Vores glade, milde, sjove og vidunderlige Maya fyldte 1 år få uger efter vi flyttede ind i vores nye hus. Vi trodsede renoveringskaos, manglende møbler og skybrud, og holdte en stor fødselsdagsfest for hende med venner og familie i det tomme hus.
En festlig 1 års fødselsdagskage skulle hun have, også selvom vi ikke havde et funktionelt køkken. Så med en hel del hjælp fra Mette og brug af hendes køkken lykkedes det mig alligevel at få lavet en lækker lagkage der kunne mætte alle gæsterne.
Vores lille pige havde en fantastisk dag i centrum med masser af opmærksomhed, og hun fik så mange gode gaver!
Lagkagen er i to etager, og består af to ens lagkager på hhv. Ø18 og Ø22 cm. Min lagkage er pyntet som en hval i havet, inspireret af dette fine billede jeg fandt på Pinterest. Bare fordi det er sjovt.
Lagkagen smagte himmelsk, en af de bedste smagskombinationer jeg har prøvet, med vanille bunde, jordbærmousse og frisk mango curd. Mayas to yndlingsfrugter.
Vær i god tid
Når man skal lave sådan en her stor lagkage i flere etager er det vigtigt for ens stressniveau, at forberede så meget som muligt i god tid:
- Der skal bruges 8 lagkagebunde, altså 4 til hver lagkage, og de kan med fordel bages op til 1 måned før kagen samles. De fryses og tøes op aftenen inden kagen skal samles.
- Mango curd kan laves op til 1 uge før kagen skal samles. Den hældes på et sylteglas eller kommes i en plastikboks med tætsluttende låg og stilles i køleskabet.
- Eventuel pynt af fondant, som skal være stift, kan laves laaaaang tid i forvejen. For eksempel er bogstaverne øverst på Mayas kage lavet en måned før, så det er helt hårdt og stift til at stå oprejst på kagen.
- Fondant til overtræk eller pynt kan med fordel farves i god tid og kommes i fryseposer med knude på, så er det klart til at blive brugt når kagen er samlet.
Tips til at samle lagkagerne
Lagkagebunde har tendens til at krybe en lille smule og derfor vil der muligvis være lidt luft imellem dine bunde og formen, hvis du bruger en springform til at samle din lagkage. Det betyder ikke noget hvis du skal overtrække din lagkage med smørcreme eller fondant, for så vil man ikke kunne se hvis der løber lidt mousse ud. Hvis din kage skal være “nøgen” anbefaler vi i stedet at bruge en justerbar bagering, da den kan slutte helt tæt om dine lagkagebunde, uanset hvor meget de er krympet. Alternativt kan du forsigtigt skrabe løbsk mousse af med en kniv når først moussen er størknet.
Sørg for at dine to lagkager bliver lige høje ved at måle, hvor meget mousse og lemon curd du kommer på hvert lag. Stik bare en lineal ned og mål.
Pres let på lagkagebunden, der lægges oven på hhv. mousse eller curd. På den måde presses fyldet tæt sammen med bundene og eventuelle bobler fjernes.
pynt din lagkage
Du kan pynte din lagkage præcis som du ønsker. Min nederste lagkage er smurt op med lyseblåt vanille smørcreme og derefter beklædt med to lag “bølger” af fondant i forskellige blå farver.
Min øverste lagkage er smurt op med lyselilla vanille smørcreme og pyntet med hvalens øjne, mund, tænder og finner. Den har også en lille hale bagpå. Oven på kagen står der “Maya 1 år” med hård fondant samt et pink hvalsprøjt.
Dine lagkager kan også serveres “nøgne” eller overtrækkes helt med fondant.
Lagkage med jordbærmousse og mango curd
Udstyr (indeholder reklame)
Ingredienser
Vanille lagkagebunde Ø18 cm (4 stk):
- 3 æg, stuetemperatur (vigtigt)
- 250 g sukker
- 200 g mel
- 1 1/2 tsk bagepulver
- 1 1/2 tsk vanillesukker
- 80 g smør
- 2 dl mælk
Vanille lagkagebunde Ø22 cm (4 stk):
- 4 æg, stuetemperatur (vigtigt)
- 350 g sukker
- 250 g mel
- 2 tsk bagepulver
- 2 tsk vanillesukker
- 110 g smør
- 2 1/2 dl mælk
Mango curd (8 dl):
- 3 1/2 dl mangopuré (af 400-500 g mango)
- 175 g sukker
- 25 ml friskpresset citronsaft
- 3 æg
- 3 æggeblommer
- 175 g smør
Jordbærmousse:
- 6 blade husblas
- 500 g frosne eller friske jordbær
- Lidt vand
- 5 spsk sukker
- 750 ml piskefløde
- Evt. et par dråber rød farve
Til at samle kagerne:
- Plastrør til at bære vægten
Pynt:
- Vanille smørcreme
- Fondant
- Pastafarver
Fremgangsmåde
Vanille lagkagebunde:
- Ingredienserne er til 2 kager som skal hver skæres ud til 4 bunde, altså 8 lagkagebunde i alt. Den ene kage skal bages i en Ø18 cm form, den anden i en Ø22 cm form.
- Tænd ovnen på 180 grader (alm. ovn).
- Kom bagepapir i bunden af en springform eller beklæd en justerbar bagering med bagepapir udvendigt, så der dannes en bund. Formen skal ikke smøres (vigtigt).
- Pisk æggene med elpisker eller røremaskine i en stor skål. Tilsæt sukker lidt ad gangen imens der piskes. Pisk efterfølgende æggesnapsen i 5 minutter til den hæver sig og bliver tyk og cremet (vigtigt).
- Kom smør og mælk i en lille gryde og varm det op til smørret smelter. Det må ikke koge. Fjern gryden fra varmen og lad det svale lidt.
- Rør imens mel, bagepulver og vanillesukker sammen i en skål. Hæld melblandingen over i skålen med æggesnapsen lidt ad gangen imens der piskes langsomt. Tilsæt smørblandingen og rør det hele sammen til en flydende dej med en grydeske.
- Hæld dejen i formen. Sæt evt. våde kagestrips omkring formen så kagen bager helt fladt. Alternativt kan toppen skæres af kagen efter bagning.
- Bag kagen ved 180 grader (alm. ovn) i 45-60 minutter. Kagen er færdig når der ikke længere hænger dej ved en strikkepind/tandstik stukket i midten af kagen. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle helt af i formen på en bagerist.
- Når kagen er kølet helt af køres en skarp kniv langs indersiden af formen for at løsne kagen.
- Skær kagen ud i fire lige tykke lagkagebunde med en brødkniv eller brug en kagedeler.
- Opbevar lagkagebundene med bagepapir imellem i 2 fryseposer indtil kagen skal samles.
Mango curd:
- Skær mangoen ud i stykker og blend til puré. Kom 3 1/2 dl mangopuré, sukker, citronsaft, æg og æggeblommer i en lille gryde og pisk det sammen med et piskeris under langsom opvarmning ved middel varme, indtil sukkeret er opløst.
- Tilsæt smørret lidt ad gangen og lad det smelte.
- Skru lidt ned for varmen og lad blandingen koge i 3-4 minutter indtil den er tyknet. Mango curd'en er færdig når en grydeske efterlader spor efter sig når den trækkes igennem.
- Hæld mango curd'en på glas eller i en plastikboks med låg og lad den køle helt af i køleskabet. Den vil blive tykkere når den køler af.
Jordbærmousse:
- Læg husblassen i blød i koldt vand i cirka 10 minutter.
- Kom jordbær, sukker og lidt vand i en lille gryde og lad det koge op ved middelhøj varme. Lad bærrene koge i 2-3 minutter til de er blødgjorte.
- Hæld grydens indhold i et blenderglas og blend med en stavblender. Hæld jordbærsaucen gennem en sigte tilbage i gryden for at fjerne kernerne, og stil gryden tilbage på blusset på kogepladen.
- Vrid vandet fra husblassen og kom den i jordbærsaucen. Rør rundt til det er helt opløst.
- Hæld jordbærsaucen i en ren skål og stil den i køleskabet, til den er kølig.
- Pisk piskefløden til flødeskum. Vend den afkølede jordbærsauce i flødeskummet forsigtigt uden at slå luften ud af det. Tilsæt evt. lidt rød farve for en kraftigere farve.
Samle lagkagerne:
- Sæt en springform uden bund eller justerbar bagering med Ø22 cm på det fad, du vil servere kagen på. Fadet skal kunne være i dit køleskab.
- Læg et stykke bagepapir på et spækbræt, som kan være i køleskabet. Sæt en anden springform uden bund eller justerbar bagering med Ø18 cm oven på bagepapiret.
- Læg en lagkagebund med rette størrelse i bunden af hver form. Fordel jordbærmousse ovenpå bundene med en ske og flad det ud til et jævnt lag på cirka 2-2,5 cms tykkelse.
- Læg endnu en lagkagebund oven på jordbærmoussen i hver form og tryk forsigtigt ned. Fordel mango curd oven på bundene i et jævnt lag, cirka 0,5-1 cms tykkelse.
- Læg endnu en lagkagebund oven på mango curden i hver form og tryk forsigtigt ned. Fordel jordbærmousse ovenpå bundene med en ske og flad det ud til et jævnt lag på cirka 2-2,5 cms tykkelse.
- Læg nu de sidste lagkagebunde oven på jordbærmoussen i hver form og tryk forsigtigt ned.
- Stil lagkagerne i køleskabet i minimum 6 timer, gerne længere.
Pynte kagerne:
- Tag lagkagerne ud af køleskabet og skær langs indersiden af formene med en skarp kniv, inden formen løsnes.
- Nu kan lagkagerne for eksempel overtrækkes med smørcreme og/eller fondant, eller de kan stables som de er.
- Fordel plastrør i den største lagkage, så den kan bære vægten af den lille kage. Sæt så den lille kage oven på den store kage.
- Nu kan den to etagers lagkage pyntes som ønsket.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
6 kommentarer
Hvor varmt skal smør/mælken være?
Hej Bess
Det skal opvarmes til lige under kogepunktet, fjernes fra blusset, og så lader du det bare stå og køle let af imens du rører de andre ting sammen 🙂
KH Trine
Hvis jeg kun vil lave en lagkage i én etage, i den store størrelse, hvor meget mangocurd og jordbærmousse ville du så lave? 2/3?
Hej Anne
Ja det passer nok meget godt. Der vil nok være lidt til overs, men hellere for meget end for lidt 🙂
Ej hvor er den bare skøn den lagkage! Mega flot arbejde 🙂
Kh Tina
Tak Tina! 🙂