sammen. Sigt så melblandingen over i den våde blanding i skålen på røremaskinen og rør det godt sammen, så du får en flydende chokoladekagedej uden klumper.
  • Fordel chokoladekagedejen i de 2 forme. Brug en vægt til at veje dem, så der er præcis sammen mængde dej i begge forme - så får du helt ens lagkagebunde. Hvis du kun har 1 form vejer du halvdelen af dejen af i en skål i stedet for og dækker den med plastikfilm.
  • Bag én lagkagebund ad gangen ved 180 grader (alm. Ovn) i 25-30 minutter. Bunden er færdig når kagen har sluppet siderne af formen og der kun hænger en lille smule dej ved en strikkepind som stikkes i midten af kagen.
  • Lad kagen køle af i formen i cirka 30 minutter. Bag den anden lagkagebund imens hvis du bruger 2 forme (hvis du bruger 1 form skal du vente med at bage den anden bund). Kør en skarp kniv langs kanten af formen for at løsne kagen inden du åbner springformen. Lad nu lagkagebunden køle helt af på en bagerist. Hvis du bruger 1 form kan du nu bage den anden bund.

Brombærmousse:

  • Kom 2 blad husblad i en skål med vand og lad det stå i 10 minutter. Kom imens 1 spiseske vand, brombær og sukker i en lille gryde og lad det koge op. Når det koger skal du skrue lidt ned for varmen og lade det småkoge i 2-3 minutter. Fjern så gryden fra varmen og blend indholdet med en stavblender.
  • Stil gryden tilbage på det varme (men slukkede) blus. Tag den bløde husblas op af vandet, vrid vandet fra og kom det i gryden med brombær og rør rundt, til det er opløst.
  • Hæld brombærblandingen over i en skål gennem en sigte, så eventuelle kernerester sies fra. Stil skålen i køleskabet og lad den køle af til omkring stuetemperatur.
  • Pisk piskefløden til flødeskum. Når brombærsaucen er kølet af røres den i piskefløden lidt ad gangen under omrøring. Det er vigtigt, at brombærsaucen har samme temperatur som piskefløden, da den ellers vil skille! Når alt brombærsaucen er rørt jævnt ud i piskefløden er moussen klar til at komme i lagkagen.

Byg lagkagen:

  • Hvis dine chokolade lagkagebunde er hævet på midten kan du forsigtigt skære dem lige med en skarp kniv. Sæt en lagkagebund på det fad, du vil servere kagen på. Hvis du bruger en springform er det lettest at bruge bunden til den. Luk springformens sider omkring bunden eller kom den justerbare bagering rundt om lagkagebunden og stram den til, så du igen har en form på Ø21 cm med lagkagebunden i bunden.
  • Fordel brombærmoussen i et ensartet lag på lagkagebunden. Sørg for, at den kommer helt ud til siderne og at den er jævnt fordelt.
  • Vend den anden lagkagebund på hovedet (læg den imellem to spækbræt og vend den), så toppen vender nedad - bunden er nemlig helt lige. Læg lagkagebunden oven på brombærmoussen og pres let ned, så den tvinger moussen helt ud til kanten.
  • Dæk formen med plastik og stil lagkagen i køleskabet i minimum 6 timer - gerne natten over.

Pynt lagkagen:

  • Lav den flydende chokolade ganache ved at hakke den mørke chokolade groft og komme den i en skål sammen med piskefløden. Varm skålen i mikroovnen i 30-sekunders intervaller indtil alt chokoladen er smeltet sammen med piskefløden, og du har en cremet ganache.
  • Tag lagkagen ud af køleskabet. Skær med en skarp kniv langs indersiden af formen, så den løsnes fra moussen og åben så forsigtigt formen og løft den af. Moussen burde gerne være helt stivnet.
  • For at lave dryppeeffekten med chokoladerne ned langs siderne af lagkagen skal du komme chokolade på en teske og lægge en lille klat på kagens flade ude i kanten - og lade en dråbe løbe ned. Den vil ikke løbe så langt da kagen er kold og ganachen stivner let. Gentag processen hele vejen rundt.
  • Kom så mere chokolade ganache på kagens øverste flade og spred det ud med en spatel, så det ligger i et helt glat og jævnt lag.
  • Pynt straks lagkagen med brombær, blåbær og mynte, inden ganachen stivner.
  • Stil lagkagen i køleskabet indtil ganachen er stivnet helt.
  • Hvis lagkagen ikke skal serveres straks skal den gerne dækkes med plastikfilm - pas dog på ikke at lade plastikfilmen røre ganachen.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Drip ganache chocolate layer cake

Chokolade lagkage med brombær
Chokolade lagkage med friske bær. Den bedste lagkage opskrift med brombærmousse. Chokolade lagkagebunde med frisk mousse.

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

5 from 5 votes (5 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




13 kommentarer

  1. Hej😁…
    Hvis jeg nu gerne vil lave den til 16 personer, altså lave dobbelt portion, er det så samme bage tid og fremgangs måde, og hvilken størrelse form vil jeg skulle bruge ?
    Mvh Sarah

    1. Hej Sarah
      Så vil jeg anbefale at du laver den en bund højere, så kagen bliver højere, samt bruger en springform på cirka Ø24 eller Ø26 cm 🙂
      Bagetiden vil i så fald være lidt længere. Du må teste med en tandstik undervejs.
      Kh Trine

  2. Hej. Er der en grund til at man ikke kan bage de 2 chokoladebunde i ovnen på samme tid, i to seperate forme?

    1. Hej Josefine
      Så skal du bage dine bunde på varmluft (på justeret temperatur) ellers vil de få ujævn varme. Jeg bager personligt aldrig på varmluft da jeg ikke synes jeg får samme ensartede eller luftige resultat, men der er nogle som foretrækker det så man kan jo generelt godt 🙂

  3. Hej. Hvis jeg er under tidspres, kan jeg så godt putte et ekstra blad husblas så mousen sætter sig hurtigere?
    hilsen Freya.

    1. Hej Freya
      Nej desværre, du risikerer at moussen får en dårlig konsistens (bliver for fast).

    1. Hej Sidsel
      Ja det kan de sagtens. De kan fryses i op til 3 måneder hvis de pakkes i to lag plastikfilm + en frysepose.

  4. Looks fantastic! i am thinking of making it for my twins birthday party. I wanted to ask, do you recommend making it also as two layer cake or do you think it would be a mistake? Thanks!
    Esra

    1. Hi Esra
      In my opinion you can never have too much cake 😉 I suggest you double the recipe. Have fun!

Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke